Følelsesmæssig forkølelse

KLUMME FRA JYLLANDSPOSTEN

Nogle gange kan jeg blive så edder spændt rasende. Endda på et split sekund. Også selv om jeg egentlig er i glimrende humør. Som for eksempel da jeg i fredags småsyngende var på vej hjem med den yngste bag på cyklen. Jeg overhaler en taxa, der holder parkeret halvt oppe på fortovet. Pludselig pærer chaufføren uden så meget som at ofre et blik i sidespejlet ud foran mig, så jeg er nødt til at lave et ninja-kast med cyklen for at undgå døden. Lettet over at der ikke skete noget triller jeg hen til lyskrydset. Ved siden af dukker taxaen op. Chaufføren ruller vinduet ned og giver mig den store sviner, som han elegant runder af med at beskylde mig for at være en dårlig mor, når jeg cykler på denne måde med mit barn bag på.

What?

Jeg kigger vantro på ham, bliver akut rødglødende og var han ikke kørt videre, før jeg når at åbne munden, var jeg uden tvivl gået direkte struben på ham. Vreden har tag i mig længe efter han er forsvundet ud af mit synsfelt.

Hvorfor bliver jeg så vred? For det første skete der ikke noget, og for det andet ved jeg jo, at chaufføren ikke har ret. Hvorfor er det så helt utrolig svært, bare at trække på skulderen, tænke ”idiot” og fortsætte det gode fredagshumør, hvor jeg slap det?

Det er først da jeg i løbet af weekenden åbner Daniel Golemans bog ”Social intelligens”, jeg får den helt store aha-oplevelse. Han forklarer mig nemlig, at vi mennesker – uden selv at være herre over det – smitter hinanden med vores humør. Vores hjerner er nemlig så knivskarpe, at de opfatter alle små nuancer i ansigtsudrykket, hos dem vi snakker med. Hvad enten de er bevidst om, at de ser sådan ud eller ej. Så når en taxachauffør sender mig hadske øjne og har en mund, der signalerer alt andet end hyggeligt fredagshumør, kan jeg ikke undgå at få det præcist, som han har det. Jeg bliver, med Daniel Golemans ord, automatisk smittet med en følelsesmæssig forkølelse, og den tager altså lidt tid at ryste af sig igen.

Det er sgu ikke fair, at rende rundt og smitte sine omgivelser med så meget galde, tænker jeg og beslutter, at jeg vil til at møde andre med et venligere sind – som så forhåbentlig vil sprede sig som salige ringe i vandet.

Min første prøvelse møder mig allerede mandag morgen klokken 9.48 på vej ind på posthuset. Jeg tager i døren. Den er låst. En pige, der står ved siden af døren, siger til mig: ”Jeg står sgu da ikke her og glor for sjov, de åbner først klokken 10 – tror du jeg er dum eller hvad?” Hendes blik er nedladende og mundvigerne hænger hånligt nedad. Uden at ville det, bliver jeg straks smittet og mærker igen vredens virus hærge i mine blodbaner. Men med min nye aha-viden i inderlommen nægter jeg at give efter og beslutter mig for at give hende en indsprøjtning positiv livsånd. ”Jeg kan godt se, det er drønærgerligt, vi skal stå her og vente, men jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke synes, du er dum”, siger jeg med al overskud i verden. ”Nå”, siger hun fuldstændig upåvirket, ”men jeg synes fandme du er dum!”.

What? 

Jeg må tage en række dybe indåndinger. Hun er vist en lidt for heftig strigle at tackle, når man kun er novice i anti-vrede. Jeg skynder mig at ønske hende ”god dag” og gå min vej. Jeg vender mig ikke engang om og brøler ad hende, selv om jeg tydeligt kan mærke fuckfingeren brænde i ryggen. Muligvis er det lidt overdrevet at arkivere hændelsen under ”succes”. Men i hvert fald under ”godt begyndt”, for jeg sparkede hende nemlig ikke over skinnebenet, som min vredesvirus krævede af mig.