Hvordan skriger du mor?

Det var, da vi var på vej hjem efter vinterstøvle-miséren, jeg sagde til ungerne, at når vi kom hjem, havde jeg altså lige brug for 15 minutters pause, hvor de ikke måtte forstyrre mig (det er noget Anna Skyggebjerg’s bog Supermor siger man skal forlange af sine børn, når man er helt presset). Og jeg følte mig presset. Ikke bare af den opslidende rundtur vil lige havde været på, men jeg følte mig grundtræt.

–          Hvad sker der, hvis vi forstyrrer dig, ville en af dem selvfølgelig vide.

–          Så skriger jeg højt, svarede jeg.

–          Sådan her? spurgte Mynte og skreg højt.

–          Eller sådan her? Kamille var ikke sen til at sætte i et hyl ved siden af sin søster i ladcyklen.

Anemone er jo som den mindste kodet til at gøre præcis som sine søstre, så hun gav sig også til at skrige. Klonk klonk, tre skrigende og grinende unger i ladcyklen, en mor som bare havde lyst til at lægge sig ned og græde af udmattelse. Jeg syntes det var sjovt fundet på, men min humoristiske sans var for presset til at sætte pris på det. I stedet læssede jeg bare dem alle ind i huset, tog en øl køleskabet og gik ned i legehuset og satte mig. Jeg drikker aldrig alkohol midt på dagen – af den årsag, at der ikke skal særlig meget til før jeg bliver lidt tipsy. Men jeg bællede den, lænede hovedet mod legehusvæggen og tænkte, at jeg måtte ændre på noget.

Tidligere på dagen, havde jeg læst et indlæg hos Julia, hvor hun beskrev, hvordan hende og sønnen havde betragtet legetøjstoget på banegården, som man kan få til at køre rundt for to kroner. De havde stået der for toogtyve kroner. Jeg blev ked af det, da jeg læste det. For jeg kunne ikke huske sidst, jeg havde haft tid og overskud til at stå med mine piger og betragte noget som helst. Det eneste jeg kunne huske lige nu, var at Mynte var kommet til mig og med tristhed i stemmen havde sagt, hun var den eneste i hele huset, der ikke kunne kende forskel på Blå og Bob (vores to identiske grå katte) og hvordan kunne det være? Jeg havde affærdiget hende med et jeg ved  ikke, hvorfor du ikke kan kende forskel, og var halset videre til næste gøremål. … Jeg satte mig ikke ned sammen med hende og forklarede, at Bob var den fede med hængevom og Blå var den med de opspilede øjne og hak i øret. Jeg fortalte hende ikke, hvordan den fik hak i øret. Og hvor Bob egentlig kom fra og at han engang havde heddet Victor eller hvordan han blev til Bob. Jeg løb bare forbi hende. Forbi muligheden for en stund, hvor tiden ville have stået stille et øjeblik.

Jeg rejste mig, lidt vaklende – men gladere, som man jo bliver af alkohol (jamen sorry, afholdsmennesker, men det gør man altså). Besluttede mig for, at det var på tide at skrue ned for ambitionerne – de ambitioner, der får mig til at skrive på to store projekter på én gang, som ofte får mig til at betragte børnene som et forstyrrende element.

Så nu har jeg sat det ene skriveprojekt på stand by til jeg har afsluttet det andet. Alternativet var at lægge bloggen på is. Men det virkede ikke som en mulig løsning. Èt sted skal jeg jo også have lov til at skrige, præcis som jeg vil …

Reklamer

13 responses to “Hvordan skriger du mor?

  1. ARRRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHHHHHHHHH
    Tak fordi jeg måtte låne din blog til at skrige på!
    Hvorfor har jeg på fornemmelsen, at du faktisk giver dig tid til de skønne unger? Men du har måske selv svært ved at se det! Jeg husker et billede af nogle marcipanbrødspaipr på en sofa, unger linet op i sofa og der var dømt hygge!

  2. Og jeg husker noget med Shane-projekter og at lære dem at bande på alle sprog. Props til dig!

    PS. Jeg vil også have et legehus til at drikke øl i. Eller som min venindes mor, der havde et menstruations-telt i haven hvor hun fik lov til at være helt i fred. Måske havde hun en hel kasse øller derude…

  3. HAHAHAHAHA et menses-telt, fuck det er sjovt. Men det er jo ikke sjovt, og jeg har haft præcis samme følelse længe. Men Thure tog Jeppe med til Jylland, og jeg har så haft Kasper helt alene i tre dage. What a bliss. Ikke fordi lyden er skruet ned, men fordi vi har kunnet lege uden afbrydelser, og han har gået og tullet rundt, mens jeg har surfet lidt net og skrevet lidt. Det er ikke fordi vi har haft den store Shane-pensel fremme og jeg har heller ikke disket op med det vilde, men vi har haft tid til hinanden. SÅ, meget snart tager Allan og Thure til Jylland med de to mindste, og mens Kamille er hos sin far har du kun Mynte. SÅ kan I snakke om Bob i to dage og hak i øret og finde sølvstøvler. Og vi skrider i Capella med ungerne og får skridesår på armene (!!)…jo det får man.

  4. Jeg bliver helt rørt og sentimental når jeg læse dit indlæg, Maren, og jeres andres kommentar. Jeg får også helt lyst til at drikke noget alkoholisk (her er klokken tæt på 16, og derfor lidt lovlig), og drukne mine sorger (hvilket jeg normalt aldrig gør) over alt det jeg ikke formårede, imens tid var! Den “satans” skyld følelse, den har tag som en i hel…. Maren, jeg bliver rørt over, at du midt i din træthed og arbejdspræs formår at priotere. I min verden hedder det kærlighed! Så kære damer, derude i verden. Det er en meget travl verden vi lever i, meget skal nås og med småbørn kan det være en svær ting at få det hele til at hænge sammen! Hvis jeg må komme med et ønske, så skynd dig langsomt, for inden du får set dig om, så er din lille nussepusse skat, vokset sig så stor og “voksen”, at det ikke længere er dig der har første ret til deres tid. For slet ikke at snakke om, at det ikke længere er dig, de sidder på skødet af, dig som de kysser godnat…….. SKÅL derude for alle mødre og kærligheden der aldrig hører op!

  5. Kære Maren
    Jeg synes du er sej. Måske er det et mærkeligt ord, men jeg synes det er sejt at du mærker hvad det er der ikke virker og handler på det og jeg synes du er sej, når du fortæller dine piger hvad du har brug for og dermed lærer dem at sætte grænser – godt gået!!!
    Kærligst
    Linda

  6. Puha – det var godt, det ikke var bloggen, der røg på stand-by. Men jeg forstår så godt, at noget må vige pladsen for lidt ekstra overskud og tid til dine unger. Med en pige på 8, der er begyndt at sove ude i weekenden, være på spejderlejr og andet væk-hjemmefra-halløj og en dreng på 5, som man skal forhandle med for at få et kys eller knus, så er jeg blevet mega-opmærksom på at være der for dem, mens de er her og inden de flyver. Så godt initiativ Maren. Vi må sgu nyde dem, mens vi kan!

  7. 1:1 tid er guld. Men også 1 barn: 1 mor tid. Sådan en gulddag, hvor der er tid til at snakke om katte og alt det der. Mens de andre små damer er i institution. Og ved du forresten hvad? Det er slet ikke sikkert de synes det er lige så slemt som du synes det er. Jeg troede (for nogle år siden) at det var ganske frygtelig forfærdeligt, hvis jeg ikke var tidligt hjemme om eftermiddagen. (aabejdede i butik) Men mine to drenge var oprigtigt forbløffede over den bekymring. De kunne godt lide at være alene om eftermiddagen. Satte MEGET pris på et par timer uden mor og far. (men de er altså også lige lidt ældre end dine 🙂 ) Det er nok meget en mor-ting at tro, at vi ikke gør det godt nok. Jeg tror du er en cooool mor. Når det kommer til stykket ♥

  8. Fuck hvor er du dog sej, at du ser problemet og så gør det eneste mulige for at løse det. Også selv om det ikke er så fedt. Jeg ser problemet og så bliver jeg hysterisk og gal på mig selv og sværger at jeg vil arbejde tyve gange hårdere til det er løst.
    Også når det eneste problem er at jeg arbejder for meget.

    Sender et postkort fra lukket afdeling, når den tid kommer.

  9. Kære Maren

    Wow! Du forstår da virkelig at få os alle til refleksionerne! Tak for nogle skønne, vilde, sjove og eftertænksomme indlæg! Og tak fordi du valgte at bibeholde bloggen!

    Mange hilsner fra
    Hanne

  10. HAHAHAHAHA – fed idé med bajer i legehuset. Da mine unger var små, lavede jeg engang imellem en pjækkedag, når jeg syntes, vi trængte til at sidde stille sammen.
    Jeg tog også engang en beslutning om at forbyde mig selv at sige nej. I hvert fald uden udvidelse. Jeg tog mig selv i hele tiden at sige nej – det har vi ikke tid til, eller nej – det har vi ikke råd til, eller nej – det kan ikke lade sig gøre. I stedet for at høre, hvad det var de tænkte, ungerne. For noget kan jo altid lade sig gøre, og noget har man jo altid tid eller råd til. Måske kommer det til at se lidt anderledes ud. Men der er altid muligheder. Det virkede sgu.

  11. Århh. Jeg vil også være med i du er sej koret!! Seriøst. Jeg synes faktisk at din kærlighed, prioritering og ikke mindst dit overskud skinner SÅ tydeligt igennem i dine indlæg. Selv mellem råbeindlæg og dårlig samvittighed og alt det andet, så er der vist ikke tvivl om at der er hjerterum. Et kæmpe et.
    – og hip hurra for at du stand by´er det ene skriveprojekt og ikke bloggen. Den kan vi jo ikke undvære :o)

  12. Bare et bjørneknus, du lyder som om du trængte til det.
    KH Lotte

  13. Kære.
    Kender dig ikke, og idag er første gang jeg læser din blog, men jeg vil sgu osse stille mig op i knusekøen.
    Blev helt ked af det, både på dine vegne, og på mine egne. Mine unger er blevet voksne og bor nu langt fra mig, og for pokker hvor jeg savner dem. Og selvom jeg syntes jeg gav dem al den tid jeg kunne, ville jeg gerne have givet endnu mere. Og sådan er det nok at være mor.
    Men det er aldrig for sent. Tag kattene og tøserne og en bajer og en kande saft med ned i legehuset næste gang gryden koger over.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s