Dumdristig sport

I går, da vi lå i sofaen, hvor jeg læste og Smukke Allan så fjernsyn, så han et program om en dude, der brugte sit liv på at gå på line hen over dybe bjergkløfter. Det er i øvrigt vores yndlingsbeskæftigelse: Smukke Allan ser noget om en ekstremsport med nogen, der kravler meget højt op / cykler meget langt / befinder sig i ekstrem varme eller ekstrem kulde og derfor dør eller i hvert fald er tæt på at gøre det. Og jeg læser. Dog ikke uden ind i mellem at kigge op og komme med kommentarer om, at de der folk da er fuldstændig blæste i skallen, og det er da klart, de dør, når de synes, det er en god idé at kravle hundrede kilometer lige op uden ilt / cykle tværs gennem Indonesien uden yoghurttabletter / vade hen over indlandsisen og kun leve af det de fanger. Altså sne.

Nå, men denne fyrs passion var altså at gå på line farlige steder. Uden sikkerhedsline. Det så sådan cirka sådan ud (har uden skam i livet hugget billedet på denne side, hvor det langsomt går op for mig, at ”line i det fri” åbenbart er en slags sport).

 

Han irriterede mig lidt, fyren. Fordi han var så skide god til det. Så modig. Så fandenivoldsk. Så passioneret. Og fordi det fik mig til at føle mig som en gammel fed sæk i en meget brun sofa med helt utrolig kedelige interesser. Det er jo ikke fordi jeg dyrker al mulig spændende sport vel? Altså, jeg kan ikke engang tage mig sammen til at lave en lille vissen soløvelse – for yoga er så utrolig kedelig, ja undskyld, men de synes jeg altså. Også selv om jeg kan mærke, det gør gode ting for min krop, så er mit hoved desværre så insisterende, at det kræver mere underholdning eller bedre afledningsmanøvrer for at få mig til at bevæge mig. Og det er derfor, jeg ikke kan gøre det her:

 

Det gad jeg ellers godt. Det ser vildt cool ud.

 – Jeg kan sgu da hellere ingen ting, vrissede jeg på et tidspunkt under programmet, stak næsen længere ned i bogen og gik senere i seng lettere misfornøjet med min egen indsats i livet.

Men jeg kan faktisk noget. For her til morgen fandt jeg ud af, at jeg også har talenter, der hælder til den dumdristige side på skalaen, hvor man unødigt sætter sit liv på spil:

Jeg har nemlig her til morgen bevist, jeg kan cykle gennem Københavns morgentrafik med en varm kaffelatte i den ene hånd, min iPhone i den anden (for at finde vej til mødet), neglelak der skal tørre på begge hænder, høj musik i ørerne, tung taske på styret, hvilket ikke gør det nemt at lave hurtige sving udenom hunde/forvildede damer/turister der ikke har fattet fintet ved en cykelsti – og i ført høje hæle. Det sidste virker måske underordnet, men det giver lige lidt ekstra udfordringer når man skal op på cyklen efter et lyskryds.

Jeg håber aldrigaldrigaldrig mine døtre kommer til at dyrke denne ekstrem-cykelsport. Det er tæt på, jeg ville fortrække de hilste solen velkommen på en line spændt ud over et hav fyldt med piratfisk.

Reklamer

4 responses to “Dumdristig sport

  1. Jeg har en veninde, hvis forældre dyrkede bjergbestigning, da de var unge – fra før min veninde blev født, til hun var 5-6 år gammel. Da hendes far fik smadret sin arm under en tur, i stedet for at styrte i døden, var det de besluttede sig for at stoppe den fritidsbeskæftigelse. På det tidspunkt var min veninde også blevet storesøster, så den der forældreansvarsfølelse var vist ved at banke på ;).

    Med børn i livet, har man, synes jeg ihvertfald, en hvis forpligtelse til at lægge (fritids)beskæftigelser på hylden, hvor man indkalkulerer en risiko for dødsfald ved udøvning.

    At man så en gang imellem må udføre dødsforagtende manøvrer i sin dagligdag, hører vel med til det at være forældre 😀

  2. Vil du straks holde op med det. Fordi det vil være rigtig synd for dine børn, hvis de skal vokse op uden deres mor og fordi, en eller anden dag om titusinde år skal min søn ud at cykle i det der trafik alene. Og jeg kan godt afsløre at vi eddermame bliver uvenner på den jordskælvene måde, hvis han brager ind i dig, mens du dyrker den sport. Så er du advaret 😉

  3. Altså jeg fatter ikke det der ekstremsport. Hvor meget keder sådan nogle svesker sig lige, siden de i den grad skal give deres mødre dårlige nerver på den måde? Det starter vel med at de kører på cykel uden hænder, og så bliver de grebet af stemningen. Vildt barnligt.

    Og din, Maren…overvejet en cykelkurv? 🙂

  4. Hehehe… yndlings-blogindlæg, føler mig også som en gammel, fed sæk i en sofa – men der er man i det mindste i sikkerhed 🙂 Og apropos halsbrækkende cykelture: Måske du, ligesom mig, kunne overveje at investere i denneher dims: http://www.ugabuga.dk/side1.html

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s