Man burde dø noget oftere

Da min gudsøn Gustav blev født for 12 år siden, var jeg med til fødslen. (Egentlig er jeg kun fadder, men jeg har med tiden opgraderet mig selv til Gudmor). Min veninde, Gustavs mor, og jeg var lidt bekymrede for, om hun ville føde mens jeg var til Michael Jackson koncert, så jeg ikke kunne være med, for begge begivenheder lå lige lovlig tæt på hinanden.

Det skete ikke, jeg var med til både det ene og det andet. Men historien er ofte blevet fortalt om, hvad jeg mon ville have valgt, hvis veerne var startet før Michael havde nået at synge mere end Billy Jea…

Det har altid været lidt pinligt for mig at skulle mindes om, jeg var med til den koncert, for jeg er egentlig slet ikke en Michael Jackson pige – men er mere til deprimerende musik fra 80’erne, hvor man til sammenligning ikke appellerer til at gå ud ‘and make the world a better place’, men nærmere får lyst til at lægge sig ned og skære lidt i sig selv.

Gustav selv er altid bare blevet lidt tom i blikket, hver gang koncerthistorien er blevet fortalt. Ind til NU!

Efter at Michael J døde, er han jo blevet kult blandt den yngre skare – og er I klar over, hvor cool det nu pludselig lyder, når gamle tante Maren begynder at knirke på historien, om dengang hun stod i Parken på forreste række og så Michael i guldtøj med en lille african-american pige i hver hånd, mens han søbede sig igennem sit repertoire.

Ikke nok med at Michael Jackson selv er blevet sejere af at han døde – det er jeg også.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s