Gu’fanden bed jeg ham!

”Men du bed ham da ikke rigtigt, gjorde du vel?” spurgte min mor håbefuldt efter at have læst min blog forleden dag, (ja, min mor læser min blog, scares the shit out of me, men prøver at have en moden indgangsvinkel til det, som for eksempel at stikke to fingre i ørerne og synge LALALA, når jeg kommer til at tænke på det.  For man gider egentlig ikke, at ens mor ved, man er sådan én, der skriver pik, vel? Mødre er til for at man skal gøre dem stolte, ikke for at man skal kaste skam over slægten ved at være … øh, mig.)

Nå, men gu’fanden bed jeg ham da! Jeg var jo sur og han angrede ikke nok! Hvilket selvfølgelig leder én hen til spørgsmålet, om det egentlig er tilladt at bide sin kæreste? Svaret er JA. Altså nogen gange. Og mest mig. Sjældent (aldrig) ham. Det er fordi jeg er det svage køn og derfor må jeg godt sønderflænse ham. Hvorimod det eneste våben han må bruge er fodmassage. Æhm, lyder meget fair ikke sandt?

Men altså, der er jo også forskel på skænderier. Når man er ude i et skænderi, som det Smukke Allan og jeg havde forleden dag, hvor det bare gælder om at få sagt ALTID og ALDRIG nok gange og hive hvad som helst op af hatten, der kan få én selv til at fremstå som en hårdarbejdende og udmattet martyr og den anden som en doven skid, må man godt bide lidt, synes jeg. Det er jo bare et lille fysisk udråbstegn. Tænker til gengæld, det er en dårlig idé, at give sig til at gnave i den andens arm, hvis det er et af den slags skænderier, hvor man samtidig sidder og tager noter til, hvad man skal sige i Statsamtet. Ikke kun fordi jeg kan se det problematiske i situationen, hvor Smukke Allan fremfører argumentet: Hr. Dommer, hun bider, derfor skal jeg have børnene. Men også fordi jeg af erfaring ved, at når noget så dyrebart som børn skal deles (min ældste bliver delt), kræver det en helt anden form for gensidig respekt, hvor begge parter hele tiden tager små museskridt, så ingen taber balancen.

Derudover er der jo altid det klassiske spørgsmål og mange forældres dilemma: Må man skændes mens børnene hører på det? Personligt er jeg væsentlig mere skræmmende, når jeg laver the silent treatment på Smukke Allan i timevis, så jeg vil mene, det er at foretrække for mine børn jeg i stedet brøler et par minutter. Men jeg undlader som regel at kaste ting efter ham, når ungerne er til stede, gælder det ikke for noget?

Reklamer

3 responses to “Gu’fanden bed jeg ham!

  1. Maren du, elsker din skønne, kærlige, ærlige – og morsomme – tilgang til selv de tungere emner. De inspirerer og sætter i perspektiv.

    Kan du så komme i gang med at skrive noget mere, det er altså et talent som ikke må gå til spilde… Og, et lille haps i ny og næ er bedre end de der ord, som flænser og som ikke kan trækkes tilbage.

  2. Du er bare fantastisk!

    Rigtig god weekend – og bid ham så bare en anden gang… simpelthen fordi et lille bid i mændenes hjerner måske er ligmed et forsonende element, ja måske ligefrem en seksuel tilnærmelse – du ved jo nok at deres hjerner simpelthen bare tænker anderledes…..

    Og hellere et lille bid og et larmende uhyggeligt gespenst, end en stille sammenbidt sur madame – også i børnenes nærvær…. (nå ja, måske ikke lige det lille bid, som børnene så kan bruge overfor pædagogerne i børnehaven, når de får skæld ud over at have bidt en medborger i institutionen. “Jamen det må man gerne, min mor bider da også min far….”!

    kh Mette

  3. Absolut! Jeg ved ikke hvordan du gør det, men jeg sidder her med en følelse af ikke at bide nok. Det må være helt igennem rimeligt ind imellem at bide fra sig (bogstavelig talt) og forvente fodmassage til gengæld!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s