Min indre supermor

Klumme fra VI FORÆLDRE

Selv om jeg er mor til tre, er det ikke altid jeg føler mig som en mor. Ofte synes jeg, at jeg er for fjollet – som for eksempel da jeg i påsken, valgte at gemme tre påskeæg i min bh og grinte i en halv time over, at de små endevendte hele stuen og bare ikke kunne få øje på, at jeg pludselig havde torpedo-bryster.

Andre gange synes jeg, at jeg er for nedslidt og upraktisk anlagt til at udfylde rollen. For eksempel når jeg har knoklet en hel dag, og det stadig ser ud som om vores hjem er eksploderet.  Og mine børn øvrigt stadig ikke har fået aftensmad. Eller vasket hår. Eller fået syet hullet i yndlingskjolen. Eller fået arrangeret legeaftaler, som jeg lovede.

Men der er ét tidspunkt, hvor mor-usikkerheden straks træder til side til fordelen for super-moren – som, til trods for hun mest har lyst til at give efter for både gråd og trang til at flygte, træder ind på scenen med en instinktiv skråsikkerhed og varme nok til både blå, rød og gul stue. Og det er når et af mine børn er kommet til skade. Som da den mindste fik lillefingeren i klemme i døren, så den blev helt flad og blå. Og hun græd med så store tårer, min hals snørede sig sammen. Men jeg trak vejret dybt, så hun kunne mærke min ro, kørte hende til skadestuen og fik fingeren tjekket. Jeg var næsten lige så fattet, da hun var nyfødt og det viste sig, hendes hofteskåle var løsere, end noget de før havde set, og hendes små fine ben straks blev lagt i hårde skinner. Altså, jeg græd hele vejen hjem i bussen. Både fordi hun græd over ikke at kunne bevæge benene, og fordi jeg var bange for, hun aldrig ville komme til at gå normalt. Men jeg stoppede da vi kom hjem og fokuserede i stedet på at finde den bedste måde, vi stadig kunne ligge trygt og tæt på, trods hendes akavede benstilling. Både ben og finger blev siden helt normale igen. Og jeg var blevet lidt mere hærdet til at tackle situationer som både første og anden gang den mellemste slog hul på læben og blødte noget, der lignede en liter. Anden gang var det endda så voldsomt, læben gabte med en centimeter og krævede et sting uden bedøvelse. Hun skulle ligge på mig, så jeg kunne holde hendes hænder fast, mens nålen gik igennem læben. Ingen af os græd. Men jeg indrømmer, jeg spændte en hel del mere end hende, der bare lå helt stille og lod lægen gøre sit arbejde. Først da knuden skulle bindes, piblede tårerne (hos hende udenpå, hos mig inden i) og hun sagde stille, at nu ville hun ikke mere. Jeg trøstede med lange stryg over håret, bløde kys i panden og en is. Hospitalet trøstede med en lille nøglering. Syntes mere det ville have været på sin plads at give hende 40.000 og mig en iPhone, men lad mig i stedet fokusere på, at arret på læben i dag er så minimalt, det ikke er noget at snakke om.

Værst var dog min ilddåb ud i super-moderskabet: Min ældste var to år og dejsede pludselig om med feberkramper. Hun var helt livløs. Vi havde aldrig hørt om feberkramper før og troede, hun var død. Seriøst. Havde du spurgt mig inden, ville jeg have skudt på, jeg ville være gået i panik og ikke havde kunnet tænke en konkret tanke, men mit supermor-instinkt overraskede mig. Jeg tænkte, at dette måtte jeg græde over senere, for nu gjaldt det om at handle rationelt. Hvilket var at ringe 112, tale fattet, huske at sige hvilken sal, vi boede på, og endda komme i tanke om at løbe ned og låse hoveddøren op inden de kom. Hun kom til sig selv, før vi ankom til hospitalet og med lidt febernedsættende medicin hoppede hun tyve minutter senere rundt i sengen og råbte efter mere saft. Jeg græd først over det tre dage senere, da jeg for alvor kunne mærke, hvor bange jeg havde været. Det er over fem år siden, og jeg kan stadig få tårer i øjnene, når jeg fortæller om det. Men jeg er ikke så bange, som jeg var, før det skete, for nu ved jeg, at selv en fjollet og kokset mor bliver til super-mor, når det virkelig gælder.

Reklamer

15 responses to “Min indre supermor

  1. Når det virkelig gælder er vi der som den værste løve mor – og det burde vi fokusere på, når usikkerheden melder sig og vi overvejer om vi virkelig er kompetente nok til at være mor… En kompetent mor er i min verden også den mor, der tør være pjattet og gemme påskeæg i bh’en, tør danse rundt i stuen, der kan glemme legeaftaler osv. En kompetent mor, er nemlig den der tør være sig selv, tør vise sine børn de mange aspekter i livet, tør leve efter sine værdier og derfor også tør være glad, lalleglad, pjattet, tøset, sur, gal, skide arrig, ked af det, ja tør leve livet på godt og ondt.

    kh Mette

  2. Louise (fra skrivegruppen)

    Helt ærligt, Maren. Det øsp…regner, jeg er så snotforkølet og mat at min kæreste måtte aflevere ungerne i morges (hvilket betød at han kom for sent på arbejde) – og nu sidder jeg her og tuder på mit kontor inden arbejdsdagen overhovedet er gået i gang – fordi du har skrevet det fineste, mest rørende blogindlæg om at sluge smerte og angst for sine børns skyld. Snøft.

    / 🙂 Louise

  3. Hvor er det fint beskrevet, og hvor er det rigtigt.
    De fleste forældre kan nemlig meget mere end de selv troede muligt, når det gælder børnene. Da vores den yngste lå på neonatalafdelingen og var en absurd lille dreng på et halvt kilos penge, kunne vi også. Fordi vi skulle. Og de andre forældre på afdelingen kunne også. Kan godt være nogen skiftedes til at gå en smule ned med flaget, men der var mig bekendt ikke nogen der lod ungerne i stikken. Og det gælder sådan set også mindre issues. Som en teenagers første hysteriske brandert, der kræver at nyoperedet mor sidder vagt ved siden af ham, mens han ørler tequila i absurde mængder, og stangvissen far må kaldes hjem fra festlig julefrokost, kun for at putte den lange møgunge i seng.
    Det er så sejt at være mor ♥

  4. Nå men så sidder jeg her og kommer ubehageligt meget i kontakt med mine følelser omkring hele mor-problematikken. Du rammer hovedet på sømmet. Tak fordi du deler.

  5. Hvor er du sej, godt skrevet og beskrevet. Jeg håber virkelig at jeg kan agere med samme ro i pressede situationer når mine to piger kommer ud for skrammer.

  6. Hvor ville jeg også bare tude. Rigtigt godt indlæg, Maren. Du er en mange facetteret-løvemor:)

  7. Da jeg ventede min søn for 10 år siden, fik jeg fortalt en god historie om en kvinde hvis børn skulle sove i telt nede i gården. Hun kiggede tilfældigt ud af sit vindue på 4. sal (eller var det 2.?) og så at der var ild i teltet. Hun sprang derefter resolut ud af vinduet, brækkede ryggen ved faldet, men fik ALLIGEVEL krabbet sig hen og redder børnene ud af teltet.
    Fantastisk historie, som nok er en stor vandre én af slagsen, men ikke desto mindre et rigtigt godt billede på hvad der sker inde i en når man bliver mor. Jeg har ihvertilfælde husket den i alle disse år, og aldrig ladet min søn sove i telt i gården af samme grund…

  8. Smukt og ærligt. TAK.
    Sidder også og tuder lidt her på arbejdet.

  9. Det er helt sikkert kun, fordi jeg er gravidhormonbefængt, at jeg også får en lille blankhed i øjenkrogen!

    Og så måske lidt, fordi jeg den anden dag skulle samle en stor væltet reol op med datter og scooter inde under, uden at vide i helt hvor mange stykker de to sidste ville være, når jeg løftede. Jeg drømte kun om hendes begravelse og mig i sorggruppe de næste tre nætter.

    Og så måske også ret meget, fordi det er så ærligt og cool 🙂

  10. Til gengæld sidder jeg nu og snøfter over det! Godt skrevet. Hurra for supermor!

  11. Tak for et meget rørende indlæg. Af alle mulige grunde er det så vigtigt, at vi også husker at fokusere på alt det, vi lykkes med, så blomsterne får gødning, og ikke kun på vores fiaskoer, for så vander vi i bund og grund ukrudtet.

  12. Ih altså, ikke nok med at du kan få mig til at grine så meget, at min søn på 2 imiterer mig på en måde, som gør, at jeg overvejer, om jeg virkelig grinte så højt, og du i samme indlæg kan få min hals til at snørre sig sammen og mine øjne til at løbe over, så er du altså en rigtig supermor, og inspirerer mig til også at tænke sådan om mig selv.
    Knus til dig
    Lykke

  13. Jeg tuder fordi jeg gik i panik da min søn fik feberkramper som 3 årig og også blev livløs. Jeg løb ned til skråt-under-boen og smed ham i deres arme og hulkede: Han trækker ikke vejret, han trækker ikke vejret, han trækker ikke vejret. Heldigvis tog de det mere roligt end mig og fik ringet 112 og han vågnede (som de jo gør ved feberkramper) af sig selv inden ambulancen kom.
    Så jeg håber ALDRIG; ALDRIG der sker noget værre end det, for så er vi da virkelig på skideren herhjemme (just for the record: altså, selvom jeg var super-tjekket-u-panisk-supermor ville jeg selvfølgelig stadig ikke ønske der skulle ske noget!!)

  14. Hold kæft hvor blev jeg rørt da jeg læste din klumme på flyet til Norge og netop havde efterladt familien alene hjemme i 1½ dag. Men jeg kunne jo ikke sidde der og tude vel…?

    Nogle gange er jeg ikke sikker på, at det der motherhood er noget for mig. Lige indtil guldklumpen sender mig verdens største smil og siger “elsker dig mor”. Puha…

  15. jeg tuder også!! og imorgen skal min lille baby have 3 mdrs vaccine og jeg ved præcis hvordan du har det…. Du skriver så godt om at være mor – og hold nu op hvor er det dog det bedste og hårdeste job i verden!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s