Løvetæmmer

Det startede i sidste uge. Mens Smukke Allan restituerede efter at have løbet en milliard kilometer i det jyske terræn weekenden forinden. Da han pludselig kom i tanker om, at hans søster, mand og fire børn (!!) kom på besøg den kommende weekend. Og at han selv skulle arbejde fra tidligt til sent. Hvilket fik mig til at protestere en smule (på den forholdsvis stilfærdige måde dog). For jeg restituerede også efter alene-weekend med ungerne, hvilket som regel også føles som at løbe en maraton og kunne derfor godt bruge en lidt mere afslappende weekend forude.

Nu er min svigerinde og hendes mand ikke lige som mig, der begynder at gå i cirkler når jeg skal udføre et stykke praktisk arbejde som for eksempel at rydde op. Eller falder i staver over hver anden gaffel jeg tager ud af opvaskemaskinen, fordi jeg er alt for optaget af at tænke over, om onklen i min roman skal mangle et øje eller sin ene testikel. Nej, de er handlekraftige mennesker, der både rydder op og selv har mad med. Og endda har sat en stor flot buket på bordet og chokolade i køleskabet, når de forlader matriklen igen.

Nå, men det var altså først da han smed en fest med de gamle soldaterkammerater ind i ligningen, som han da som en selvfølge skulle med til lørdag aften (altså den weekend hvor han arbejder og søs er på besøg), jeg gav mig til at hvæse. Da jeg ikke rigtig syntes, han angrede nok, gav jeg mig til at brøle. Og da han så gav mig ret i at det var en lidt kaotisk situation, han havde sat mig i, men derudover ikke rigtig mente, der var noget at gøre ved det, blev jeg så rasende, jeg bed ham i armen. Ja, det gjorde jeg. Og da han råbte av, så bed jeg ham igen. Hårdt. På et tidspunkt i kampen, som mest bestod i at han smågrinende prøvede at holde mig på afstand, tog han fat i min fod og gav sig til at massere den. Resten står lidt hen i tågerne. Tror nok jeg faldt i søvn af udmattelse over at være så rasende.

Dagen efter tikkede dette billede ind på min mail. Det var fra Smukke Allan. Han skrev: Selv den vildeste kat kan tæmmes.

Reklamer

9 responses to “Løvetæmmer

  1. *Griner* Tak for et skønt morgengrin, det er parforhold når det er bedst 😉

  2. Vidunderlig lille hverdagsfortælling – det er som at høre om mig og mine reaktioner

  3. hahaha – nogle gange skal der bare en gang fodmassage til! Tror ham Allan har fat i den lange ende.
    /Helle

  4. Lyder som om der er kvindelist i Smukke Allan! ;o)

  5. ‘kæft et sjovt billede åhahahahahaha.
    jeg kan levende identificere mig med situationen – min mand skal bare strejfe mine fødder eller mit knæ, så begynder jeg at spinde og aer han lidt begynder jeg at snorke i løbet af no time.

  6. Jeg bider da i dén grad los gemalos alt for lidt, kan jeg fornemme! Og det er nu altså ikke, fordi jeg mangler grunde, synes jeg 🙂

  7. Men du er stadig alene med hans søster og mand, mens han både arbejder og fester?

    Jeg havde personligt skiftet låsen i døren og sendt hans tøj til Røde Kors.

  8. Jeg er målløs – jeg vil have en kone som dig!! (for din mand er jeg absolut ikke imponeret over – mere at der skal så lidt til for at få dig til at spinde..) Jeg forudsætter at du nu har afkrævet ham en dato for den weekend hvor han overtager husholdningen mens du (betalt af ham selvfølgelig) tager på wellness/shopping weekend i London….

  9. Pingback: Gu’fanden bed jeg ham! «

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s