Rapport fra Rynkeland

Jeg mødte Winnie første gang for fem år siden. Det var til en reception på et nyt fancy dameblad, hvor alle kendte hinanden. Undtagen Winnie og mig. Vi kendte ikke nogen. Heller ikke hinanden. Alligevel endte vi med at stå ved samme bord og søbe hver vores lille flaske champagne i os og snakke. Snakke snakke snakke.

Hun imponerede mig. Rystede mig. Gjorde mig vildt nysgerrig. Sagen var den, at hun var sidst i halvtredserne, men opførte sig ikke som alle andre jeg kendte på den alder. Hun fortalte mig nemlig alt det jeg ikke vidste om at være kvinde og blive ældre. Ting kvinder i generationerne over mig meget sjældent taler om. I hvert fald taler de ikke med mig om det.

”Spørg mig om hvad som helst”, sagde hun på et tidspunkt og tog et langt sug af sin champagne (ja, vi fik mini-champagneflasker serveret med sugerør i – sagde jo det var fancy.) Og jeg spurgte. Om overgangsalder, sex, udflåd, tvangsneuroser og hvad man gør af sin røv, når mændene ikke gider glo efter den mere. Og Winnie svarede. Nogle gange kort. Andre gange langt og malerisk. Under alle omstændigheder, tror jeg sjældent, jeg har lyttet så intenst før.

Siden har vi mødt hinanden et par gange. Hver gang er jeg gået derfra med store åbne øjne og med en noget større horisont, end da jeg kom. Altså, det er jo ikke fordi, alt hun fortæller mig om det aldrende kvindeliv er lige skidefedt, men jeg hører til typen, der sætter stor pris på at få sandheden smasket lige i synet, så ved jeg, hvad jeg har at forholde mig til. Ja, også når hun prikker mig i taljen og fortæller mig, den synger på sidste vers.

Hun har skrevet et hav af bøger og du kan læse mere om hende her. Og i dag har jeg den store ære, at hun gæsteblogger for mig. Så tag godt i mod Winne Haarløv:

Rapport fra Rynkeland

Hvad f….? Ingen af stilladsarbejderne på kaffepause fløjter, da jeg klakser forbi på jobstiletter. Barselsfædre på klapvognstur gider heller ikke flirte, og taxachaufføren lytter til taxaradio og tjekker overhovedet ikke bakspejlet. Intet er, som det har været i over 30 år. Og det er først, da den bumsede yngling i døgnkiosken nikker ufokuseret og smækker svesken på disken: ”Ellers andet, frue?” at forklaringen på dagens mærkværdigheder rammer mig som en mågeklat på Oslo-båden: Jeg er kommet i dén alder! Den, hvor jeg ikke mere ligner en sidst-i-trediverne-naturlig-blond. Den, hvor jeg bare ligner det, jeg er: en 47-årig med lyse striber.

Det her skete for ca. 15 år siden. På et tidspunkt, hvor jeg faktisk aldrig havde haft det bedre. Var jo blevet klogere på vejen og havde gjort erfaringer, som havde forøget min livskvalitet og gjort mig betydeligt (betydeligt!) nemmere at omgås end jeg var, da min barm var selvsiddende og i festhøjde. Jeg turde stå ved både mine styrker og mine svagheder, lod mig ikke affeje uden videre, kunne modtage kritik uden at eksplodere eller styrtgræde, havde lært at sige undskyld med løftet pande når jeg havde dummet mig og skammede mig ikke længere over, at der var ting, jeg ikke vidste og andre, jeg bare ikke kunne finde ud af. Jeg var ovenikøbet sundere, mere veltrænet og kostbevidst end i mine tyvere og tredivere, hvor gravide stadig røg og drak og alkoholgrænsen blev defineret af, om man var ved bevidsthed eller ej.

Så hvorfor sad jeg med en følelse af tab og øv? Jeg, der har levet lange perioder som single og aldrig har følt mig afhængig af det modsatte køns tilbedelse, kunne vel blæse på, at alle mænd under 50 åbenbart var blevet blinde i nattens løb, kunne jeg ikke?

Jo, hvis det bare var dét. Men det var det ikke. Det var mig, der var blevet usynlig.

Når kvindens talje-hofte-ratio med overgangsalderens indmarch forskubber sig fra idealet på 0,7 til omkring 1 (og det gør den, nærmest lige meget hvad f…. man forsøger), signalerer hun ikke længere frugtbarhed. Hun mister altså en stor del af den tiltrækningskraft, hun har på mænd på det instinktive og ubevidste plan. Det er ren logistik: når kvinden ikke længere menstruerer, er der ingen grund til at mændene bruger ressourcer på hende. Det er naturens vældige kræfter, der er på spil her, og derfor kan man roligt overhøre feministernes hylekor om, at kvinder ikke må betragtes som sex-objekter. For det er jo præcis det, vi er. Så længe altså vi er ”brugbare”, dvs. fødedygtige.

Mit problem som ca. 47-årig var altså bare, at min rolle som sexobjekt var udspillet. Phah. Ikke andet! Nej, ikke andet. Jeg skulle sådan set bare sige farvel til den del af min identitet der her ”Ung-Kvinde-Der-Ser-Godt-Ud-i-Lårkort og blusser klædeligt, når hun har grædt.” For pludselig var mine knæ blevet underligt knoklede, og jeg lignede en faldulykke, bare vandet steg til øjnene. Et minimalt problem, kunne man mene – for sandt nok er der jo masser af andet, der gør livet værd at leve.

Men selvom jeg elsker udvikling, kan jeg have en tendens til at hade forandring. Så det tog lidt tid, og jeg vil ikke påstå, at det var nemt eller smertefrit. Heldigvis bliver mænd jo også ældre, og de fleste af dem har ovenikøbet lært noget undervejs – om kvinder, og om sig selv. Og juhuu… meget få af dem, er blinde for aldrende quinders kvaliteter. For flirt er en leg, og den tror jeg ikke, at hverken mænd eller kvinder bliver for gamle til. Så jeg fortsætter, selvom jeg er født i 1949, har sølvbryllup til næste år og for længst har sagt farvel til den lårkorte.

Reklamer

8 responses to “Rapport fra Rynkeland

  1. Velkommen! og tak for dine ord – det er jo lige præcis sådan det er…
    Lad os lege videre med dem der gider 🙂
    Lone 54 år

  2. Der fik du så lige kamp til stregen hvad angår fantastiske skriveevner Maren!!!

  3. Hurra for rynker, så! Altså alle de klædelige andres! Og for Winnie!

  4. Fedt, klogt og ærligt indlæg…

  5. Jeg har altid holdt utrolig meget af at høre folk fra andre generationer end min egen fortælle om deres liv – fortællingerne rummer altid noget man kan bruge. Om livet, som den rejse i tiden det nu engang er. De rummer forskelligheder og mange ”sandheder” som er relative. Netop fordi de er relative kan man vælge at finde og bruge de fortællinger der passer til en selv – der hvor man er i sit liv. Man kan vælge at nyde forskelligheden og mangfoldigheden og ikke lade sig frustrere af det – også når alderen og fordommene rammer en selv. “Alderen” rammer jo os alle – hvis vi er så heldige at leve længe nok, selvom de fleste af os som yngre ikke tror det. Fordommene er af og til nogen vi støder på hos andre – nogen gange bringer vi dem selv med – måske ikke så bevidst at vi genkender dem umiddelbart. Alder og forandringen kommer af sig selv – at prøve at undslippe er at prøve at undgå det uundgåelige. Man kan vide noget om ”sandheden” og ”virkeligheden” men at kende den inden man selv havner i den tror jeg er en illusion.
    Selvfølgelig skal man fortsætte med alt det man har lyst til og bliver glad af – uanset om det er det samme, som man har gjort før i tiden eller det er noget nyt – og måske med nye legekammerater. For mig at se er der kun mulighed for at være i nuet, med alt hvad det indebærer, hvis man virkelig vil føle sig levende. Den følelse tror jeg ikke har så meget med fysisk alder at gøre. Og har man ikke fundet den endnu – så keep looking! Den er det hele værd.
    50+(2)

  6. Hmmm. Det har nu altså sine fordele, sådan at entrere rynkeland. Jeg nævner bare i flæng:
    – Man gider godt flirte og smile igen, når der endelig er en der gider at vise én opmærksomhed og man sætter stor pris på et håndværkerpift, når det nu sker.
    – Man skal ikke længere føre samtaler med mænd, der samtaler med ens babser.
    – Man kan kærligt se henover læsebriiillen på den unge mand foran én og sige: “Ved du hvad unge mand, nu skal du høre!” Og de lytter.
    – Man går ikke i panik, bare fordi man ikke har sæsonens støvler, dem fra sidste år dur stadig.
    – Barnsyg, hentebringekabale og hvem skal nu hjem hos hvemkoordinering? Man kan smile overbærende og sige til de yngre kvinder: “Oh, hvor jeg husker det!” og skride hjem og smide sig på divaneseren.
    – Man har al ret i verden til frisørbesøg, gode bh’er og den slags. “Vil du måske ha’, at jeg ligner en hængt kat?,” hvisker man bare til manden.
    – Og sex’en! Don´t get me started. Måske er man mere flydende, men bestemt også mere nydende!

    Brug for flere argumenter?

    Hilsen mig, 46 snart 47

  7. Kan man godt være vild med både dig Maren og din gæsteblogger???
    Jeg beundrer kvinder, der er kvinder og lever det liv, de ønsker også selv om de er 50+, 60+, 70+.
    Det handler ikke om alder, men om mennesket og lysten til livet!

  8. ok ha ha! Da jeg læste bloggen, om Winnie med knogleknæ der ligner en gammel hængt kat, havde jeg et billede af Dame Edna i hovedet – eller rettere sagt Dame Ednas assistent. Og så måtte jeg jo ind og se Winnie på hendes blog – ha ha ha ha. Det var vist så langt væk fra billedet i mit hovede som man kan komme. Der er absolut intet Dame Edna over Winnie – smuk og en hel del yngre end jeg havde forestillet mig ud fra sjov selvironisk beskrivelse :o)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s