Ungerne havde plaget om is i tre dage og til sidst gav jeg efter (det gør jeg altid, det er derfor de plager).
Nå, men så sad vi der på bænken under et træ på Gammel Kongevej med hver sin is og kiggede på folk ,der gik forbi. Og Mynte spottede en ung fyr med blå hanekam og undrede sig over, hvorfor han havde sådan noget hår og jeg prøvede at forklare hende, at det var sådan noget man skulle gøre, når man blev teenager. Ja, faktisk var det ens pligt at rende rundt med fucked up hår i et par år, så vi voksne kunne blive forargede og ikke forstå ungdommen. Hvilket resulterede i, at Mynte begyndte at græde ned i chokoladeisen, for hun synes selv hun har så pænt hår, og hun ville så nødig farve det blåt og sætte det hele midt oppe på hovedet, men stoppede igen da jeg trøstende forklarede hun godt må have konservatoriet-hår resten af sit liv (se bare på mor). Den ældste fik øje på en pige fra b-klassen, som hun ikke kan lide og hoppede bag bænken for ikke at blive opdaget, og da hun kom frem igen, sagde hun, at hun var sikker på, at denne pige ville blive børnelokker, når hun bliver voksen og jeg skulle til at opponere, men faldt for længe i staver over at ”børnelokkere” stadig huserer som skræmmebillede hos den nye generation, så emnet var for længst skiftet til Mynte, der igen underholdte med at vise, hun kan lave ”skildpadde” på tegnsprog. De har lært det nede i børnehaven, og jeg ved ikke hvorfor, for der er ingen døve børn i børnehaven, men hun kan også lave ”hest” og ”mælk”. Og Kamille gav sig til at stille spørgsmål a la: ”Moar, kan man egentlig undgå at se græs”. Og Anemone smurte is ud i hele panden og jeg fik travlt med at rode efter servietter i lommen. Og så midt i det hele kom der en dame hen til mig og sagde, at jeg havde vel nok nogle dejlige børn. Hun havde en gigantisk stråhat på, og jeg ved godt, jeg altid siger, at mennesker med hat som regel er skøre, men hun var altså virkelig sød, og vi snakkede længe sammen om løst og fast. Om børn og livet og bussen, hun ventede på, men missede fordi vi sludrede så meget, den kørte forbi. Hun syntes det var flot jeg gav mine børn så stor en is hver, men det kunne man jo sagtens, hvis man havde pengene. Nå, men det var vel egentlig ikke fordi jeg havde pengene, svarede jeg, men når man havde ventet på en is i tre dage, måtte man også godt få en stor, syntes jeg. Ja, sagde hun, men de skal også bare droppe al den her snak om finanskrise, for dem udefra har testamenteret 230 millioner til mig og staten har stjålet dem. Hvad? sagde jeg. Jo, dem ude fra rummet havde testamenteret 230 millioner til hende, men staten havde bare taget dem alle, og der var intet hun kunne stille op. Så hun syntes bare de skulle bruge rumfolkets 230 millioner i stedet for sidde og klynke over krisetider. Okay, sagde jeg og flakkede med øjnene. Så vinkede hun med store armbevægelser, hankede op i sin rullekuffert og travede af sted op ad Gammel Kongevej.
Hun var SKØR! Fuldstændig larmende vanvittig! Og jeg havde ikke opdaget det, før hun sagde det med rumvæsenerne. Men når man tilbringer al sin tid sammen med små mennesker, der har is i hele hovedet, laver skildpadder på tegnsprog, ser børnelokkere på 8 år og i øvrigt er i tvivl om man kan undgå at se græs, så bliver normalitetsgrænserne altså ret flagrende.
Må se at komme mere ud og tale med almindelige mennesker, ellers ender det vel med, jeg om et par uger også godtager den med rumvæsenerne og giver hende mit kontonummer, så jeg kan få et par millioner med næste gang de har gaveposen fremme …
Marens Blog 
A HAHAHAHAHAHAHAHA, og hold nu kæft hun var tosset. Engang kom der en mand ind på Radio 100 hvor jeg arbejdede, og han sagde at han gerne lige ville tale med ledelsen for George Michael havde snuppet og kopieret alle hans numre. Og DET ville han fandme have penge for. Jeg prøvede med et afværgende ‘aaarrrrh kan det nu også passe’. ‘Altså hallo George Michael, som om du kender ham’. Men så var det han kiggede mig i øjnene, gik helt tæt på mig og sagde: ‘er du KLAR over hvor krævende det er at være messias’. Her var vi skydte os at få receptionisten til at ringe til George Michael, sagde pænt farvel og at vi nok skulle kontakte ham.
Kan godt høre, at jeg skal til at hænge ud på Gl. Kongevej. Det er jo det nye ‘happening’ sted.
Skønt med et morgengrin!
Næste gang jeg kommer på Gl. Kongevej, så sætter jeg mig med en is, i stedet for bare at suse afsted – det er jo her man virkelig oplever noget om livet!!
Hold kæft hvor er det sjovt!
Men i den mere alvorlige og kedelige afdeling, synes jeg simpelthen også det er så fint, at du taler med hende fuldstændig normalt, og at hun jo er smaddersød… Som om skøre mennesker ikke har lov til at have en helt almindelig dejlig oplevelse med at have snakket med en mor og nogle dejlige unger, hun mødte på Gl. Kongevej. Jeg blev faktisk helt rørt over det, da jeg var færdig med at grine 🙂
Har arbejdet i en boghandel med kopimaskine. Det giver mange spændende snakke med folk. For der kommer ikke kun folk der skal kopiere deres opgaver, skilsmissepapirer og lejekontrakter. Nix, der kommer også mennesker som skal kopiere breve til dronningen, statsministeren, politimesteren osv. Og de kan være rimelig spændende at snakke med. Og nej – det er ikke altid man lige opdager det med det samme. 🙂
Neeej, du må ikke komme mere ud og tale med alminelige mennesker – for så kommer der jo ikke fantastiske indlæg som det her!!! “Kan man egentlig undgå at se græs?” – Det er hermed blevet mit yndlingsbørnespørgsmål!
Jahh. Verden er da fuldstændig vidunderlig, og hvor er det godt godt at du kan sætte ord på det Maren. Tak.
Hvor herligt! Tak fordi du gav dig tid til at dele – det hele. Lykken er jo, at vide, hvad der er normalt, som vi sagde i gamle dage.
Det er dejligt at læse om dine hverdagsoplevelser med dine unger, fantastiske navne by the way. Jeg får aldrig noteret de fine sjove og søde ting som min Ella og Lilli render rundt og laver. Det kunne ellers komme in handy når de skal konfirmeres. Og den skøre dame med hatten må du aldrig glemme, det er en fin historie!