Mon de andre også har opdaget, hvor gammel jeg er?

KLUMME FRA JP  

Det er torsdag aften. Og jeg skal til koncert. Babysitteren er kommet, lidt mascara på vipperne, en klat gel i håret, kæresten i hånden – og så afsted. Det er bandet Bauhaus, der spiller, et dystert, punk, goth-agtigt band fra 80’erne, med så deprimerende musik, at jeg var overbevist om, de for længst havde begået selvmord. Derfor var glæden stor, da jeg opdagede, de var blevet gendannede og havde tænkt sig at fyre to timers welt schmertz af nede på Vega. Jeg hørte dem dag og nat, dengang jeg var ung, sort og goth som bare fanden. Hertil skal måske tilføjes, at i en sønderjysk provinsby sidst i 80’erne betød ”goth som bare fanden” en sort rullekrave og en lidt slidt buks. Og hvis man var rigtig fræk, fyrede man også en omgang henna i håret eller nøjedes med én ørering.

Så jeg har gravet min gamle ven ”rullekraven” frem, løsrevet mig fra mit smøre-mad-pakke-arbejde-købe-ind-lave-mad-peter-plys-godnatsang-forfra-igen-liv og går nu med forventningens glæde boblende i mig mod koncerten for at kaste mig ud i døds-dystert-dep-musik med alle mine ligesindede.

For sådan er det nemlig, forklarer jeg kæresten, mens vi traver af sted. – Har du først for alvor fattet finten med deppet-musik, er du sjælevenner med alle dem, der også dyrker det. Ja, også selv om du ser glad ud udenpå og går i almindelig tøj.

Det først tegn på, at vi nærmer os, er en ung mand med ravnesort hår, klædt i mørk kappe og med en teint som et stykke A4 papir. Han ser så nedtrykt ud, at han straks tænder mine moderlige instinkter. Jeg får trang til at give ham en kæmpe krammer og sige, at det hele nok skal gå. Min kæreste mener dog ikke, det er en god ide.

Det triste look er en del af outfittet, skat, minder han mig på. De næste, vi passerer, er en flok sortklædte piger med farvestrålende ”bregner” på hovedet, edderkoppespind op ad armene, smykker over alt og fuld skrue på makeuppen. Wauw. De står dælme skarpt. Jeg kan godt se, at jeg måske skulle have været lidt mere aggressiv med mascaraen og den smule gel, jeg har ofret på mit hår, har kun løftet det en millimeter fra min skalp. Jeg kan mærke et lille stik – for jeg ligner mest af alt en flad leverpostejmad ved siden af de tøser. Jeg skyder det dog hurtigt fra mig igen, selvom jeg måske ser lidt konet ud, kan jeg jo også godt være ked af det inden i, tænker jeg glad.

Den dybe bas begynder, forsangeren kommer ud og skruer op for sin karismatiske stemme: – I’m dead, I’m dead, I’m Dead.

Yeeeah, mig og alle mine ligesindede er ved at hoppe i taget af begejstring og ruller derudaf til de tunge rytmer som én stor homogen gruppe. Forsangeren drejer rundt et par gange oppe på scenen og afslører en begyndende måne. Vi lader alle som om, vi ikke ser det.

Efter to timer lakker det mod enden. Jeg har været så grebet af musikken, lidenskaben og den inderlige smerte, at jeg kun har tjekket min telefon syv gange for at se, om der skulle være panik-sms’er fra babysitteren. Første sæt ekstranumre dør hen, og klapsalverne gør, hvad de kan, for at få bandet på scenen igen. Jeg skæver hen til min kæreste og overvejer at foreslå, om vi ikke skal smutte nu, så vi kan få vores jakker uden at skulle stå i kø. For jeg er ærlig talt ved at have ret ondt i ryggen af at stå og kigge opad hele tiden. Jeg kigger på mine ”nye venner”, der hverken ser ud til at tænke på jakker eller rygsmerter. De har nok at gøre med at få hujet bandet på scenen igen.

– Men de skal vel heller ikke tidligt op med unger eller har et arbejde at passe, tænker jeg lidt surt. Og stivner. For jeg er pludselig blevet ti år ældre på et øjeblik. Her gik jeg og troede lidt på, at vi var ”et kød” her inde. Men det står nu ret klart for mig, at de bare er nogle små gymnasierotter. Og jeg er hende den lidt pinlige dame midt i trediverne, der prøver at være ung med de unge i en sort rullekrave. Shit, hvordan er jeg dog blevet så gammel, helt uden at opdage det? Og mon alle andre også har opdaget det?

Jeg bliver der, til sidste nummer er forbi. Ikke fordi jeg egentlig orker mere, men fordi det simpelthen er for tantet og for pinligt at gå før tid. Så ”goth” er det jo heller ikke, at være den første nede ved garderoben. Desuden vil jeg helst ikke afsløre over for kæresten, hvor gammel jeg er gået hen og blevet. Det kunne jo være, han ikke havde opdaget det …

Vi slentrer hjemad arm i arm. Tavse og tænksomme. Gammel eller ej, så tager det jo lidt tid at fordøje så meget intens smerte, som Bauhaus leverer. Jeg trækker min kæreste tættere ind til mig og spørger, hvad han tænker på. Han rømmer sig lidt. Åh, hvor jeg kender det. Det kan nogle gange være lidt svært at få sat ord på det aller inderste.

Jeg tænker på den ost, jeg købte tidligere i dag, og på hvor rart det bliver at komme hjem i sofaen og få en mad med den.

Nå, ja. Det er vist ikke kun mig, der er blevet ældre …

Ti tegn på at du er ældre, end du føler dig

Når forsangeren i dit yndlingsband har fået måne

Når du får kommentaren: Du holder dig sørme godt

Når du begynder at indregne eventuel overgangsalder som præventionsmiddel

Når du som en selvfølge er hold op med at ryge – og hoster når andre gør det

Når du generelt synes, at folk skal skrue lidt ned for musikken

Når du lige skal tænke dig om, når folk spørger, hvor gammel du er

Når du mindst en gang om dagen har en samtale med nogen om, hvor træt du er

Når det tager dig 3 dage at komme dig oven på en fest (der egentlig bare var en parmiddag med lidt god rødvin)

Når det fedeste ved lørdag aften er, at der kommer temalørdag på DR2

Når det at gå til koncert er så stor en begivenhed, at du bliver nødt til at skrive om det i avisen

Reklamer

16 responses to “Mon de andre også har opdaget, hvor gammel jeg er?

  1. Ha ha ha ha, fantastisk indlæg fra din hånd Maren.

  2. Sidder også og griner højlydt. 🙂 Hvor har du ret..

  3. Jeg vil gerne tilføje: Når du ser Søren Ryges programmer, og faktisk nyder det.
    Tak for påmindelsen om at jeg trods alt ikke er alene om at blive ældre.

  4. Jeg har vist været gammel, siden jeg var ung… Har i hvert fald som den eneste stået og headbanget til Metallica på Gentofte stadion i de tidlige 90’ere iført nydelig hindbærrød vindjakke, matchende tørklæde og pæne sko.

  5. Og når man, som jeg, der møder mødre på barsel hver dag gn. mit arbejde, bliver forundret, når man finder ud af, at de fleste, der får børn i dag, er ti år yngre end en selv…troede ellers vi var “et kød”. Særligt nu, hvor jeg selv har en på 3 mdr. Men det selvfølgelig også nummer fire. Og jeg er altså ikke fyldt fyrre endnu…der er laaang tid til…jeg mener, de sidste ti år har jeg været noget med 30 – det er da ikke så meget!!

  6. og når du overvejer om du stadig kan ha’ langt hår og dine veninder siger (og hermed sammenligner dig med – på trods af at hun mindst er 15 år+ ældre!) at Gunnbritt er da flot med langt hår, så det kan jeg da også bære….

  7. Man er slet ikke tvivl om at man er oldergammel, når man først har børn i teenageralderen….. suk. Ord som alzheimer og overgangsproblemer bliver dagligt brugt som våben imod én, når man ikke lige formår at holde styr på alle de megastore problemstillinger, der plager 2 velforkælede forstadsbørn ! Men næsten det værste er, hvis man kommer til at sige Nice, synes at noget nyt musik er helt godt at lytte til eller ved hvad de taler om, når de taler WOW’sk – glæder mig bare over at de bliver helt normale igen…. har nemlig én, der lyder helt fornuftig, der bor i en lejlighed, hvor der ikke skal kæmpes igennem med møjgreb for at komme ind i og som fortæller de to yngre at de skal slappe af i forhold til deres forældre, da vi har styr på det at opdrage børn……. Så ved man at der er lys forude med de 2 andre også !

  8. Jeg kan ikke lade være med hvordan man ved sådan en koncert antyder sin begejstring for musikken. For der er jo ikke meget weltsmertz over taktfaste klapsalver, hujen og jubelen, livsbekræftende dansen rundt og lignende glade tilkendegivelser.
    Dernæst tænker jeg at du ikke kan have været ret god til goth da vi gik på Reolskolen, for jeg opdagede da slet ikke at du var sort, dyb og mystisk. Jeg syntes du var noget så profant som sjov at være sammen med. Men nu var jeg selvfølgelig også meget glad i låget og meget lidt goth-agtig, så måske kunne jeg bare ikke tyde tegnene og troede du var morsom?

  9. Årh, hold da op Lotte Marie. Jeg havde da både rullekrave, hashblade i ørene og klamt henna farvet hår i gym. Det var sgu da totally goth i Sønderjylland.

    • Synd du så var veninde med mig, der slet ikke vidste du var sej og goth. Jeg havde en hashblad ørering fordi jeg syntes den var pæn – have haft den ret længe inden jeg blev klar over hvad det var.
      … er bange for jeg nu spolerer dit goth image endnu mere, ved at jeg var så totalt u-goth jeg ingengang genkendte tegnene.

  10. Monster sjovt indlæg Maren. Jeg kan simpelthen se det hele for mig.
    Og søndage efter et ordentligt gang-i-den-party er da efterhånden oz en ren ynk. Uhyggeligt så træt, ynkelig og pivset man er. Ikke som i de “gode gamle dage” hvor man kunne huje flere dage i streg !

  11. Hey …. man må altså ikke sparke til sig selv når man ligger ned!

  12. For fanden! Dine sidste indlæg er knivskarpt morsomme. I love you.

  13. Hahahhahaha – jeg HADER den der du-holder-dig-sørme-godt. Fik den for nylig af min gamle klasselærer. Jamen helt ærlig. Hun er sgu da 30 år ældre end mig.

  14. Er de sidste par år gået under ekstranumrene, når jeg har været til koncert og har altid følt mig meget gammel, men træt nok til at være ligeglad, når jeg som den første stod i garderoben i Vega, og ikke ku komme hurtigt nok hjem til barn/babysitter – Suk…..

  15. En til:
    Når man googler sine eks kærester og det første man tænker når man endelig finder et billede er ” hold kæft har jeg virkelig været sammen med sådan en gammel mand”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s