Please keep the doctor away

Jeg har verdens sødeste læge. Hun er sådan én, man bare snakker med. Siger at det gør lidt ondt i foden, så kigger hun på den, måske lidt på den anden, vi snakker om, hvad det mon kan være og hun giver et kvalificeret bud. Som regel noget med at sende mig til nogle eksperter, hvor hun kender én, jeg helt sikkert godt ville kunne lide. Og det er godt, jeg har hende. Ikke fordi jeg særlig tit er syg, men når jeg er det, har jeg lige opdaget, at andre læger, får mig til at spasse fuldstændig ud.

Jeg blev angrebet af svimmelhed i sidste uge. Sådan for alvor. Da jeg også fik hjertebanken og fyrre i feber, tænkte jeg at det ville være en god idé at snitte en læge. Det var efter lukketid, så jeg slæbte mig op til vagtlægen. Jeg kunne jo være ved at få akut hjertekræft eller noget, ved jo ikke så meget om det med at være syg.

Nå, men det var da jeg var inde hos lægen, en midaldrende tør type, der i en krøllet hørbuks og i tilbagelænet stil træt betragtede mig over brillekanten, jeg opdagede min brist: Jeg underdriver samtlige symptomer, fordi jeg er bange for at lægen skal tro, jeg er en fucking hypokonder. I næste åndedrag overdriver jeg så alle mulige andre symptomer, fordi jeg er bange for, at jeg er ved at dø og lægen ikke opdager det. Hvilket i dette tilfælde betød, at jeg ikke fik sagt, jeg var svimmel, men fik overdrevet hjertebankesymptomerne så meget, han straks, sendte mig over på hospitalet for at få lavet elektrocardiogram. Også selv om han kunne konstatere at mit blodtryk var normalt. En sygeplejerske slusede mig udenom alle de ventende (jeg var jo hende med hjertefejlen), lagde mig i en seng med et lunt tæppe over, tog lige mit blodtryk og gjorde så plads til laboranten, der lagde et helt broderi af ledninger ud over min brystkasse. Jeg prøvede at protestere, det gjorde jeg altså, men de sagde alle, jeg skulle vente på lægen. Som kom efter en time, hvor jeg var så sulten og træt og ikke mindst SVIMMEL, at jeg (åbenbart) havde mistet resten af talens brug. Han kunne i hvert fald konstatere, der ikke var noget i vejen med mit hjerte og lagde derefter så mange ord i munden på mig som muligt. Jeg prøvede i hvert fald at styre mine spastiske lammelser så meget, at jeg fik nikket og rystet på hovedet på de rigtige tidspunkter. Men altså, han mente ikke, jeg så svimmel ud (hvordan ser man svimmel ud?). Så jeg tog hjem igen.

Bestilte dagen efter en tid hos min egen læge for jeg var stadig GOD DAMN svimmel, nu også med kvalme. Men min læge havde desværre ikke tid, så jeg kunne i stedet komme ind til en tysker, der hed Jari og det sagde jeg okay til. Jari virkede flink nok, men var ikke imponeret af min svimmelhed, for jeg kunne jo for eksempel godt gå uden at gå ind i (alle) vægge. I stedet tjekkede han mit blodtryk, som overraskende nok var normalt, foreslog jeg fik nogle sovepiller (ved ikke hvorfor jeg sagde det med, jeg ikke kan sove, det er jo løgn, men jeg panikkede) og at han gerne ville give mig noget akupunktur en dag, hvis jeg var villig til at betale tredive kroner for nålene. Hvorefter han tavst stirrede på  mig så længe, at jeg til sidst begyndte at græde, fordi jeg bare var så pisse svimmel og endnu mere pisse træt af at være det.

Nå, men der var en sekretær, der tog nogle blodprøver, som jeg lige har ringet for at få svar på, men hun vidste ikke hvad svaret betød, og jeg forstod jo heller ikke noget, så vi var enige om, det var bedst, jeg talte med en læge (muhahaha) og så sagde vi farvel og lagde begge på.

Nu tænker jeg, at siden min svimmelhed endelig endelig endelig efter en uges brandert på den hundrede procent u-sjove måde endelig har fortaget sig, at jeg ikke behøver at tale med flere læger. I hvert fald ikke før verdens sødeste igen har tid. For tror da nok vi lige har konstateret – ud over at mit blodtryk virkelig er normalt – at det er spild af ressourcer at sende mig og min kæft gennem sundhedssystemet …

Reklamer

11 responses to “Please keep the doctor away

  1. Jeg gør bare præcis det samme. Altså underdriver – Og undskylder at jeg ringer. “Ej. men det er min søn. Han har slået hul i hovedet. Og Altså blodet løber ikke mere, men….”
    Det er så først bagefter at jeg sparker mig selv i hovedet og tænker: Jeg betaler fandme skat! Eller noget…
    men Maren, har du overvejet at få tjekket ørerne? Hos din søde læge. Man kan være svimmel af alt muligt med ørerne. Og det er jo snot-sæson..

  2. Enhver læge burde læse dette indlæg. For lige bortset fra hende din søge af slagsen har størstedelen af den danske lægestand da fuldstændig misset hvad det hele drejer sig om. Sender straks til min søster-læge, som så kan sende videre. JEP! Der er håb forude ….

  3. Jeg har en gang lydt så rolig i telefonen, at vagtlægen ikke ville tro på at min mand var virkelig virkelig virkelig syg. Jeg troede, jeg sådan prøvede at være objektiv, med det resultat at vagtlægen foreslog, at jeg gav min mand en panodil og ventede en time for at se effekten. Dagen efter blev han indlagt med en blindtarm, der havde været sprængt i et par dage.
    Så næste gang nogen af “mine” er faktisk syge lægger jeg ikke fingrene imellem!!

  4. Kvamle, svimmelhed…hmm… måske er du gravid? 🙂

  5. Ohhh … Maren gravid? Det bliver en fest at læse om!

    (Er for øvrigt lige kommet tilbage fra min læges uendeligt søde aspirant-læge og en efter-blodprøve-snak. Hun sagde: “D-vitamin er det nye sort. Du mangler ret meget af det. Det kan godt give den hjertebanken, du vågner af om natten” … måske gælder det også dig?

  6. Selvom svimmelheden er gået over, er det stadig en god idé at tale med den søde læge om det. For at symptomerne er væk, er ikke det samme som, at årsagen også er det. Altså ikke for at male fanden på væggen, men bare for en sikkerheds skyld. Man skal jo passe på sig selv.
    Jeg synes, at du lyder stresset … Din krop prøver at sige noget til dig. Men jeg håber, at du bare er gravid 🙂

  7. Maren U gravid! Har i hørt det alle sammen? 😀

    PS jeg ved godt hvordan man får børn, man voldtager en stork.

  8. *Mangler SÅ meget den der like-knap nu*

  9. HOV HØR STOP STANDS! Jeg er ikke gravid. Ikke på vilkår!
    Nej, det er jeg faktisk ikke. For at blive gravid skal man se mere end skyggen af sin mand …

  10. Pas på dig, Maren 🙂

  11. Jeg sender også fluks link videre til doktor-bror (for jeg kender udmærket situation … jeg kan være sej til mange ting, men til at tage til lægen, det er en helt anden historie :-))

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s