Følelsesmæssig forkølelse

KLUMME FRA JYLLANDSPOSTEN

Nogle gange kan jeg blive så edder spændt rasende. Endda på et split sekund. Også selv om jeg egentlig er i glimrende humør. Som for eksempel da jeg i fredags småsyngende var på vej hjem med den yngste bag på cyklen. Jeg overhaler en taxa, der holder parkeret halvt oppe på fortovet. Pludselig pærer chaufføren uden så meget som at ofre et blik i sidespejlet ud foran mig, så jeg er nødt til at lave et ninja-kast med cyklen for at undgå døden. Lettet over at der ikke skete noget triller jeg hen til lyskrydset. Ved siden af dukker taxaen op. Chaufføren ruller vinduet ned og giver mig den store sviner, som han elegant runder af med at beskylde mig for at være en dårlig mor, når jeg cykler på denne måde med mit barn bag på.

What?

Jeg kigger vantro på ham, bliver akut rødglødende og var han ikke kørt videre, før jeg når at åbne munden, var jeg uden tvivl gået direkte struben på ham. Vreden har tag i mig længe efter han er forsvundet ud af mit synsfelt.

Hvorfor bliver jeg så vred? For det første skete der ikke noget, og for det andet ved jeg jo, at chaufføren ikke har ret. Hvorfor er det så helt utrolig svært, bare at trække på skulderen, tænke ”idiot” og fortsætte det gode fredagshumør, hvor jeg slap det?

Det er først da jeg i løbet af weekenden åbner Daniel Golemans bog ”Social intelligens”, jeg får den helt store aha-oplevelse. Han forklarer mig nemlig, at vi mennesker – uden selv at være herre over det – smitter hinanden med vores humør. Vores hjerner er nemlig så knivskarpe, at de opfatter alle små nuancer i ansigtsudrykket, hos dem vi snakker med. Hvad enten de er bevidst om, at de ser sådan ud eller ej. Så når en taxachauffør sender mig hadske øjne og har en mund, der signalerer alt andet end hyggeligt fredagshumør, kan jeg ikke undgå at få det præcist, som han har det. Jeg bliver, med Daniel Golemans ord, automatisk smittet med en følelsesmæssig forkølelse, og den tager altså lidt tid at ryste af sig igen.

Det er sgu ikke fair, at rende rundt og smitte sine omgivelser med så meget galde, tænker jeg og beslutter, at jeg vil til at møde andre med et venligere sind – som så forhåbentlig vil sprede sig som salige ringe i vandet.

Min første prøvelse møder mig allerede mandag morgen klokken 9.48 på vej ind på posthuset. Jeg tager i døren. Den er låst. En pige, der står ved siden af døren, siger til mig: ”Jeg står sgu da ikke her og glor for sjov, de åbner først klokken 10 – tror du jeg er dum eller hvad?” Hendes blik er nedladende og mundvigerne hænger hånligt nedad. Uden at ville det, bliver jeg straks smittet og mærker igen vredens virus hærge i mine blodbaner. Men med min nye aha-viden i inderlommen nægter jeg at give efter og beslutter mig for at give hende en indsprøjtning positiv livsånd. ”Jeg kan godt se, det er drønærgerligt, vi skal stå her og vente, men jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke synes, du er dum”, siger jeg med al overskud i verden. ”Nå”, siger hun fuldstændig upåvirket, ”men jeg synes fandme du er dum!”.

What? 

Jeg må tage en række dybe indåndinger. Hun er vist en lidt for heftig strigle at tackle, når man kun er novice i anti-vrede. Jeg skynder mig at ønske hende ”god dag” og gå min vej. Jeg vender mig ikke engang om og brøler ad hende, selv om jeg tydeligt kan mærke fuckfingeren brænde i ryggen. Muligvis er det lidt overdrevet at arkivere hændelsen under ”succes”. Men i hvert fald under ”godt begyndt”, for jeg sparkede hende nemlig ikke over skinnebenet, som min vredesvirus krævede af mig.

Reklamer

10 responses to “Følelsesmæssig forkølelse

  1. Jeg synes, det var kanon-godt gået! Jeg vil straks gå ud og øve mig i at sprede god karma i verden.
    Åh, hvor jeg kender følelsen af at blive smittet i løbet af nul-komma-fem. Og blive fuldstændigt målløs af forbavselse over, hvordan folk nogengange kan reagere. Jeg fatter det virkeligt ikke!!!

  2. Man kan faktisk blive vaccineret mod den slags forkølelse, tror jeg nok … eller også handler det måske bare om at holde sig godt lun, så man ikke tager imod så let :-). Jeg synes det var godt gået, at du ikke pandede hende ned, eller startede en lektion i ved-du-hvad-der-sker-med-andres-humør-når-du-kommunikerer-på-den-måde, det kunne jeg nemlig godt have fundet på i et anfald af red-verden syge.
    Jeg ønsker dig en super tirsdag, uden alt for mange prøvelser!
    Linda

  3. Hold da k…. hvor er du god – tænk, at du ikke lynchede hende.

    Og nu har du så, med dit på en og samme tid sjove og alvorlige indlæg, skabt glæde omkring dig – jeg grinede i hvert fald stort, da jeg læste at hende striglen ved posthuset kvitterede med “nå, men jeg syntes i hvert fald, at du er dum!” – Det er da for sjovt 🙂 Der skulle mere end almindeligt selvkontrol til ikke at ryge lige i flæsket på hende!

    Og så til det alvorlige – ja humørsygdommen smitter hurtigere end selv den værste omgang svineinfluenza! Lad os gå i fælles kamp mod den forfærdelige sygdom og sprede lidt glæde.

    kh mette

  4. Og du er nemlig bare Fucking Flink 🙂
    Bliv en del af bevægelsen…vi kvæler verden i flinkhed:

    http://www.facebook.com/home.php?sk=lf#!/pages/Fucking-Flink/122747487768064

  5. Vidste ikke det med smitten, men kender så udemærket desperationen. Kommer lige med et lille eksempel – faktisk også fra i fredags. Jeg kører i bil. Skal ud på en større vej, og holder derfor stille. På nogle brosten. En mand kommer cyklende på fortovet. Han er ældre. Han er sur. Og han ryster på hovedet, fordi jeg holder i vejen. Jeg prøver at være large. Smiler til ham. Stort. Ryster OGSÅ på hovedet af at jeg holder i vejen for ham. Og bakker. Så han kan cykle forbi mig. På fortovet. Han kigger surt tilbage. Ryster mere på hovedet. Og først da jeg er kommet videre kommer jeg til at tænke på, at det da var ham der var galt på den. For han må slet ikke cykle på fortovet!! Og jeg får lyst til at køre tilbage. Stoppe manden. Fortælle ham, at jeg faktisk ikke gjorde noget galt. At han fakkertalt ikke kørte på en cykelsti. Nå. Men det gjorde jeg jo ikke. Vel. Jeg blev bare rigtig ærgerlig. Ku vi ikke sende ham den bog, der?

  6. Katja Lundbech

    SÅ sejt, jeg havde helt sikkert sparket hende over skinnebenet og råbt et eller andet grimt. Det er da så meget federe reaktion af være overskudsagtig. Vil helt sikkert prøve den strategi hvis jeg oplever noget lignende (eller i hvertfald forsøge den strategi..)

  7. Esprit d’Escalier (Frankrig):
    Dette ord beskriver en sætning, som du aldrig fik sagt. Helt præcist beskriver det den sætning, som du først kommer i tanke om, at du burde have sagt i situationen, som nu har forgået dig

  8. Jeg havde straks ringet til taxaselskabet og brokket mig over taxamanden. Ikke om jeg vil finde mig i at blive behandlet sådan. Mon jeg var et af de børn, der sladrede meget til de voksne, når jeg blev behandlet unfair?
    Anyway så er der også en anden måde at håndtere stride bussemænd/taxamænd. Hvis jeg holder lidt i vejen for dem, og de dytter dytter dytter og ryster på hovedet, så stikker jeg hovedet ud af vinduet og sender dem et kæmpe fingerkys og et stort smil. Efterfølgende kommer de til at grine, for det er nemlig så uventet en reaktion.
    Jeg tror, at jeg ville sige til hende post bitchen, at jeg ville låne hende noget af min gode karma, hvis jeg måtte låne noget af hendes sure humør til at dræbe ukrudt med 😉

  9. Fint nok med flinkheden, men man skal også huske ikke at finde sig i hvad som helst i jagten på at blive et overskudsmenneske!

  10. Jeg tænker, at det ikke handler om at finde sig i hvad som helst – men bare om ikke at tage det ind og med sig, videre ud i verden og dermed smitte den næste og den næste og den næste, indtil vi går rundt i en epidemisk suppe af surhed 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s