Killinger og kager er søde – not me!

Jeg synes det er en meget morsom og interessant diskussion, I har haft i kommentarfeltet i weekenden. Om litteratur, blog, kunst og om hvorvidt Hemingway skal have en flad, bare fordi han havde en kone.

Jeg synes ikke en blog er litteratur. Jeg synes det er en blog. Det er et helt unikt medie, som man slet ikke skal kimse af. Jeg elsker at blogge og gør mig også ret umage med ikke at kyle alt for ligegyldige ligegyldigheder på mine blog (lidt ligegyldig MÅ man have lov til at være, når man snasker rundt og tørrer næser det meste af tiden).

Men bare fordi jeg kan finde ud af at have en blog, betyder det ikke, jeg nødvendigvis også kan finde ud af skrive et større værk. At man kan skrive et større værk, betyder faktisk heller ikke, man kan finde ud af at blogge. Tror jeg. Det er, som jeg før sagde, sit helt eget medie – og når jeg selv surfer rundt i blogverdenen, er det lige som med skønlitteratur: Nogen falder jeg for, fordi de har et unikt talent for lige præcis at skrive inden for dén genre. Andre keder mig til døde – og jeg besøger dem aldrig igen.

Derfor har jeg nu alligevel i sinde at give det et skud, det med at skrive noget længere – og stjæler tid både hist og pist, har længe været allieret med verdens bedste skrivegruppe og har så mange noter og post it’s, at jeg finder dem i indkørslen og i mine børns lommer. Må se at få et lidt bedre system …

Derudover har herrerne ret, det gælder om at tage en beslutning. Vil jeg skrive et større værk, så må jeg sætte mig ned og skrive det – og holde op med at klynke over mine vilkår. Egentlig var mit seneste indlæg egentlig ikke ment som klynk, men bare et viften med fane om, at jeg gerne vil købe for en femmer tid og ro til at fordybe mig – så jeg for hundrede gang kan forkaste det, jeg skrev i sidste uge. Bliver man nogensinde tilfreds?

PS. Jan Olesen: Er du klar over hvor fornærmet jeg blev over, at du kaldte mine blogindlæg ”søde”. Du kan fandme selv være sød!