Vinterstøvlesagaen del firehundredeogfyrre

FØRSTE OPDATERING 

Det er ikke meget jeg ved om Allan og Myntes vinterstøvlekøb. For jeg var ude fra frokosttid i går og først hjemme ved midnat, hvor alle sov. I dag skulle barnefaderen til Fyn til et møde og var taget af sted, før vi andre stod op. Så det eneste jeg kan fortælle er, at der står et par Angulus støvler i en skokasse på bordet. Ved siden af sidder Mynte og pure nægter at tage dem på. På min telefon tikker sms’er ind fra Allan om, at ham og Mynte har en aftale om, at hun skal have dem på i dag. SKAL! Det har hun lovet ham højt og helligt. Mirakuløst nok. På køkkenbordet ligger en del ispapir.

ANDEN OPDATERING 

Sendte hende af sted i børnehave i gummistøvler.

Har fået halsbetændelse igen og var ikke på den måde i form til at løse konflikter i øjenhøjde.  Desuden er Mynte familiens æsel. Og har hun først besluttet sig for, at hun ikke skal have de støvler på, tager hun dem sandssynligvis aldrig på …

SELVE SAGAEN

The honeymoon is over, børnene har været hjemme fra ferie et par dage og jeg har lige kastet en ost efter Smukke Allan. Det var en mild Rieberhus i skiver og den ramte ham ikke. Han havde lukket døren bag sig, en glasdør vi har ud til vores entré, så skiven klaskede lige ud på ruden og sad der i flere minutter – til jeg var færdig med at skumle og gik hen og pillede den ned.

Jeg har lige været nede og sige undskyld. Altså på den der måde, hvor man bare løber hen til den anden og kaster sig over ham, krammer og møffer og kysser over det hele og måske også kommer til at give en lille lammer i forsøget på at ændre stemning fra sur til sjov. Det virkede. Men måtte duknakket modtage reprimande, fordi det altså ikke er tilladt at kaste ting efter hinanden her i huset.

Jamen jeg var så skide sur, at jeg virkelig havde brug for at kaste med noget, prøvede jeg.

Hvis det er sådan fat, må du tage osten og gå ud i haven og kaste den, sagde den sindige jyde.

Ærhj, så afbalanceret er jeg altså ikke, når jeg er rasende, kom jeg igen.

Jamen det må du arbejde lidt på at blive så. Så næste gang, du skal kaste med ost, går du ud i haven og så kan du jo samtidig tage de to trøjer med ind, som ungerne har smidt derude og som har ligget ude i regnen i fjorten dage.

Nu ser vi lige. I hvert fald var det den sidste skive, så det bliver ikke foreløbig der flyver gouda gennem luften hverken i hus eller have.

Hvorfor jeg blev så sur?

Gider vi tage den igen?

Okay, men det bliver kort: Vinterstøvlesagaen del firehundredeogfyrre!

Fulgte jeres anvisninger, bestilte de støvler i pegede på i cyberspace.

Mynte: De klemmer!

Ned på posten med dem igen. Unger i ladcykel, ned til Lille Vik på Istedgade (som I sagde).

Nej Mynte, ikke Lille Pik. Og er du virkelig nødt til at synge det hele vejen ned ad Vesterbrogade?

Meget sød dame der. Det ville Mynte skide på. De sko der faldt i smagen klemmer. Videre til næste butik. Klemmer. Videre til næste butik. Kun to par tilbage i rigtig størrelse. Klemmer. Videre til næste butik. Halløj, der var et par, som sad fint, dem ville hun gerne have. Men de var der selvfølgelig kun i en for stor størrelse. Nej, ved du, det er kun vores kæde der fører denne sko og jeg kan se på min computer, at der muligvis er et enkelt par tilbage  i Lyngby. … Nej, vi bruger ikke rigtig det med at få sendt varer fra den ene butik til den anden. Du kan jo tage til Lyngby og købe dem, men jeg kan ikke garantere, de ikke har solgt dem i dag, for min database bliver kun opdateret om natten. Jamen godt så da grrrrr. Videre til næste butik. Ikke mange at vælge i mellem. Ekspedient med hovedet på skrå: Nu er det jo måske også liiiidt sent du er ude efter vinterstøvler til dine børn, ik’ås’da? Kunne ikke beslutte mig for, om jeg havde mest lyst til at sparke hende i fjappen eller give hende et knytnæveslag lige fjæset (åh, håber sådan, at min mor, der altid læser min blog, ikke ved hvad fjap betyder).

Vi rundede lige den sidste butik, hvor Mynte var overraskende villig til at prøve tre par støvler. Ja, jeg ved godt, det var fordi jeg toppede den is, jeg havde lovet hende for at være samarbejdsvillig med en flødebolle. Og det fik vi ikke en skid støvler ud af, for de klemte selvfølgelig også. Hvor hypersensitive fødder kan man have? Og så græd hun hele vejen hjem, fordi jeg var en rigtig lortemor og sagde, at det sgu bare var ærgerligt, for der fandtes ikke flere vinterstøvler i hele verden hun kunne prøve, så nu måtte hun bare fryse hele vinteren og glæde sig til april. Oh yes, a codac-mummy-moment!

Hvor osten kom ind i billedet? Åårh, noget med at Smukke Allan ikke mente, at den smule sko kunne være så svære at få fat på, og det skulle han nok tage over på. Så kunne han og Mynte jo tage en hyggedag inde i byen og få dét ud af verden. Det var muligvis overhovedet ikke det, han sagde, men sådan lød det altså inde i mit hoved og havde ærlig talt lidt svært ved at høre, hvad han sagde, fordi jeg selv råbte så højt.

… Hm, tror lige jeg løber ned og giver ham en ekstra lammer-krammer, bare for en sikkerheds skyld.

Reklamer

20 responses to “Vinterstøvlesagaen del firehundredeogfyrre

  1. Hehe 🙂 Havde haft samme dilemma med ekspedienten! Utroligt de ikke kan yde den service og BESTILLE hjem til en! Og typisk fædre ikke at kunne se hvad problemet har været og at deres lille prinsesse kan være umulig at have med. Enddu mere træls er det når det så lykkes for far i første forsøg uden hidsigt pigebarn…

  2. Det tager af sted i dag – ned til midtbyen. Jeg vakler mellem at håbe på han heller ikke kan få et par sko på pigen – eller virkelig at håbe at det lykkes, så vi er færdig med det …

    Æj, jeg håber han kommer helt svedt hjem med nerverne udenpå tøjet – OG med sko i posen, som Myntes fødder kan forlige sig med. Men en hyggedag med cafe og små sjove oplevelser vil være for provokerende 😉

  3. Ihhh det bliver altså lidt spændende at høre hvordan deres raid gik. Opdaterer du? (Og hvor kan jeg dog følge dig i den der ja-ja-håber-da-det-lykkes-men-ikke-aaaalt-for-nemt…)

  4. Vinterstøvler er et mareridt 🙂 Nej, ikke kun vinterstøvler – al slags fodtøj faktisk!
    Har i flere år været heldig hos “Pluto sko” i Rosengården, hvis der alligvel var tale om en tur til indre by 😉

  5. Hehe. Jeg synes faktisk, det er meget kontrolleret, at du kastede med osten i stedet for med tungere og farligere objekter. Well done.

  6. Skal på støvleindkøb i dag…. str. 31 Angulus rød… det er jo dømt til at mislykkedes… heldigvis har han i proriteret rækkefølge alternativer!

  7. Nu bor jeg i England og foreløbig har det spillet meget fint at tage i Clarks (der er vist også en i København nu) – de har alle børneskoene i 3-4 bredder og kan for det meste bestille hjem hvis man skal bruge en anden farve eller noget… Måske I kan finde noget der ikke klemmer der?

  8. Hahaha.
    Jeg har også først købt vinterstøvler til Krudtbøllen nu – og jeg blev også set skævt til alá “køber du først vinterstøvler nu”?

    Altså man skal jo først have støvler på når det er koldt! Og hvis man køber dem før de skal bruge dem, kan det jo være, at deres fødder vokser og de slet ikke kan passe dem mere! Tsk tsk…

    🙂

  9. … du håber vel også – bare en lillebittesmule- på at han også kaster med ost efter turen?
    Og jeg må være gift med Smukke Allans tvilling, som jeg dog har improteret fra København. Han er også en af de der altid rolige ikke-tingkastende væsener.
    Og jeg har også hadeelsket ham mange gange, når han har tacklet tingsmiderproblemerne med at klare problemerne ( såsom støvler, generel påklædning, idpakning af diverse sammen med børnene etc.) UDEN at skulle smide med noget… Og sige undskyld bagefter….

    Det er i øvrigt mange år siden at jeg sidst havde et “Hånd-ind-i-skab-og-rage- det-hele-ud-med-en-rasende-bevægelse-så-det-smadrer”-tur…
    Man bliver jo roligere med alderen 🙂

    Og støvlerne- hvorfor købte du ikke bare dem der var lidt for store og forsvarede det med at hun vel også skal have varme sokker på- og de vokser jo med lynets hast, de fødder…?

  10. Ej – man ka’ da ikke tage til Fyn og efterlade (umulige) aftaler derhjemme. Godt, I ikke har mere ost!
    Hvem havde spist alle isene?

  11. Vides ikke med sikkerhed. Men der var en del chokoladepletter på Myntes jakke – og på Anemones halsedisse.
    Og altså, hvis man skal til Fyn skal man jo til Fyn.
    Kan dog også se, at han har købt mere ost. Enten er han en meget modig mand. Eller også er der lagt i kakkelovnen til mig, når han kommer hjem. Eller også er det på DEN måde vi får Mynte til at tage støvlerne på …:)

  12. Hmmmm I kan eventuelt forsøge jer med at putte osten i støvlerne, så kan det være at fødderne glider lettere ned i dem?

  13. Keen sko, siger jeg bare. Det er canadisk (eller noget derovrefra), de er umulige at shoppe i DK, men min søns übersensitive fødder accepterer dem, de er fede, holdbare, seje, og de klemmer IKKE! Keen, siger jeg dig! Man kan fx købe dem på eBay. Man vil så uvægerligt første gang opdage, at de er meget små i størrelserne, men det finder man ud af at korrigere for.

    Nå nej, man køber dem på http://www.brandos.dk , hvor de sender gratis, og hvor man gratis kan returnere, og så finder man ud af størrelsen ad den vej. Inden du er færdig med denne herlige øvelse, er det forår … men så er I klar til NÆSTE år.

    Min herlige søn har gået i gummistøvler siden sandalsæsonen sluttede, men i dag havde han sko på! Jeg bestak ham med slik i morges, men alligevel …

  14. Verdensklasse blog….Maren – outstanding! Jeg har ondt i mavsen af grin… p.s. jeg henter gerne de støvler i Lyngby…hvis du ringer og checker de har dem 🙂

  15. Uha, et støvlemareridt! Jeg melder mig også frivilligt til at hente i Lyngby, så der ikke er noget der kommer til skade hjemme hos jer 😉

  16. det er på en måde også meget rart sådan at have samlet et sted tips og ideer til børneskokøb til en anden gang. Butikker og adresser og måder at få børn til at tage sko på 🙂 Det er læser service sammen med et meget underholdende indlæg!

    Hvad så er Smukke Allan kommet hjem fra Fyn, fandt du ud af hvem der havde spist is og har Myntet taget støvlerne på endnu..?

  17. Vi venter med spænding på at finde ud af om is-afpresningen har virket? Har Mynte taget støvler på??

  18. Fantastisk beskrivelse…jeg tror jeg vil prøve det med osten herhjemme næste gang jeg bliver pissed!! Dog har vi ingen glasdøre som den kan blive hængende på og egentlig tror jeg også kun er der en halvgammel flødehavarti i køleren, men mon ik det kan gå alligevel??? Så kan jeg også lamme-kramme bagefter…:-)

    Tak for endnu et sjovt indlæg….har mavekramper af at grine….eller måske er det veer…jeg skal nemlig føde i dag!!! Siger lægevidenskaben, men altså jeg tror ikke den lille dreng gider komme ud…nogensinde…han ligger sku bare derinde og fiser husleje af!!! 🙂

    Kh. Malene

  19. @Malene: ÅH, held og lykke!! Tror latter godt kan sætte veerne igang. Bliver helt misundelig. Dagene lige efter man har født er noget helt særligt …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s