Tynd nok!

Jeg er nu officielt tynd nok.

Det har holdt hårdt. Jeg forstår ikke særlig meget af, hvad min krop har haft gang i, men kan konstatere, den har haft en anden agenda, end jeg har. Min intention har hele tiden været, at se ud som jeg plejer at se ud. Altså lidt rund her og der men uden større problemer ved tøjkøb, end at jeg godt ved, at poseskjorter og båd-udskæringer ikke klæder mig. Min krop, derimod, har haft gang i noget helt andet, tænker jeg. I hvert fald under og efter sidste graviditet.

Nu er jeg sådan én, der brækker mig de første par måneder, jeg er gravid. Vi er ikke ude i morgenkvalme og jeg-spiser-lige-en-kiks-før-jeg-står-op. Nej, vi er ude i noget med at brække alt man spiser og drikker op, ende på hospitaler med drop og overveje abort én gang i timen fordi hæsligheden af konstant bræk-syge slet ikke kan beskrives. Når jeg møder andre, der har været igennem det samme, fatter man straks inderlig sympati for hinanden og får bare lyst til at give den anden en krammer. Faktisk var det sådan Fuhrmann og jeg blev venner i sin tid. Hun ved nemlig også, at når fosteret bliver større, så pisser man i bukserne samtidig med man brækker sig. I begyndelsen tror man ikke, det kan blive mere ydmygende end at ligge og rode med hovedet nede i et toilet det meste af dagen. Eller kaste op ned af sig selv. Eller på sin kæreste. Men man opdager man slet ikke er færdig med ydmygelserne, den dag man for tredje gang er nødt til at skifte bukser. Snart lærer man at brække sig med et håndklæde mellem benene. Når jeg var ude og ikke syntes, jeg kunne tillade mig at pisse på folks håndklæder, tog jeg altid den raske beslutning, at sidde på toilettet – og brække mig på gulvet. Bræk er (til dem der måtte være interesserede) nemmere at styre end tis, som uanset hvilken vinkel jeg indtog gjorde mit tøj vådt og dermed gav mig endnu et problem. Men det ændrede ikke på, at jeg skulle sidde på alle fire og tørre mit bræk op bagefter. Gerne med selvmedlidende tårer løbende ned ad mine kinder. (Ja, jeg har da bare et top-romantisk forhold til det med at bære Smukke Allans afkom under mit hjerte, som I nok kan høre).

Noget af det mest uretfærdige ved hele bræk-miséren er, at jeg første gang jeg var gravid blev kolo-enorm fed – trods mange måneders bræk. Tog over tredive kg på. Anden gang var jeg så afpillet efter de første par måneder, at jeg faktisk blev en ret så yndig gravid med topmave og pæne arme. Tredje gang, oooooooooh no. Med to små børn i skørterne og med mad, der konsekvent insisterede på at komme retur, stressede det åbenbart min krop så meget, at jeg på to sekunder svulmede op til michelinstørrelse. Da det hele var slut, barnet var ude, amning og natteroderiet var kommet til en ende, var jeg til min store overraskelse stadig lige så stor, som lige efter jeg havde født.

WTF?

De andre gang var de overflødige kilo bare forsvundet, når det første helvedesår var slut (gravide førstegangsmødre stik straks fingrene i ørerne, mens I messer: Det første år er bare så dejlig det første år er bare så dejligt).

Nu er jeg jo ikke typen, der giver op uden kamp, så jeg begyndte at løbe flere gange om ugen og skære alt, der muligvis kunne fede, væk. Og ved I hvad, det hjalp ikke en skid. Overhovedet. Da ungen var to år, fik jeg stadig herlige spørgsmål om jeg ventede mig igen. Nej, det gør jeg ikke, jeg er bare FED din fucking nar.

If in doubt, DON’T ASK!

Nå, men jeg spænede sammenbidt rundt i Frederiksberg Have mandag, onsdag og fredag. I sne, slud og solskin. Da det blev juni i år kunne jeg konstatere at jeg nu kunne være i Vero Modas største størrelse bukser. Ikke uden at det gjorde ondt, men jeg kunne få dem på. Hallelujah!

Hen over sommeren gik der fest i den. Noget med for mange Sommersby, champagne, grillmad og en idé om, at jeg ikke behøvede løbe, når det var sommerferie. Uden at jeg skal klage eller prale (man skulle jo nødigt få flæske-nemesis på nakken) har de sidste par måneders dovenskab været totalt effektive på dellekontoen. Hvilket faktisk er lidt uretfærdigt, taget i betragtning hvor meget jeg har kæmpet de sidste to år. Men nu er det meste forsvundet – totalt hovsa og mens jeg lavede noget andet (for eksempel så Mad Men). Nej nej, jeg kan da på ingen måde være i mit tøj fra før, men jeg kan være i alt muligt andet tøj, hvilket ikke er en selvfølge, når man har haft en graviddunk to år efter fødselen. Men enough is enough – åbenbart også når det kommer til at være tyk. Hurra siger jeg bare!

Reklamer

15 responses to “Tynd nok!

  1. Jeg ved simpelthen heller ikke, hvad der sker for de der post-graviditetskilo. Nu har jeg kun været gravid én gang og er sådan noooogenlunde tilbage på min gamle vægt – men bestemt ikke i den samme form som før. Det er som om, alt fedtet er blevet kylet op i luften og er landet totalt tilfældige steder på mig. Vældig fikst. Eller… (!)

    Har i øvrigt oplevet nøjagtigt det samme som dig – at løbe herfra og til verdens ende uden nogen effekt whatsoever (ud over ømme stænger). Og når man så holder op med at bevæge sig, så ryger kiloene af. Meeeget mærkeligt firma.

    Bortset fra det, så får du lige et respekt-skulderklap herfra for at have gennemlevet kvalme/bræk-syge af den kaliber….

  2. Har lige hørt i radioen, at forskere har fundet ud af, at mus bliver fede af at have lys om natten.
    Måske er det noget med at nu sover du igennem, og har gjort det i et stykke tid, så nu er der ikke noget lys om natten….eller.. ej, ved det ikke.. (vær sød at sige, at du med store børn, sover igennem, og at krapylerne bliver i deres senge!)
    Men stor respekt for at du har løbet i sne, sjap og regn.
    Og tillykke med vægttabet:)

  3. Det er jo happy ending. Og indbygget håb til os andre. Der er altså ikke noget som en grum historie som ender godt. Tror du man skal igennem det med løbeturene, eller kan man gå direkte videre til (fortsætte i) den afslappede stil? Og satse på at det er tid alene der gør det…? Åh bare det er!

  4. Åh, ja. Kastede også op i min graviditet. Var dog så heldig at det var fra 7. graviditetsuge til jeg fødte. Jeg havde heldigvis noget at tage af, så de 10 kilo jeg tabte, gjorde ikke noget. Jeg har taget hvert enkelt kilo på igen.
    Men – når jeg møder dig en dag, så vil jeg gerne give dig en krammer, fordi jeg også har tisset i bukserne, når jeg kastede op, og fordi jeg også har stået og været vægelsindet hvad angår hvad jeg helst vil tørre op.

    Fordi jeg har kastet op i samtlige skraldespande på SDU og fordi jeg har vrisset til stakkels medstuderende at han skulle pakke sit stinkende skod væk, hvis han ville sidde til forelæsning sammen med mig uden bræk på tøjet.

    Fordi jeg har kastet luft op i 7 minutter, fordi venlig AlkoHolger ville hjælpe mig, da jeg lige kom til at kaste op som han gik forbi mig. Til sidst måtte jeg flygte fra ham, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at sige at det var ham, der fik mig til at kaste op.

    Alle lugte fik mig til at kaste op. Vi smed et gulvtæppe ud, som vi havde haft i årevis, fordi det lige pludselig stank. Vi spiste ikke løg, kød (især ikke stegt), Ålen drak ikke alkoholiske drikke.

    Jeg skiftede ble med brækpose ved siden af mig og sagde med opkast-tårer rindende ned af kinderne til Ivalo, “Mor kaster bare op skat, fortæl endelig om din dag”.

    Det gjorde jeg 2 gange 9 måneder og jeg tror nok at det er den største grund til min Åle fik en vasektomi 1 uge efter Ellen blev født.

  5. Ja, hvad sker der lige 3. gang. Jeg har her i sensommeren ENDELIG tabt de sidste 2 kilo Ella-deller. Og hun er klige blevet 3 år. Jeg fatter ikke, hvorfor det skulle tage så lang tid, og jeg fatter ikke hvorfor det er sket nu, hvor jeg er totalt inaktiv. Måske jeg bare er blevet gammel og indfalden. Jeg tror bare selv, at jeg er blevet tynd igen!?!
    Note-to-self: UNDGÅ spejle/prøverum/bikini/lys

  6. @iBaby: fatter ikke finten med nye fedtdepoter underlige steder som for eksempel ryg?

    @Husmoder: ja, de sover igennem. Altså ud over de nætter (80%) hvor en af dem vågner. Men så kommer de bare krybene ind under vores dyne og så sover alle videre. Det er ikke hårdt eller irriterende. Bare hyggeligt.

    @Line. Hahaha, ved ikke om man kan gå direkte videre til sofatjansen, men prøv det lige for en sikkerheds skyld og giv besked. Jeg rører mig personlig ikke en tomme – før jeg altså bliver for tynd.

    @Julia: I hear you I hear you. Man har bare for mange af den slags historier til man tager chancen på én til. Fy for helvede hvor er det klamt at være gravid, nu jeg tænker over det. Min søster bliver lige så syg. Min mor gjorde også. Jeg kan nu bare sidde og tænke STAKKELS jer, når jeg ser på mine tre piger ….

    @Pialouise: Kombinationen af bikini og lys er ret skidt. Ærgerligt man ikke går med bikini i dunkle rum, så tror jeg faktisk jeg godt kunne gå for at være ret hot.

  7. Hahahahahahaha! Og snøøøøøøøft og jeg fooooorstår dig såååå godt!
    Tog 35 kg på. Mangler 8 endnu og kan ikke tage mig sammen… og hader at jeg ikke kan tage mig sammnen.
    Og har spist remoulade i dag…

    FÅRK
    KH C

  8. altså 35 kg under graviditet…
    Ikke bare sådan lige pludselig… bevares

  9. Endelig et indlæg fuld af bræk. Tak Maren. I love you. Allways and forever. Engang var man pik-søstre, nu er man bræksøstre. Sådan er der så meget. For helvede, GODT jeg ikke skal have flere børn. Jeg er sikker på at mit underliv ryger ud gennem røven hvis jeg brækker mig mere. Kan stadig huske kvalmen af Malle Mus. Whats iøvrigt up with that? Hver eneste gang jeg hørte og så den lille lede mus gå rundt med sin vandkande, så brækkede jeg mig. My God.
    Nå. Tror det her kræver et blog indlæg hos mgi også.

    Men til alle jer, der har brækket jer, som mig i samtlige 9 mdr. I fortjener en medalje. Vi holder en fest. Og drikker til vi kaster op og pisser i bukserne. Ik?

  10. Da jeg fik min første tog jeg……nårh nej.

    Men cool historie ellers, tak for detaljeniveauet ;o)

  11. Marlene nu i Norge

    PYYYHA, jeg er bare glad for at høre, at jeg ikke er den eneste der har haft bræk mig og tis på gulvet på samme tid:)

  12. O-M-G tror jeg overvejer hele ideen om evt en gang at skulle have et barn en gang til! Godt du er igennem det sjov 🙂

  13. Hvor er det dejligt at læse. Ja, undskyld! Men det er først gang jeg er stødt på et så ærligt indlæg om bræk og graviditet.
    Jeg er gravid, og brækker mig. Har fået konstateret spiserørsbrok, så ALT løber retur… Jeg har 7 uger igen. Og jeg er slet ikke klar til at grine af det endnu. Eller beskrive hvor slemt det kan være at være gravid. Så tak for de ærlige ord! – som faktisk fik et lille smil frem, for jeg har kun tisset i bukserne 2 gange 🙂

  14. Åh, Gud…. Jeg troede jeg var den eneste, der klarede bleskift med brækspanden ved siden af….
    Og som måtte bruge de dersens hæslige gammeldags TYKKE bind, når jeg gik ud, for at formindske tis-problemet 😦
    Og jeg valgte også løsningen med at sidde på toilettet og så brække mig i forhåndenværende remedier – folks toiletrullepakker, numsefade, hygieinespande etc… Joooe, man er ikke sart, når det bare skal op …

    Og nu – set i bakspejlet- husker jeg ikke lige hvorfor det var, at jeg fik tre børn på 3½ år?

  15. Jeg har lige erfaret at jeg stadig tisser i bukserne når jeg brækker mig. Baby er nu 4 mdr. og efter mange måneders kvalme og tissen på gulven troede jeg det var slut….næ næ, den store på 2 år havde i sidste uge raget en maveinfluenza med hjem, og fik straks smittet os andre. Da min bækkenbund stadig er slap som en gammel brugt elastik, kan jeg nu konstatere at der stadig kommer store tispytter. Min løsning er at tage bukser og trusser af og kaste op i bar røv. Så er ydmygelsen da også total 😀 !

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s