Verdens undergang – igen

Klumme fra Jyllands Posten

For hulan, nu går den under igen. Verden. Jeg har næsten ikke nerver til det. Men der er vist ingen vej udenom, for forleden hørte jeg en program-intro på Discovery Channel, der lød lidt hen ad:

       ”Vores planet er presset til det yderste og forskerne er enige om, at vi kun har få år til at rette op på de skader, mennesket har forvoldt. Spørgsmålet er bare, om vi når at gøre det, før lyset slukkes over vores planet. For evigt.”

Åh, akut knude i maven og rædselsvækkende billeder af mig og mine børn, der bliver opslugt af vandmasserne, flammehavet eller af jordens indre,  i mens isbjørnene står på de sidste isflager og brøler fortvivlet over små bløde bjørneunger, der synker ned i det iskolde hav, der desværre er gået hen og er blevet alt for lunket.

Og det værste er jo, at det hele er vores egen skyld. Ja, det er min skyld. Det gør kun knuden i maven ekstra hård. For jeg kunne bare have holdt igen med Limara-deoen dengang i 80’erne, ladet være med at ødsle al den brændstof på en tur til Gran Canaria, bare fordi jeg gerne ville have brune baller – og jeg tør da slet ikke fortælle nogen, at jeg ved et uheld kom til at lade min mobil op en hel uge i træk i påskeferien.

Jeg var ellers næsten kommet mig over sidste gang verden gik under – da vi overlevede det med chippen i toasteren, der måske ville eksplodere i det sekund kalenderen tog springet fra 1999 til 2000. Eller da jeg var barn og var overbevist om, at et lækkende atomkraftværk snart ville tage livet af os alle – altså hvis russerne da ikke fik trykket på knappen først og fyret en helvedes masse atommissiler og kræftknuder i hovedet på os alle.

Men det var da heldigvis ikke min skyld, så det gjorde det på en måde lidt nemmere at være bange. Så behøver jeg ikke følges hen til massegraven med mine børn med så sort samvittighed. Næ, så hellere gå dommedag i møde i 1940’erne, hvor det ifølge min mor, var moderne at gå og være skræmt helt ind til benet over potentielle kometer, der snart ville regne ned over jorden.

Ja, det er faktisk helt utrolig, hvad det er lykkes os at overleve op gennem historien. Og det er ikke mindst utrolig, hvad vi har kunnet og stadig ser trusler i. Men måske er det aller mest utrolige, at det ikke virker som om, vi bliver klogere i vores profetier – til trods for at jorden faktisk ikke er gået under endnu?!

For det er faktisk over 5000 år siden en flok bekymrede assyrere skrev om, at det hele var på vej durk i helvede. Samfundet var korrupt med kriminalitet og moralsk forfald, som aldrig før – lyder det bekendt? Eller omkring år 700, hvor den ifølge de kristne var helt gal i Spanien, fordi der vrimlede med muslimer – og der blev pisket en gevaldig stemning op blandt ”den ægte spanier” om, at muslimerne var et tydeligt tegn på antikrists komme. Og tænk, de havde ikke engang billeder af søndereksploderede selvmordsbombere eller Ekstra bladet til hjælp!

Men det kan altså også være svært at sætte sig op mod ”de kloge”, altså dem i hvide kitler. Især når de klasker alle deres tal og udregninger i hovedet på én. For jeg har ikke en ærlig chance for at gennemskue, om de har ret eller ej. De har nok haft det lidt på samme måde dengang i det gamle Rom, hvor en flok matematikere havde lavet nogle sindrige udregninger med 12 ravne, de gangede med 10 og derved regnede ud, at det kun var et spørgsmål om få år, før byen ville tage billetten. Rom ligger der som bekendt endnu, men jeg var garanteret også hoppet på den, for hvad ved jeg om ravne og matematik, når det kommer til stykket?!

Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal tro på og ikke tro på. Jeg kan bare konstatere, at verden åbenbart er blevet spået til at gå under en milliard gange – og at den alligevel stædigt bliver ved med at rotere om sin akse. Så ved I hvad, jeg tror sgu, jeg dropper at være beredt med dåsegullash, gasmaske og overnatning i krybekælder – i hvert fald til den næste profeti kommer og skræmmer mig hvidhåret.  Og derudover vil jeg bare skynde mig at sige undskyld, undskyld, undskyld for det med Limara-deoen.

På alle måder.

Reklamer

3 responses to “Verdens undergang – igen

  1. Godmorgen Maren,
    Jeg synes også det er svært at hitte redde i, hvad der er fup og hvad der er fakta og prøver bare at passe på så godt jeg kan – og alligevel være her.
    Mest af alt må jeg dog smile af Limara deoen, for dén kan jeg huske. Selvom jeg nu mere var en Date pige 🙂

  2. Limara deoen!!! Den havde jeg helt glemt. Husker også mig selv som en Date-pige, men nej. Der var noget Limara ind over. Til 19 kr i Favør.

    Det er svært at finde rundt i alle dommedagsprofetierne, ja. Og sars, og ebola og svineinflu og … Tror det gælder om at smide gasmasken og danse mens vi er her.

  3. Jeg dør (kun lidt bange) sammen med jer, så!
    For hvem gider alligevel æde dåsegullash i en krybekælder og få det lissom Viggo M i The Road?
    Ej, jeg har kylet den grønne Date på hylden til fordel for Derma og vil også gerne undskylde – mon så ikke jorden holder lidt endnu?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s