Brist

Jeg har en brist, som nu også går ud over jer. Det er en brist, som har gået samtlige kærester og bedstevenner på de sidste tyve år.

SÅ SVAR DOG, har de alle sammen på et eller andet tidspunkt stået og råbt til mig. Men det er ikke fordi, jeg ikke svarer, jeg driver dem ud i afmagts-råberi – jeg svarer bare inde i hovedet.

Det gør jeg også med jeres kommentarer. Jeg læser dem alle. Mange af dem endda højt for Smukke Allan. Så griner vi højt og jeg svarer jer. I hovedet. Og så glemmer jeg alt om det til jeg ligger i min seng om aftenen, så svarer jeg jer igen. Gæt selv hvor?

Nå, men jeg skriver egentlig bare dette for at sige, at jeg godt ved at jeg skylder sådan cirka 40 milliarder svar på fede kommentarer, I er kommet med. Og for at sige, at I må aldrig aldrig ALDRIG holde op med at kommentere, for det er dét, der gør det så satans sjovt at blogge!

Reklamer

12 responses to “Brist

  1. hehe… min mand siger præcis det samme til mig. Og jeg svarer… i hovedet. Det er da skønt at høre, at der i hvert fald er en anden, som også er sådan.

  2. Hmm… Hos os er det mig, der må sige(/råbe) ‘Så svar dog’, for min mand har den samme brist. Og jeg må sige, at det ind imellem er ganske belastende at skulle gætte, hvad der bliver svaret indvendigt!!!! 🙂
    Men men… Jeg kan nu, ud fra et tidsmæssigt perspektiv, godt forstå, du ikke svare på indlæggene. Der skal jo også tjenes penge til døre!!!

  3. Men i det mindste taler du stadig i hele sætninger? For tiden ser jeg tit familiemedlemmer stå og kigge intenst og spørgende på mig. Og når jeg spørger ‘hvad?’, siger de fx, at det var mig, der var midt i en sætning, jeg pludselig stoppede i. Hmm … måske hovedtaleri og -svareri hænger sammen med mængden af amning og børn, der sover i ens seng om natten?

  4. Jeg er glad for at du skriver om det her med at svare Maren, for så synes jeg, at jeg med rette kan stille følgende blog-spørgsmål: Er det ikke god blog-etikette at svare? Ikke at du skal have dårlig samvittighed over ikke at have gjort det, jeg har bare tænkt over det, for der er en del derude, der ikke gør det. Jeg forstår i princippet godt, at man måske ikke kan svare alle kommentarer, når man nu er Maren (og har en fed, sjov og underholdende blog, hvor mange kommenterer). Men alligevel: er det så ikke det, der gør det sjovt at blogge? At det ikke kun er envejs? At der rent faktisk kommer noget, der minder om en dialog? Hvad synes du og I andre? Og hey – det er VIRKELIG ikke for at give dig dårlig samvittighed – det er bare for at blive lidt klogere på blog-mekanismerne :-). Louise

  5. Jeg synes det er god stil at svare. Ved ikke om det nødvendigvis er dårlig stil ikke at svare. Men jeg synes i hvert fald selv det er skægt, når jeg skriver kommentarer og bloggeren svarer på min kommentar. Det giver mig lyst til at skrive flere kommentarer. MEN altså … alternativet er at jeg ikke når at skrive et indlæg fx. Og så ved jeg godt hvad jeg prioriterer – men syntes bare lige I skulle vide, at jeg altså læser dem flittigt – faktisk tit flere gange.

    Mit svar til dig er, at JO jeg synes man skal svare på alle kommentarer. Når man kan 🙂

  6. 🙂 Du er tilgivet, for du har altså en ‘djævelsk’ dejlig form for humor på din blog, og det kan man vel ikke få for meget af i disse tider….. 🙂
    Keep up the good spirit!

  7. At svare eller ikke at svare på en kommentar på en blog, har jeg ikke den store holdning til – mener egentlig ikke at man er forpligtet, eller at det er dårlig stil at undlade. MEN! Jeg synes det er virkelig dårlig stil, når folk ikke svarer på invitationer og lignende henvendelse. Selv i forhold til venner som jeg ved altid svarer i sidste øjeblik – eller slet ikke – synes jeg at det er mangel på respekt og jeg mister lidt lysten til at inviterer, for så hænger jeg med en åben aftale i flere uger, hvor jeg reelt ikke ved om det bliver til noget eller ej.

  8. Jeg kom til at tænke på noget, du svarer mig bare i hovedet ;- )
    Kan man ikke bestille et blog indlæg? lidt som 4 x nudler hos Kina manden!

    Jeg kan læse du bor centralt i en større by, og her står jeg mor til to trolde på 10 og næsten 6 år, og skal rive dem op fra deres rod på landet hvor græsset bare er mega grønt, mor har studeret og derfor været mega meget hjemme, venner i flæng og sol, strand, pool og sommer året rundt nærmest. Ja helt lyserødt og idlyllisk lyder det pludselig til, her mens man står på sine skælvende mor ben og skal flytte. Jeg har næsten glemt det perspektiv om hvor røvrygt det er at bo i en sådan lille by, og at man kunne være professionel racer kører med alle de km man kører dagligt for at besøge veninder i storbyen og mindre byer omkring. Mens de sidder med en lækkert kop kaffe og man tænker på at man skal tælle køer på vejen hjem, mens kroppen skriger på brunch, byliv og lejligheds livet hvor der ikke skal slåes græs, plukkes æbler, skrabes blade sammen mm.

    Men mens mine mor ben skælver, hænderne ryster og sveden i håndfladerne bræder sig, fordi jeg er panisk angst for at gøre mine børn ondt ved at flytte dem fra det gode landliv til det stygge by liv, fordi mor har brug for brunch baby!! (den sætning lød meget bedre inde i mit hovede!) nå men jeg prøver at være fornuftig og tænke på at der er bedre skoler (statistik er altid godt at forholde sig til!), mulighed for gumnasie tid uden man skal ride 20 km på en ko for at komme frem, hyggeligr mor og tøse timer på cafeér, en mor og far som ikke knokler på hus, have osv. Men nyder den lækre nye lejlighed og slotsparken (og knokler røven ud af bukserne for at kunne bo i byen med de priser, men det behøver vi ikke nævne så højt for hvornår er der så tid til alt det andet?).
    Nå MEN (jeg kan det der med at være kort fattet hva!) så tænkte jeg på at bestille 4 x kina mad her hos dig, en fortælling om det FANTASTISKE byliv for børn og familier!? fyldt med gode argumenter, punkter og fakta som en mor kan holde tæt ind til hjertet når hun vakler lidt på de usikre nye by ben!

  9. Jeg har nu svaret dig inde i mit hoved … og vil gøre et tappert forsøg på at få det formidlet ud i form af et blogindlæg inden januar rinder ud.

  10. Tak for dit tanke svar :- ) Det vil jeg GLÆDE mig til at læse.
    Imens ruller jeg lige ind under sofaen, i fosterstilling og græder lidt i glæde over at JEG SKAL FLYTTE, som i JEG SKAL SGU FLYTTE!! mens jeg panisk hikser over præcis det samme. SHIT det er farligt det der flytte noget med børn, når man selv er top trygheds narkoman.
    Jeg ruller først ud igen fra sofaen, når du har skrevet dit indlæg ;- )

  11. Rina, nu er jeg ikke mor og der skulle gerne gå et par år inden jeg bliver det, men jeg tror ikke du har noget at bekymre dig om 🙂 Jeg er 23år og er vokset op på landet. Det var super fedt at lege krig i baghaven (med 2 søer, ja tak) osv, men mine veninder der er vokset op i KBH siger at det har været super fedt. I bund og grund tror jeg at hvis man har gode forældre er alt andet ligemeget i det lange løb. Derfor ikke sagt at man ikke reagerer på ting, men en dag er de jo voksne og der gør det nok ikke så meget. Og både landliv og byliv har vel forskellige fordele og ulemper.
    Nå, det var lige noget af en smøre, du sikkert ikke kan bruge til noget, men jeg har selv tænkt over det da jeg begyndte at studere i KBH.
    Håber alting forløber godt 🙂

    Og Maren, nu gider jeg jo ikke fortælle dig hvor god din blog er, hvis du alligevel ikke svarer mig 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s