Alkis-mor

Skal vi ikke snart til Berlin igen?

Kamille kiggede forventningsfuldt på mig, for var det ikke noget med, vi engang var sådan nogen, der tog til Berlin, hende og mig?

Jo. Engang. Nu er vi sådan nogen, der tager i Netto. Men vi var der sidste år. Eller var det året før. I hvert fald susede vi af sted med toget med retning mod Berlin Hauptbahnhof og hyggede os gevaldigt – også selv om det samtidig susede en del inde i hovedet på mig.

Jeg havde nemlig ikke sovet hele natten forinden. Kald det stress, kald det bad luck, kald det fuck-hvis-jeg-ikke-sover-nu-er-jeg-virkelig-på-skideren-panik. Det har ramt mig en håndfuld gange i løbet af mit liv og den nat, der netop var passeret, var en af gangene.

Fordi jeg ikke nænnede at skuffe min datter, som havde glædet sig til denne mor-Kamille-tur på det fuldstændig euforiske plan, havde jeg fyldt lommerne med Smukke Allans squeezers – altså det stads han bruger til at holde sig frisk, når han løber ekstrem-maratonløb og adventure races, der varer op til flere døgn. Det supplerede jeg så med både kaffe og cola og ved du hvad, jeg var superkæk hele dagen. Togturen var fyldt med yatzie, ludo og sjove tegninger. Berlinerdagen bød på lidt legetøjsshopping, cafeer, en legeplads og nu var vi landet på hotellet, hvor planen var at flyde ud, prøve at bade med den grønne sæbefarve vi havde købt til badekarret, spille spil og spise ting med sukker i. Det var da vi rejste os fra badekarret, det begyndte at svimle for mig. Mine hænder begyndte at ryste og mit blik at flakke. Lettere panisk ringede jeg til Smukke Allan, der beroligede mig med, at med alle de squezzers jeg havde taget, svarede det altså til, jeg havde drukket 6-7 kander med kaffe. Han anbefalede mig at tage toppen af det med en lille genstand. Da jeg ikke drikker øl og generelt får ondt i hovedet af vin, snuppede jeg den lille vodkaflaske, der stod i minibaren. Det hjalp. Men jeg ville gerne have en mere, bare for en sikkerhedsskyld.

      – Kom Kamille, vi smutter lige ned i receptionen efter en til, sagde jeg og så hoppede vi i tøjet. Det vil sige, Kamille tog en natkjole på. Jeg tog strømpebukser og t-shirt på. For hvor mange mennesker var der lige, der kunne være nede i sådan en lobby klokken 18.30 en dødssyg tirsdag? Muligvis en del, tænker du måske nu. Og det tænker jeg også. Men det tænkte jeg ikke der, for jeg havde ikke sovet i et døgn og tanken om at få ro på min krop, der var fuldstændig overtræt og speedet på samme tid, fyldte åbenbart så meget, der ikke var plads til rationel tankegang. For eksempel kunne jeg jo også bare have ringet ned til receptionen.

Men nej, af sted med os. Ned med glaselevatoren, som satte os af midt i lobbyen, der var fyldt til randen med mennesker. Åh, jeg håber virkelig jeg havde trusser på under de der nylons, men jeg er ikke sikker. Bag mig trippede så en frysende Kamille i natkjole, bare fødder og vådt hår. Mig op til skranken for at høre om de ikke havde nogle små vodkaflasker, jeg ku’ købe.

      – Nein, mach das zwei …. arh, drei. Tilføjede jeg.

Jo, jeg fik min vodka. Men jeg kunne pludselig godt mærke blikkene fra både personalet og ikke mindst de firstusinde gæster, der åbenbart ventede på et eller andet, for de havde ikke andet at lave end at glo på mig. Og jeg kunne pludselig godt se, jeg lignede den værste alkis-mor med det stakkels forsømte barn, der stod med halvblå læber og trådte sig over fødderne for at holde varmen.

Hold kæft vi fnisede, Kamille og jeg. Hele vejen op i glaselevatoren, hvor de da alle kunne få perfekt frit udsyn til min strømpebukserøv og hele vejen ind på værelset, hvor jeg fik en vodka mere og vi gik i seng og SOV til næste morgen, hvor vi var til et hesteshow, der virkelig var crap, men virkelig hyggeligt alligevel og så hamstrede vi underlige tyske spil, vi spillede hele vejen hjem i toget.

Jo, jeg gad godt til Berlin med Kamille igen. Bare uden squeezers i lommen.

Reklamer

7 responses to “Alkis-mor

  1. Der er ingen grænser for hvad vi hotelfolk ser. Så tag det helt roligt, der skal mere til for at komme på top 10.

  2. Ohhohohoho, det er sjovt =)

    @Lotte: Spill the beans…

  3. Ja, Lotte, jeg vil også gerne høre den top 10!!

  4. Uhhhh … sikke et syn! I har da været aftenens samtaleemne i flere familier 🙂

  5. ha ha very funny 🙂 vil også meget gerne høre top 10.. der er virkelig en sjov, eller 10 sjove historier i vente!

  6. Fantastisk historie 🙂 You made their day – de kunne alle sammen gå hjem og føle sig som stjernemødre, og fortælle om den tossede dansker!

  7. Folk der ringer og beder en komme op med et eller andet på værelset og så “tilfældigvis” er nøgne når man kommer

    Folk der ikke alene glemmer deres beskidte, store sorte buttplug og så oven i købet ringer bagefter for at få den eftersendt

    Fulde folk man ikke kan få smidt ud af lobbyen og som man er nødt til at græde lidt for at få politiet til at tage med…efter kendt fodboldspiller er troppet op for at betale fulderikkens regning. Og hans (fulderikkens) kone ringer fra Sydafrik hvert 10. minut for at tale med sin mand og ikke kan forstå han er for fuld til at komme til telefonen, når han er på antabus. Hun kunne for den sags skyld heller ikke forstå hvorfor jeg ikke havde sørget for han tog sin antabus.

    Borgmesteren der pisser i potteplanten på gangen til julefrokosten

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s