Hvem mooner ikke Livgarden?

Jeg har været inde og se Kronprinseparrets nye hjem inde på Amalienborg. Jep, det kan man nemlig få lov til. Hvis man altså står i kø i halvanden time (!!) først. Nu er jeg ikke just royalist. Faktisk er jeg nærmere u-royal, de-royal, i-royal eller hvad man nu kunne kalde det. Jeg går aldrig af vejen for at give kongehuset en sviner eller at finde på uhumskheder jeg har lyst til at proppe op i røven på Mary, så hun kan tørre det der sarte smil af fjæset (oh yes, jeg synker lavt når det kommer til mine angreb på kongeklanen).

Nå, men hvad dælen laver jeg så i kø for ever foran deres hus?

Det kan godt være jeg ikke kan se fidusen ved kongehuset, men jeg kan godt lide familieudflugter. Så når den nordjyske svigerfamilie har som største ønske at se prinsegemakkerne, så tager jeg selvfølgelig også med. Endda uden (specielt mange) hånlige kommentarer.

Nå, men halvanden time skal jo slås ihjel på en eller anden måde, og hvad er mere åbenlyst end at drille tinsoldaterne, der står og lader som om, de holder vagt for dronningen?

De to yngste var skræmt til døde over dem og løb hurtigt tilbage til køen og farmors trygge favn. Men den store tvang jeg til at blive hos mig og lege listetyv med fjollet ansigtsudtryk frem og tilbage foran den arme soldat, der havde øvet sig så meget på ikke at fortrække en mine, men til sidst alligevel koksrød i hovedet måtte give fortabt og grine af os.

– Er han slet ikke farlige mor, han er jo soldat? spurgte den store.

– Nejda, det er bare noget han leger at han er. Men gå ikke for tæt på, for folk med fjollede hatte, er potentielt gale i roen.

Til sidst fik køen ende og vi kom ind.

Hvordan der så var hjemme hos prinso og konen? Oh well, har du set én guldstuk, har du set dem alle … Desuden slog den mindste en stor prut inde i deres kommende balsal, hvilket jeg syntes var så fantastisk, jeg prøvede at få hende til det igen.

Det var her, den store spurgte om jeg ikke godt ville holde op med at være så pinlig. Okaysåda, bare for i dag. Mig der ellers havde tænkt at moone hele Livgarden, når de gik forbi …

3 responses to “Hvem mooner ikke Livgarden?

  1. Skøn blog, har først lige opdaget dig, da jeg læste dit dejlige ærlige indlæg hos Julia. Tak for det.

  2. Hahahahaha!Forrygende! Gid hun ikke havde nøjes med kun at slå en prut i balsalen…men lavet noget rigtigt grisseri derinde;o) Glade hilsener fra M…der også er noget så iroyal (godt ord -det ka’ jeg li’!!!)

  3. Hun synes du er pinlig nu – wait and see til hun (og du) bliver ældre…

Skriv et svar til M Annuller svar