Smallan

Jeg fandt denne tegning, da jeg rodede efter noget andet.

Det er en tegning som Smukke Allan tegnede for 3 år siden. Altså dengang vi kun havde to børn. Dengang vi stadig boede lunt og trygt i en lejlighed. Dengang vi stadig havde råd til at æde en hel pakke smør på hvert stykke brød, hvis vi havde lyst til det. Det var også dengang Kamille var inde i en lidt hyggesur periode og Mynte bare var rund og god. Og stres / lyd / opgave – niveauet bare generelt var lidt lavere, fordi vi havde 33,3% færre børn end vi har i dag.

 Og alligevel må jeg have talt ret meget om, hvor hårdt jeg syntes, det hele var, hvor meget jeg havde at se til, hvor totalt uoverskueligt det hele var – for ellers havde han jo ikke tegnet mig sådan her, vel?

Og han må selv have følt sig fuldstændig fladmast (selvom han kun havde ét job at passe og ikke to som i dag) for ellers ville han jo ikke have tegnet sig selv sådan her:

 

Blev faktisk helt glad, da jeg fandt den. For det gik op for mig, at jeg sandsynligvis ville have siddet og brokket mig, uanset hvordan tingene var. Once a whiner, always a whiner …

Altså jeg vil ikke underkende tingenes tilstand her på matriklen, for Smallan har jo som sagt to jobs og samtidig et hus han prøver at renovere – og jeg prøver det meste af tiden at jonglere tre unger alene og et slags arbejde. Og så er der alt det huslige, som det generelt går ad helvede til med, men det er sjældent vi er sultne, så fuck det. Men alligevel vil jeg gerne være bekendt at rive mig selv i næsen med noget så irriterende som at sige, at det handler meget om indstillingen til tingene. 

For hvor højt har jeg ikke lyst til at grine af, hvor hårdt jeg syntes det var, dengang jeg kun havde ét barn? Uha uha, hvor var jeg træt. Hun sov jo nogle gange først klokken 19.30. Og nogle gange ikke igennem. Og så kunne jeg jo ikke se min serie, når hun vågnede og … Knytnæveslag lige i ansigtet.

Eller da jeg lige havde fået nummer to. Åååh manner, det føltes jo ikke bare som at få ét barn mere, men tusinde. Holdnukæft og nyd at der stadig er en hånd til hver unge!

Altså, jeg har klynket en del over mit livs hårde vilkår her på bloggen (ja, tænk at der er konsekvenser, når man vælger at få tre børn, købe hus og sige sit job op?!). Men nu skal det være SLUT. Jeg gider ikke finde en tegning om tre år, hvor jeg ligner én, der lige har ædt en kaktus. Især ikke hvis jeg ligger på gaden uden for børnehjemmet og sover bare for at få et glimt af mine børn inden jeg skal ned og besøge Smallan i spjældet, hvor han afsoner forsikringssvindel-dommen, fordi vi satte ild til huset for at klare skærene. Ja, tænk hvor galt det kan gå, og se hvor godt jeg har det nu!

… og så lover jeg aldrig mere at kalde ham ”Smallan”. Men jeg er træt og så daler mit humor-niveau drastisk. Next stop pruttepuder.

Reklamer

8 responses to “Smallan

  1. HAHAHAHAHAHAHAHAHA. Hvor skal den i glas og ramme. Fuck det er sjovt.

  2. Fed tegning ……… øjebliksbillede fra børnefamiliens skød.

    Og ja, der var altså godt nogen, der kunne have advaret om, at barn nr. 3 er som at blive slået hjem i Ludo, medmindre man altså få
    1)en ekstra forælder i huset,
    2) en ekstra arm,
    3) artige børn på den gammeldaws måde (men den løsning har vi lissom opgivet definitivt!).

  3. HER!! HER VAR DEN!! Totalt yndlingsblog som jeg tilfældigt er kommet sejlende sidelæns ind på! Kulsort svært sarkastisk humor som spyttet ud af min egen mund, med vittigheder om vores egne 3 børn i alderen 2-5. Min venindes mand spurgte for nylig om der ikke var en øvre grænse for, hvor mange børn man måtte få, og om vi så ikke var tæt på loftet. Men Maren, jeg er helt uenig med dine betragtninger om besværet ved at få nummer 3. Efter min mening giver det jo virkelig frihed, da det nu reelt er umuligt at mandsopdække de små terrorister. Og drister man sig endog til at tage alene afsted med hele holdet, kan enhver jo se man er skakmat. Ingen kan i ramme alvor holde en ansvarlig for de pletter og den ravage der følger i deres kølvand. Min gode vilje viser jeg ved at medbringe vådservietter, men jeg tror deres hud producerer et klistret, farvet stof, som sammen med alle de andre gyselige sekreter fra mund, næse og anden ende afsættes som afmærkning af børneterritorie. Vi har ikke en leverpostejfarvet sofa… endnu… Vi var så fuldstændigt åndsvage at købe en latterligt dyr og hvid! sofa… Som er knap så pæn med lilla tush på. Vanish? Hardly……
    Jeg vil sluge hvert et ord fra dig, også dem om pruttepuder. Skønt.

  4. @Signe: Blev så glad for din lange besked, jeg fik lyst til at invitere dig og dine klistrede børn over til kage. Jeg kender SÅ godt den der med at man da umuligt kan holdes ansvarlig for det kaos man skaber, fordi man har påtaget sig en fuldstændig uhåndterlig opgave. Og vådeservietter? Blærerøv!!
    Er glad for at du er kommet til, du er mere end velkommen!! Kh Maren

  5. Kage?
    I dare you…
    I går var vi på Rasmus Klump restaurant og børnene fik is til dessert. De indtog den omkring vanlig puttetid. Det var sådan cirka umuligt at få 3 sukkerhøje unger ned fra loftet og i seng. Og jeg mener… det er jo ikke sådan vi er helt uerfarne med børn vel… altså vi modtog dem jo ikke som samlet pakkeløsning i sidste uge vel…. Og alligevel siger min mand undrende: de er da helt kuldrede i aften?
    Er kommet på flere fordele ved nummer 3: der findes mange problemer vi slet ikke har! Feks ang bordskik og kræsenhed. Vi har utroligt hyggelige og kaotiske måltidssituationer hjemme hos os. Det er sådan, at det helt sikkert ikke er alle 3 børn, der kan li, det vi skal ha. Og det siger de så… Højt… Og temmeligt fornærmet… Hvorefter de på egen hånd henter et stykke bart rugbrød og fortærer det i selskab med dem, der synes, fiskefrikadeller er totalt yndlingsmad. Det kan ikke lade sig gøre at lave særlige retter til alle 3. Og bordskik? Ikke et problem.. der er alligevel altid en der skal tisse, og en der skal med ud og underholde, og den mindste tester med ophøjet ro tyngdekraften hver eneste dag: ja, mælken løber ud af glasset når man vender det på hovedet. Og det gælder også for vand. Og fiskefrikadeller blandet med mælk. Jamen 3. barn er da virkelig løsningen på småbørnsproblematik?

  6. @Fuhrmann: Den hænger allerede på køleskabet for at minde mig om jeg er en fucking whiner!

    @Pia Louise: Artige børn det er noget man har, når de er paralyseret af generthed. Jeg har som regel 40 minutter når vi kommer til et nyt sted. Så føler de sig så trygge, de begynder at smøre nutella på væggene.

    @Signe: Det er SÅ sjovt, for jeg har kun lyst til at nikke når jeg læser det du skriver. Vil du være min nye bedste ven? … æv, du bor garanteret i Skagen.

  7. Bedste ven, ja tak!
    Ikke Skagen, men Århus. Ingen problem, vi tager ofte en smuttur til Kbh, når vi da ikke lige er på weekend i Milano eller London. Det regner vi virkelig ikke for noget…
    Pennevenner er måske meget godt?

  8. Fantastisk tegning, nogle gange synes jeg bare det er sjovt hvilke billeder man kommer frem til, jeg søgte på O’manne. Men fuck Maren du er sgu da kærester med Eric Clausen. Det ligner han da så meget på det billede.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s