Brug for en voksen

KLUMME FRA VI FORÆLDRE

For noget tid siden døde min bil på en øde vej på Fyn. Tre sæt mørke børneøjne kiggede spørgende på mig, mens jeg sad der og ønskede brændende, jeg også havde haft nogen at kigge afventende på. For uden et Falck-abonnement eller bekendte i nærheden, som lige kunne komme susende med et par liter benzin, kunne jeg langsomt mærke lorten snige sig op omkring min hals.

Jeg havde ellers vurderet, at Volvoen sagtens kunne fragte mig og ungerne fra Sønderjylland, hvor vi havde besøgt mine forældre og hjem til København på en halvfuld tank. Men benzinmåleren var åbenbart ikke enig med mig. Det var i sidste øjeblik jeg opdagede det røde lys og fik kastet bilen ind på en afkørsel i nærheden af Nyborg.

 – Bare det var en drøm, jeg snart vågnede op fra, sagde den ældste med gråd i stemmen.

 – Der er ingen grund til panik, sagde jeg og tænkte: PANIK!

Efter et par dybe indåndinger fik jeg hanket op i min indre supermom – især fordi Kamille sagde:

– Mor, jeg synes altså du skal ringe til far.

Hmprf, hvad skulle han da stille op?

– Nej, vi må redde os selv, sagde jeg med den rette kampgejst og fik linet os alle fire op i en mindre karavane med klapvogn og ekstratøj, hvorefter vi kækt travede af sted for at finde en benzinstation. Dog kun til en vildfaren cyklist fortalte os, der var 15 km til den nærmeste noget som helst. Duknakkede gik jeg tilbage til bilen igen, proppede alle ungerne ind i den – og ringede tudende til min kæreste. So much for supermom!

Jeg fik min kæreste til at finde nummeret på Nyborg Taxa, der sendte en chauffør ud til mig med en dunk benzin. Jeg burde have vidst hun var noget særligt med det samme, for allerede før jeg havde fået møvet mig ud af bilen med den lille på hoften, var hun gået i gang med at fylde benzin på Volvoen. Og da bilen stadig ikke ville starte, for der var åbenbart nok benzin, der var noget andet galt, hjalp hun mig (helt uden at blive afskrækket af, at jeg som sædvanlig havde pakket i 20 plasticposer) med at samle det mest nødvendige, så jeg kunne slæbe det på toget, som hun selvfølgelig også kørte os ind til.

Da jeg inde ved togstationen brillerede med ikke at kunne slå klapvognen op (lad os lige være enige om, at jeg har haft småbørn i snart 7 år, så nu ved vi altså at man ikke ligefrem skal regne med mig i krisesituationer …), klarede hun også dén. Vi krammede, vinkede og gik ind for at få en is.

– Kan vi ikke se en film på din computer i toget, spurgte den ældste.

– Joda, svarede jeg og fik med det samme koldsved. Computeren – med alt mit arbejde på – lå stadig i bilen, som stod efterladt på en øde landevej. I en fart fik jeg tastet nummeret til Taxa-Lise igen, der meddelte mig, at hun altså ikke var på vagt mere. … Så hun kom da lige forbi i privatbil med startkabler og sin kæreste René der engang har været mekaniker. Jeg var målløs. Ikke mindst fordi hun stod der, før vi overhovedet havde fået os kludret ud af DSB-kiosken.

Til trods for en ihærdig indsats fra Renés side, gad Volvoen ikke starte. Så vi måtte ind til toget igen. Men vi nåede kun halvvejs derind, før René og Lise uden omsvøb sagde, at det sgu var noget koks med mig, tre unger, alle de plasticposer og en togtur – så de havde besluttet, at de ville køre os hele vejen til København. Mens jeg fik tørret overvældede tårer af kinderne smuttede vi lige forbi deres hus, klappede hundene Rosie, Dino og Piratos og fik tisset af. Snart sad vi side om side i Renés bil med snuden mod København. Ungerne og jeg smilede til hinanden, mens vi gnaskede på de chokoladebarer, Lise havde givet os sammen med et varmt farvelkram. De tre små så ud som om de var lettede over, at der var kommet nogle voksne og reddet os. Og jeg kunne godt forstå dem. Havde det på præcis samme måde!

Reklamer

11 responses to “Brug for en voksen

  1. Min tro på det bedste i mennesker er genoprettet. Lise og René for the win!

  2. Jeg tænker da lige på Marge fra Fargo, når jeg læser om Lise!! Fantastisk kvindfolk.

  3. Sikke en skøn beretning…
    Glæder mig til at følge med herinde…
    Håber da helt sikkert på at blive nr. 50000…;)

  4. Årh hvad – er der “good people left on this planet” – fantastiske mennesker…

    & som mor på farten engang imellem over fyn så vil jeg huske at ringe til Nyborg taxa(& X fingre for at få fat i Lise) skulle det nogensinde gå galt… smart tænkt..

  5. Hvor er det bare en fantastisk historie, Maren – tak for det. Det er dejligt at læse, at der nogen, der har overskud til at hjælpe en mor i nød!

  6. Så er der dømt hverdags-overskud! Måske man sku’ flytte til Fyn? ;o)

  7. …..sidder med vand i øjnene….

    Tak.

  8. Lise er bestemt en af hverdagens helte!

  9. Jeg ønsker mig en Lise og en René!

  10. Jeg gad godt være ligesom Lise og René

  11. Du får altså lige creds herfra.
    Blev henvist til din blog af Dines, og ih guder, hvor har hun ret. Fantastiske skriblerier.

    Selv min kæreste, der lider åndenød, hver gang han skal vise mere begejstring end: “Det er fint”, sad og kluklo, da jeg læste et par af dine indlæg op for ham.

    Thumbs up!

    E

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s