Råbemor!

Klumme fra VI FORÆLDRE

Det er blevet moderne ikke at skælde sine børn ud. Og det er da på alle måder en federe trend end både Katvig og Holly. Og jeg kan godt se finten med ikke at skælde ud. For ud over at mine børn virkelig kan drive mig fuldstændig ud over kanten og få mig til at ligne en skinger udgave af trommeslageren i Muppet Show, vender de gerne på en tallerken bagefter og går tavse ind og tegner knuste hjerter med deres små spidse farveblyanter. Med den overbevisning, at en mor der råber så højt, elsker nok ikke én mere. Jo, hun gør, men hun er lige død af en overdosis dårlig samvittighed ude i køkkenet.

Dengang jeg kun havde ét lille barn, der endnu ikke kunne snakke eller gøre modstand mod mine beslutninger, var jeg meget forarget over mødre, der kunne finde på at hæve stemmen over for deres børn. Jeg dømte veninder både til højre og venstre og var helt sikker på, jeg aldrig ville flippe sådan ud over for mit lille barn. Og det gjorde jeg heller ikke – altså så længe, hun var ”mit lille barn”. Men efter selvstændigheden erobrede hendes uskyldige væsen, jeg fik flere børn, mindre overskud og nattesøvn er noget, vi skiftes til at få, forvandlede jeg mig gradvis fra en plantæder-mor til en kødædende lunteløs monstermor, der får førstegangs mødre til at sende mørke blikke i min retning. Ja, jeg ved jo godt, jeg er en lortemor, når jeg står der med fråde om munden. Problemet med unger er bare, at de forvandler sommerfugle-effekten til noget, der mere ligner en ørn, der basker ind i stuepalmen, der vælter ind i tv’et, som falder ned og knuser katten. De maler på væggen, fordi de synes hjerter pynter. De traver hele lejligheden igennem med mudderstøvler. Og hvorfor leger de nu med vand inde i stuen, når jeg har sagt mindst halvfjerds gange, at vandpjaskeri skal foregå ude på badeværelset?!

Jeg læste et sted, man som forælder skulle betragte sig selv som ledelsen, der skal tage alle beslutninger og føre sine ”medarbejdere” gennem dagen og livet. Fint nok, men hvis mine unger var mine medarbejdere, vil jeg fyre dem på stedet, for de gør jo for hulan ikke, som jeg siger. Jo, der er én ting, der som regel kan få dem til at stå ret som en lille flok menige, og det er, hvis jeg begynder at tude. Men for hver gang dét sker, kan jeg vel lige så godt sætte et par tusinde ind på psykologhjælpskontoen til dem.

Især har vi haft store problemer, når der skulle puttes. Jeg var lige ved komme til at indhalere ungerne mellem to brøl, så vred kunne jeg blive, over at de ikke bare lagde sig ned og sov. I en overgang begyndte jeg at tage mig en lille sjus, inden jeg skulle ind i løvens hule og synge milde godnatsange. Og var jeg ikke blevet reddet af bogen ”Skæld mindre ud” af Erik Sigsgaard, kunne det nemt være blevet et uheldigt sidespor for os alle sammen.

Men min nye ven Erik mindede mig på, at børn altså gør barnlige ting. Ikke for at irritere mig – men fordi de er børn. Og lige meget hvor meget jeg råber op, kan jeg ikke ændre på det. Jeg kan kun lave ridser i deres små sarte sjæle. For at skælde sine børn ud er faktisk lige så slemt som at slå dem. Mærkerne sidder bare inden i. Gisp!

Jeg råber ikke mere. Jo, nogle gange. Men hvis jeg gør, siger jeg altid undskyld og prøver efter et par indåndinger at forklare, hvorfor jeg opfører mig som en idiot. Jeg prøver at se verden gennem mine ungers øjne og ikke altid bare gennem mine lidt mavesure praktiske voksen-øjne. Faktisk opdagede jeg, at når min tre-årige trasker gennem hele hytten med støvler på, er det nogle gange for at finde mig og give mig et knus. Hvilket jeg ikke har opdaget før, for jeg havde for længst blæst hende omkuld med formaninger, inden hun nåede hen til mig. I et rørt øjeblik tænkte jeg, at de der hjerter på væggen måske ikke var så slemme, for måske stod der ”mor” i nogle af dem. Hvilket var en lidt for selvfed tanke, til at den fandtes i virkelighed – men jeg kan da i hvert fald håbe på, der ikke står ”monstermor” i nogle af dem mere …

Reklamer

18 responses to “Råbemor!

  1. Jeg er 100% enig! Tak fordi du skrev det ned.

  2. Det er rigtigt. Det er sådan at det er. Det er så skide svært indimellem og det er guld værd, når vi så stopper op, trækker vejret og giver dem en chance. Jeg kender det fra mig selv. Jeg er heller ikke længere råbe-mor. Nogen gange. Men heldigvis mere sjældent end tidligere. Det har været hårdt arbejde, men det er det værd.

  3. Pingback: SKIDE GRØNNE GRISE | hende.dk

  4. Jeg er også mor. Jeg råber også en gang imellem. Og kysser og forklarer mig bagefter. Og går totalt ind for, at voksne ikke skal råbe ned på børn. Jeg er også fan af Erik Sigsgaard. Og jeg er helt overbevist om, at børn under 12 faktisk ikke bevidst driller eller irriterer deres forældre! Nogle gang synes jeg bare, det er liiidt p*ssenemt at være langt over små-børns-forældre-alderen og have en mening om, hvordan man kommer ud af døren (alene) om morgenen med to-tre rollinger. Med den milde stemme i behold. Jeg samler på de dage, hvor det lykkes!!

  5. Erik Sigsgaard er Gud – det er min helt faste overbevisning. Jeg læste bogen mens pigerne var helt små, og er nok den største årsag til, at jeg skælder mindre ud, end jeg tror, jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde læst den. Jeg har nemlig også et par børn, som især omkring sovetid, udvikler sig til djævleyngel.

    Bogen bør man i øvrigt læse en gang om året, for det er så nemt at glemme de gode råd!

    Jeg har også været til foredrag med ham, og følte mig helt teenageagtig over at se ham i levende live – og han er fænomenal til at levere sin pointer, som kan bruges i praktiske situationer.

    Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham og Sigrid Riise (som også er Gud…).

  6. Ihh, nu glæder jeg mig endnu mere til det foredrag jeg skal til med Erik Sigsgaard d. 1. nov.
    Godt at høre at andre mødre også sommetider kan tabe hovedet.

  7. Sigsgaards indsats er intet mindre end fænomenal, og virkningen på de kære unger er uvurderlig. Bølge for ham.

    I mit Hold Af-projekt hjælper jeg forældre med at opbygge det overskud, der gør det muligt at bygge bro imellem de gode intentioner og så den praktiske hverdag. For det er muligt, men det kræver en kærlig indsats overfor os selv. Både børn og voksne kan jo være små monstre, og monsterland kalder på både kærlighed, handlekraft og glæde for at prinsessen og prinsen kan blive befriet.

  8. Endnu engang har du ret. Ved ikke hvem ham Erik er, men jeg har også kun een dreng på 1 år og 15 måneder og han kan endnu, afledes med en sut og en riskiks (nogle gange også med en kage og en flødebolle). Det er stadig nemt.
    Men jeg skriver lige tilbage, når jeg engang skal bruge den der bog ik?, for den kommer jeg helt sikkert til, at skulle låne.
    KH C

  9. Altså. Det smukkeste jeg har læst længe. Har også engang læst noget i Klogeeriks bog, men det var før, jeg fik barn og begyndte at opleve nye hysteriske sider af mig selv.

    Jeg er også på sjus enten før, under eller efter Torturkammer-puttetid med timelang barn-skriger-og-mor-hvisler-berolignede-ord-ud-mellem-tænder-men-barn-sover-stadig-ikke-goddammit. Hvad gør man så? Har Erik svaret på det?

  10. Hjemme hos os hedder det skrige-mor..

    Hende har vi nemlig også besøg af ind imellem. På besynderlig vis invaderer hun fede, sjove mor. Det er meget mærkeligt, som det kan ske. Særligt når man nu har det, andre beskriver som jordens nemmeste barn.

    Og ligesom dig får jeg ondt langt ind i sjælen, når rolling så (grædende) siger : ‘mor, jeg kan ikke li dig lige nu’.

    Ak ja. 🙂

  11. Maren, du skriver jo altid godt, men nogle gange skriver du fuldstændig ovenud-af-skalaen-sindssvagt godt. Og her var en af gangene. Tak fordi du lige forgyldte min middagspause dér, ved på én gang at have så godt fat i noget, der er så vigtigt, og samtidig servere det så smukt.

  12. Måske det var noget bog man skulle se på… Når nu ‘man’ kan blive drøn-irriteret på lille barn, som endnu ikke er i det der selvstændighed….

  13. Jeg går nok også under betegnelsen råbe-mor uden at ungerne dog ligefrem har kaldt mig det, men når jeg hører mig selv sige (råbe): Behøber I at råbe sådan af hinanden, ja, så er det vel det samme som at blive kaldt råbe-mor! Det er i hvert fald noget af et spejl at få smækket op i fjæset.

  14. Maren,

    en gang broelte jeg saa hoeylytt at jeg begynte aa hoste. Naa kan jeg ikke skrike hoyt lengre. Tror det ble permanent skade i stemmen. En gang, naar jeg var fullstendig fyllt med daarlig samvittighet saa spurte jeg barna om de ble redde naar jeg ropte saa mye. De fniste og saa “neida, du er ikke skummel. Bare litt gal naar du ikke for nok soevn!” Tanken paa at de forsvinner paa rommet naar jeg broeler og er forbanna og de sitter der inne og fniser av meg, det er faktisk litt ergelig. Men kanskje bedre at de syns jeg er latterlig enn skremmende.. Jeg foeler meg skyldig uansett.

  15. @Kirsten: Mine barn ser også mest bare undrende på mig når jeg bliver til monstermor – undrer mig altid over, at de ikke forstår det er meningen de skal blive BANGE nu!! 🙂

  16. Jeg bestiller bogen med det samme… For to måneder siden besluttede jeg mig for, at jeg fandeme ikke ville være sådan en råbemor mere. For det første fordi det er mega synd for ungen, mega uklædeligt men også fordi jeg stort set aldrig råbte før jeg fik et ham – og så er det da et ufatteligt dårligt tidspunkt at starte på. Du skriver godt nok, at du ikke har råbt af små børn, som ikke kunne forstå – men det har jeg… Måske skulle jeg have sendt min bekendelse til skønne Julia L i stedet for…

    Kh LouiseH

  17. Man skal altsaa have lov til at vaere menneskelig engang imellem og kommer man til at raabe, saa kommer man til at raabe. Saa kan man jo forklare sig bagefter.
    Jeg tror absolut ikke paa at boern under 12 ikke bevidst driller deres foraeldre. Saa er det ihvertfald boern uden personlighed der maa leve et moeg kedeligt liv. Boern der driller deres foraeldre viser jo netop at de forstaar foraeldrene og ved via deres intelligens hvilke knapper der kan trykkes paa.
    Der er ingen af os der er super moedre der aldrig raaber og heldigvis for det.

  18. Hej Maren,
    fantastisk indlæg. Har fluks linket til den fra min facebook. Ift. psykologkontoen har en klog ven engang sagt, at det eneste man for alvor er forpligtet på som forældre er, at sørge for at der er penge på børneopsparingen til en god terapi.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s