Råbemor

Det tog to dage før mine tømmermænd lettede. Og siden børnene allerede kom hjem søndag eftermiddag, er jeg nu bevidst om, hvor fantastisk en mor jeg er til hverdag. Hvor er jeg tålmodig, hvor gør jeg mange ting for dem, hvor smører jeg mange madder og skærer frugter ud i både – helt uden at synes, det er andet end hyggeligt. For damn, hvor har jeg været sur og tvær og træt og syntes, de var krævende og fyldt med energi på den damp agtige måde. Men de har jo ikke været anderledes, end de er til hverdag – det har min sindstilstand så til gengæld været. Det har mindet mig om, hvordan det er hele det første år med bittelille spædbarn. Altså der hvor man aldrig får sovet sådan for alvor og man alligevel skal kunne både tænke, handle og give omsorg. Pludselig kunne jeg huske, hvor meget jeg faktisk råbte af mine børn året efter, jeg havde født Anemone, den yngste. Hvor fuldstændig udskidt jeg var som menneske og syntes hvert et skridt, jeg skulle tage, var en alt for stor byrde. Nå, men det havde jeg jo glemt alt om, så det var jo rart lige at få genopfrisket, så jeg ved, hvor godt jeg har det nu (varm tanke til alle jer småbørnsmødre og fædre, der står med både lort i hånden og lort inde i hovedet lige nu).

Tænker også det er et sundhedstegn, at den ældste egentlig ikke tog sig så meget af at min volumenknap pludselig var skruet op på max.

– Hold kæft hvor du råber mor, sagde hun bare og skruede op for tv’et. Det måtte jeg jo så give hende ret i, og forklarede det var fordi, jeg havde danset en hel nat og så bliver man jo træt, og når man er træt, kan man godt finde på at råbe. Det kunne hun godt se. Og så kom vi heldigvis også i tanker om en masse gange, hvor både den store og den lille og hende i midten havde været så trætte, de havde ligget i flitsbue og skreget som grise på vej til slagtekrogen. Vi huskede også, at det heldigvis gerne plejer at gå over, når man får sovet. Således blev der atter god stemning i det lille hjem – især fordi jeg fik tørret noget af den negative fokus, der hvilede på mig og min højtråbende kæft af på dem. Elegant, ikke sandt?!

Reklamer

8 responses to “Råbemor

  1. Virkelig elegant…

    I disse dage, hvor det er oplagt med åbne døre og vinduer er jeg også meget bevidst om, hvordan det var at være småbørnsforældre, have kort lunte, være træt osv. Ikke fordi jeg selv står med småbørn, nej heldigvis er mine også blevet store og jeg er også kommet dertil, hvor overskudet er tilbage og jeg i årevis igen har sovet mere end 45 minutter af gangen. Nej, det er fordi vores “stakkels” genboer har fået et kolikbarn, vel at mærke en af de hardcore af slagsen! Den søde skønne lille dreng, græder og græder fra midt eftermiddag og til tæt på midnat!!!! – Hjælp, jeg får fuldstændig angstanfald ved tanken om, hvordan det må være! I går spiste de aftensmad på altanen kl. 21.30, eller de spiste ikke, de kastede mad i hovedet – på skift – og lod det hele stå, da de gik ind for at forsøge at få den kære søn til at sove!

    Jeg overvejer virkelig at gå over og ringe på og høre om jeg ikke skal gå en tur med barnevognen, så de kan få et par timers fred – men er nok ovre i, at det er lige lovlig anmasende, selvom det ville være kærligt ment.

    Hellere have kort lunte, fordi man engang imellem har sovet alt for lidt, men har haft det sjovt – det er en del af at være nuanceret mor 🙂

    kh Mette

  2. Hey Mette? Det synes jeg altså du skulle gøre – tilbyde en køretur med barnevognen! (nok bedst med en forudgående “hey, jeg er genboen” snak..)

    Mht. dagen efter fester, så var jeg en gang til to fester på en aften og endte med de ondeste tømmermænd. Skidt ide med karaoke, siger jeg bare. Nåhm det var så den søndag hvor jeg megalovede mine børn at være der for dem, til deres første tømmermænds pleje. (Som kom få år efter, noget med tequila)

  3. Uh, jeg er en af disse søvnløse småbarns mødre og vil bare sige til Mette “Kom afsted!” Åh hvor ville jeg have været glad hvis min genbo havde gjort det, da min bebs ikke sov i tre måneder…

  4. Åh ja, suk … lort i både hoved og hånd – hvorfor gør man det egentlig gang på gang?
    Efter at du elegant og helt på sin plads, naturligvis, havde delt skylden lidt ud, kom de så ikke med slumretæppe og varm kakao og skruede lidt ned igen?

  5. Mette, hvis du ikke kan få dig til at gå ind til genboen, må du gerne komme over til mig! Vi skal nok tage godt imod dig 😉 Og ØVØVØV hvor er det bare meget lidt sjovt ikke at sove ordentligt og derfor råbe af og til alt og alle!!

  6. Mette: jeg synes bestemt du skal gå over og tilbyde en tur med barnevognen – de ville aldrig aldrig bede om hjælp – men de har i den grad brug for det – og du ville gøre dem en tjeneste der rækker så langt ud over… bliver helt tørt – gå derover og tilbyd det, hvis du mener det!
    Maren: Tak for blog. Min mindste er nu 1 år – og jeg syntes sådan set ikke jeg helt burde have en præmie for tålmodig moder-adfærd det sidste år… ville sådan ønske jeg var bedre til det, men når søvnen mangler går forstand og tålmodighed fuldstændig fløjden! Synes så småt det føles som om det letter – laaangsomt – men der er tegn… Glad for at høre ungerne alligevel kan blive dejlige hele mennesker trods lidt tumult i hjemmet!

  7. Jeg synes også du skal ringe på hos naboen. Hvis du synes det er for grænseoverskriende at daffe af sted med “et fremmed barn”, kunne du jo også lave ti portioner kødsovs til fryseren. De gange jeg har fået det i gave, har jeg nærmest været grædefærdig af taknemlighed.

  8. Pingback: Råbemor « Gittes Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s