Når man bare ved bedre

KLUMME VI FORÆLDRE

En af mine gode venner er lykkelig barnløs og har umiddelbart ingen ambitioner om at reproducere sig selv. Hvilket udelukker ham fra de fleste small-talk samtaler, hvor hans jævnaldrende taler om børn, børn og børn. Det er jo klart nok, de fylder jo næsten hele vores verden. Hvilket min ven sagtens forstår og gerne tager del i. Dét, der generer ham, er, at han hele tiden oplever, han ikke er berettiget til at have en gyldig mening om børn og opdragelse, bare fordi han ikke selv har nogen.

”Det svarer jo til”, siger han, ”at det kun er op til rygerne at bestemme landets rygepolitik. Og hver gang en ikke-ryger kommer med et forslag, skal det hovent affærdiges med spørgsmålet: ”Ryger du selv? Nå ikke? Hvorfor i alverden blander du dig så. Og skal du i øvrigt ikke snart se at få begyndt på at ryge?”

Selv kan jeg godt lide at spørge ikke-børne-inficerede mennesker til råds, når jeg synes, noget med ungerne går i hårdknude. De er ikke så sovset ind i den forblændede kærlighed, som vi forældre er – og har desuden sovet de sidste fem år, så de tænker nogle gange lidt klarere. Men jeg ved godt, hvorfor vi forældre har en tendens til at verfe ikke-forældre væk, når de bliver for besser-wisser, for de ved altså bare ikke, hvordan det er.  Og det ved jeg, de ikke ved, for jeg vidste bare på ingen måde, hvad det var, jeg gik ind til, da jeg stolt gik og struttede med maven for seks år siden. Jeg anede ikke, hvor træt jeg ville blive og hvor latterlige ting, jeg derfor ville vrisse af min kæreste. Jeg anede ikke, at jeg ville affinde mig med, at mine lippgloss altid er væk – og at jeg ikke engang gider skælde ud mere, når jeg finder dem klistret ind i sand i flyverdragtlommen. Jeg anede ikke, der ville komme en dag, hvor ordet ”lus” ikke mere ville freake mig ud, men bare køligt få mig til at hente kam og balsam. Jeg anede ikke, at det ville blive helt naturligt for mig, altid at tjekke volumenknappen inden jeg sætter noget musik på – små pilfingre har det med at skrue og dreje på al alt, der har den mulighed. Og når man én gang har fået et hjertestop over, at Cindy Lauper råber hovedet af én med 140 db, glemmer man det aldrig igen. Jeg anede ikke, at mine dage ville være så kraftigt opdelt i ”før klokken 16” og ”efter klokken 16”. Jeg anede ikke, at det ikke ville være en bemærkelsesværdig begivenhed at se mig ligge på knæ og lyse mine børn op i numsen med en lommelygte – med de to andre som tavse og meget opmærksomme vidner – fordi det klør og institutionen har sedler med: ”Vi har børneorm”. Jeg anede ikke, at den største afhængighed ville vise sig, at være min afhængighed af dem – og ikke omvendt som jeg forventede. Jeg anede ikke, at jeg ville være så udslidt, at det at ae den kat, jeg elskede så højt, før jeg fik børn, nu kan virke som en helt uoverkommelig opgave. Jeg anede ikke, at jeg ville få lov til at se min kæreste ofte i strutskørt og fe-vinger. Og jeg anede ikke, at det var muligt at elske små mennesker så højt og uden noget som helst form for forbehold. Også når de siger ”dumme mor”, ”du er tykkere end Louisas mor” eller til fremmede: ”Min mor fiser også”.

Det er meget nemmere at være en god forælder, når man ikke er blevet det endnu – for man har ikke bagagen fyldt med opdragelsesmæssige rutchebaneture, på både godt og ondt. Desuden skal man som ikke-forældre tænke på, at man bare ikke er del af den stiltiende aftale, vi forældre har sammen, om at vi gerne lytter og morer os over hinandens historier, om hvad vores poder nu fandt på her forleden dag, så vi også selv kan få lov til at fortælle, hvad vores egne kærlighedsvæsener gør og siger. For lige så rart det kan være at fortælle om sine egne børn – lige så kedeligt kan det være at høre om andres. Så næste gang min ven klager over, han er fanget i krydsilden mellem fortællelystne bedrevidende forældre, vil jeg faktisk foreslå, han går ud og tænder sig en smøg – i det rygerum vi har bestemt, han skal have, så han ikke generer alle os, der skal passe på vores reproduktive kroppe.

Reklamer

5 responses to “Når man bare ved bedre

  1. Hahaha! Tak for et godt grin igen i dag!
    Ja, jeg oplever tit at man bliver sæt i “bås” for man ikke selv har et barn. “Du ved ik hvordan det er”-agtig svarer som man får kastet i hovedet… Men jeg synes nu det vil være rart at få forskellige syn på tingene fra forældre og ikke-forældre. Det er jo ligesom at brainstorme og filtrere de dårlig ideer fra til sidst! Men det er bare desværre ikke sådan alle har det…
    Når det er min tur til at være reproduktiv vil jeg i hvertfald overveje det en ekstra omgang før jeg bliver “en negativ kælling” der sætter andre i bås! :0)
    /SB

  2. Af hjertet tak. Et kongerige for dit ordforråd 🙂

  3. Fik faktisk tårer i øjnene af den fine klumme… måske fordi Sønne og ikke Cindy har brølet mig ind i hovedet hele dagen. Den slags er meget befordrende for grådlabiliteten. Og så altså fordi det jo er helt sårn spot on.

  4. Grinte højt over det mentale billede af Smukke Allan i strutskørt og fe-vinger…. LOL

  5. Tak Maren, fordi jeg nu ikke længere vil have lidt dårligt med at have en mening om, hvordan dem med børn kunne håndtere forældreskabet anderledes.
    Og tak fordi jeg nu glæder mig (om muligt) endnu mere, til det forhåbentlig snart og endelig lykkes for mig at blive gravid. Vil glæde mig til at se min mand i strutskørt og englevinger 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s