Når Årets Kammerat går amok i trafikken

Smukke Allan er ikke som os andre. Eller måske skal jeg bare nøjes med at sige: Som mig. Han er nemlig sådan én, alle kan lide. Han er rolig og varm og opmærksom og når man sidder i sofaen og snakker, så starter han ikke (som andre her på matriklen godt kan have en tendens til) hver anden sætning med: Det er sjovt du siger det, for det minder mig nemlig om dengang da JEG …blabla. Næ, han lytter mens han kigger på én med sine mørke brune øjne og kommer med kommentarer, der rent faktisk passer til det, man sidder og snakker om.

Alle i min familie + alle venner hev mig uafhængigt af hinanden til side, dengang jeg havde mødt ham, og sagde, at NU måtte jeg altså prøve at tage mig sammen denne gang, for magen til superfyr, havde de da aldrig mødt. Sådan er han bare: Altid den sympatiske og populære type. Derfor kom det heller ikke bag på nogen, at han blev udnævnt til at være Årets Kammerat i hæren. Eller at han ved det montørjob han har som bi-job, er blevet valgt som månedens montør, fordi han er den blandt de hundredvis af ansatte, der har størst tilfredshed blandt kunderne. Ikke bare fordi han åbenbart er verdens bedste til at sætte en vaskemaskine op, men fordi kunderne da bare synes han er for fucking flink.

Altså, jeg er da også engang blevet hædret. Jeg har fået et legat. I gymnasiet, da jeg blev student. Det var min historielærer, der havde indstillet mig. Ikke fordi han egentlig var så imponeret over min indsats i timerne, men fordi han syntes, jeg havde nogle helt fabelagtige alternative svar på alle de ting, jeg ikke havde læst til timen og derfor ikke vidste en fjert om. Men jeg fik ikke legaten uden at min spansklærer efter dimensionen kom ræsende og bjæffede, at jeg bare skulle vide, at det sgu ikke var hende, der havde indstillet mig til det legat. Hvis det stod til hende fik jeg et los i røven, for magen til irriterende, næsvis og lad ungdom, havde hun da sjældent mødt. … okay så da. Helt sikkert bare fordi, jeg engang, da jeg måtte cykle ud til hende med tre spanske stile, jeg ikke havde fået lavet til tiden, kom til at kalde hendes hund den grimmeste jeg nogensinde havde set af slagsen. Jamen det var den. Jeg sværger!

Anyway, det var Smukke Allan vi kom fra. Altså ham, der heller ikke råber efter folk i trafikken. Heller ikke da der i går pærede en bil lige ind foran os. Sådan på den absolut mest frække måde. Mens jeg kunne mærke forbandelserne tage form i min strube og mine næver knyttede sig for enden af mine arme, så jeg at Årets Kammerat i fuld fart førte hånden op til hornet, men før han trykkede det i bund, ombestemte han sig og gik efter at blinke med lyset efter svinet i stedet. Uheldigvis tog han fejl af dimserne, så i stedet for at blinke, gav han den fuld gas med sprinkleren. Tre gange i rap.

Og så skete der ikke mere. Andet end at Smukke Allan lidt efter tændte for vinduesviskeren.

Så fik han den, idioten!

Reklamer

21 responses to “Når Årets Kammerat går amok i trafikken

  1. Hvor er jeg glad for, at jeg lige valgte at læse den her til morgen. Så fik mine soverynker muligheden for at rette sig ud i grinerynker.

  2. I dag er endnu en af de dage, hvor jeg har svært ved at komme i gang med min studielæsning, og derfor lige må ‘kigge ind’ til dig……..de grin du giver mig er et energipust.

  3. Åh det var sjovt! Af hjertet tak!

  4. Maren, jeg ELSKER din måde at beskrive ting og situationer på!

  5. Dejligt med et grin her fra morgenstunden. Tak 🙂

  6. Åh, det var sjovt! Det minder mig om…Nå nej.

  7. Selvom jeg bare siger det samme som de andre – så var dette indlæg altså verdensklasse – tak for et godt grin!

  8. Der er jo ikke noget værre end når andre trafikanter laver “sprinkleren” på en, så er man sat på plads for altid. 😀

  9. Sidder her og ønsker, at det ikke havde været en bil, der havde overhalet jer, men en motorcykel, som I bagefter havde holdt for rødt sammen med. Så havde hævnen været ekstra god.

  10. Hunden har lige lettet et øje fra sin formiddagslur for at tjekke ud hvorfor i alverden kvindemennesket sidder og klukgriner :)))

  11. Sådan!! Så kan de lære det! 😀

  12. Hold kæft et godt og befriende grin – måske lidt for befriende her i togkupeen, men det kan da ikke være værre end ham, der SIDDER OG RÅBER I SIN MOBILTELEFON! (kunne godt bruge en vinduesvisker lige nu)

  13. Dagens grin! Det er sgu da osse svært med alle de dimser og instrumenter rundt om rattet – hvad er det nu lige for en jeg skal bruge! Ups, nå ikke den!

  14. Hahahahahhaha! Han fortjener en kage!

  15. Den historie har jeg gået og smågrinet af hele dagen!

  16. Der hvor jeg kommer fra, var der mange vældig irriterende udtryk, der vidnede om et tilsvarende vældig begrænset udsyn. Et af dem var, “Hun er godt gift”. Men lige nu synes jeg egentlig, det er en meget passende kommentar: Du er godt gift, Maren! (Det er Smukke Allan også!)

  17. Jeg grinede saa jeg tissede i bukserne, det gor jeg altsaa saa sjaeldent. Baade det med at tisse i bukserne og grine saa maven gynger…
    By the way..har glemt Myntes fodselsdag…det er noget pis…undskyld..Alma har vaeret hjemme de sidste par uger, saa det hele er bare gaaet op i madpakker, rengoring og mangel paa sovn…kh V

  18. haaaaaaaahahaha! Tak 😀

  19. Gry Salling Larsen

    Herlig historie – tænk at han faldt ned i din turban – at du stod stille længe nok til at han kunne lande – det var godt nok heldigt.

    savner sgu at tale med dig

    knus
    Gry

  20. HAHAHAHHAAAAA LOL LMAO! Som de unge ville sige.
    Den historie må jeg gengive!

  21. Tak for alle jeres kommentarer, bliver så glad når I kommenterer. Glemmer bare at sige det!

    Og Gry: Bare ring!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s