Min festlige genbo

Vi holdt fest i weekenden – fordi det er sommer, fordi vi har fået hus og fordi der generelt bliver holdt for få fester. Vi havde varskoet naboerne med en seddel og fik samme dag en seddel tilbage fra vores genboer om, at de også holdt fest. Fedt! Godt med lidt gang i gaden.

Og vi holdt et brag af en fest. Af den slags, hvor der ligger gæster og sover i lænestole, når man står op klokken 15 næste dag, hvorefter man vakler op til burgerbiksen for at købe tunge poser fyldt med hærdet fedt og cola – iført solbriller selv om regnen siler ned.

Der var mennesker, der hang i bjælkerne under loftet, folk der scorede hinanden, fadølsanlæg, champagne, vi dansede og grinte og glemte i et øjeblik vi er mødre, fædre og ville være trætte, som var vi hundrede år dagen efter. Og da den tredje på en time gav mig elevatorblikket og sagde Har du virkelig fået TRE børn, kunne humøret jo ikke blive bedre (og må jeg i den anledning lige sende en anmodning om, at I tjekker Birnas tøj ud, som ud over at være skide flot også udmærker sig ved at være lavet i et stof, der holder en krop, der for længst har opgivet ævred, på plads, så man ser ud som om man er typen, der stadig er pæn uden tøj).

På et tidspunkt var humøret så højt og indfaldene så letbenede, at Lotte, jeg og to andre, syntes det var verdens sjoveste og bedste idé for et øjeblik at forlade den høje musik og i stedet løbe over til genboen, for at se hvordan det gik med deres fest. Og af sted for vi. I høje hæle og stramme har du virkelig tre børn-bukser sneg vi os ind ad indkørslen og videre ind i huset, hvor vi råbte HEJ VI KOMMER OVER FRA GENBOEN og kastede os ud på dansegulvet. Der stod overraskende nok også Anton, som jeg ikke har set siden jeg gik på Reklameskolen, hvor vi var bedste venner for livet og sikke et gensyn og en glæde og livet er en fest! Sådan føltes det i hvert fald i fyrre sekunder, til min genbo (som jeg i hverdagen er både på hils og hvor gammel er din søn med) kom hen og pointerede at dette altså var en privat fest. Nå, men det er mig der bor lige over på den anden side, sagde jeg og gav mig til at danse rundt om ham, mens jeg prøvede at skåle til ham med mit champagneglas – fuldstændig overbevist om, at hvis han bare lige kom i tanker om, hvem jeg var, ville jeg stå til både krammer og en svingom. Det er en privat fest, gentog han og så mærkede jeg ellers en fast hånd i ryggen, der gennede os ud til skam og skue for alle gæsterne. Jeg ved ikke om musikken egentlig stoppede og vi forlod stedet som rullet i tjære og fjer, men det føltes sådan.

Det var jo ikke værre, end at vi bare tog hjem til vores egen fest og gav den fuld skrue til pigerne også begyndte at kysse på hinanden, men da jeg vågnede søndag, sad pinligheden fra nabohuset stadig i mig – og tanken om jeg nærmest daglig møder min genbo gjorde bestemt ikke tømmermændene mindre.   

Man kan selvfølgelig godt give sig til at råbe ord som tørvetriller efter min nabo, men faktum er jo, at enhver er i sin fulde ret til holde sin egen fest præcis som man gerne vil, og hvis man ikke gider at ens nabo kommer rendende og vrikker med røven på ens stuegulv, skal man jo have lov til at sige fra.

Men efterhånden som jeg kan mærke skammen aftage, gror i stedet følelsen af glæde over, at selv om jeg er noget der minder om verdens mest satte og mor-agtige mor til hverdag, åbenbart stadig har en festabe i mig, der ikke er for fin til at crashe andres fester. Men derfor tror jeg nu alligevel jeg dukker mig, næste gang genboen lægger op til en nonchalant hils fra den anden side af vejen.

Reklamer

6 responses to “Min festlige genbo

  1. Hey, tørvetrillere er der nok af. Til gengæld mangler der folk med glimt i øjet, store armbevægelser og sving i hofterne. Der mangler kys, kram, dans, champagne, farver og alt det andet, der kan forvandle den lille sko til en større, der ikke klemmer.

    U go girl!

  2. Æv, en træls genbo.
    Selvfølgelig skal man da crashe naboers fester, det er da nærmest en grundregel i festhåndbogen for begyndere 🙂
    Fedt at din fest i hvert fald var sådan en genboen gerne måtte have crashet, uden at skulle forlade festen i skam :-/

  3. Kære Maren,

    hold du bare hovedet højt løftet, næste gang du møder genboen. Se ham i øjnene og hils venligt på ham. Du har ikke en skid at skamme dig over. Såvel som han har ret til at holde fest i fred for dig, har du ret til at være glad i låget.

    Tak for en lækker blog. Jeg er ny som læser her, men jeg er hooked!

    Bedste hilsener,
    Lene K

  4. Op med hovedet, ret ryggen og hils næste gang du møder din nabo!

    Og vær så lige stolt over, at du ikke har glemt, hvordan det er at være 20 år, selvom kroppen, børnene og sygesikringsbeviset siger noget andet 🙂

    kh Mette

  5. Pingback: Hvorfor gør du det? «

  6. Pingback: Jeg blev da ikke smidt ud! | Marens Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s