Morsdags-velcro

Det har været en af de weekender.

Hvor børnene har hevet i mig fra alle sider. Ikke samtidig, men hele tiden én. Var til konfirmation og måtte endda holde min tale med Anemone på hoften, fordi hun gik i mor-panik (Og nej, selv 18 kg på højre hofte får mig ikke til at holde kæft – snakke snakke snakke snakke, når som helst jeg får chancen). Men altså, man bliver virkelig træt af, at der hele tiden er én der står og klynker på én og har et eller andet problem, som de ikke vil have løst, men bare brokke sig over. Så når jeg prøver at tale med dem, bliver mit løsningsforslag bare til endnu et problem, som faktisk var værre end det første.

Efter en hel weekend med den slags, har jeg kun lyst til at sælge dem på det sorte marked og, som en backupplan, blive skilt, så de kan bo hos deres far, når vi får dem tilbage i nakken.

Hvis jeg ikke var så træt, kunne der blive en fin stribe tegninger ud af det her, som I så kunne grine af, mens jeg ligger i fosterstilling af udmattelse og græder. Men ser det ikke rigtig ske …

I går, på morsdag – som tog mig by surprise – fik jeg både chokolade og tegninger og hjerter og kys og de har flere gange i løbet af weekenden sunget sange om at jeg er den bedste mor i verden. Men hey, det er jo bare fordi de godt ved, de er nogle små røvhuller og prøver at sweettalke mig god igen.

Tog mit løbetøj på klokken 19.30 i går aftes, for jeg måtte væk og ud og luft og der var jo også noget med, jeg skulle løbe et løb snart. Da jeg var på vej ud, begik jeg den fejl, at sige godnat til dem. Men de sad jo der i sofaen og var helt nyvaskede og gnaskede på en kiks og så herresøde ud, så det var fysisk umuligt for mig ikke at kysse på dem. Hvilket gav mega bagslag. De lavede den vilde velcro på mig. Anemone hang som en koala om benet på mig og jeg kunne umuligt vriste hende fri. Tårerne var samtidig store og tunge sammen med et inderligt du må ikke gååååå mooor, du må ikke gåååå mooor, du må ikke gååå-å-å-å-å. Nåmenokay, så puttede jeg dem først. God nok idé der, hvis det ikke var fordi de hver havde gemt en lille pose røvhulleri, til at skyde af i overtræt tilstand. Løb som en idiot fra seng til seng i halvandentime. HALVANDENFUCKINGTIME! Hvilket jo også er en slags løb, men ikke lige det jeg havde brug for. Klokken 21.30 tog jeg løbetøjet af igen uden at have været ude for en dør, lagde mig på sofaen og spiste alle de fyldte chokolader, jeg havde fået af dem, med en fornemmelse af, at jeg kraft edme havde fortjent hver og en af dem. Faktisk burde den have været dobbelt så stor + ungerne burde stæse rundt om de søer + jeg burde indkassere vægttabet for deres motion.

Reklamer

19 responses to “Morsdags-velcro

  1. Åh Maren… Det er jo absurd, at man kan sidde med smil på læben og samtidig mærke helt dybt ned i maven, hvordan du har haft det. For man er der jo – mange gange om ugen, om dagen og går fra skrig og hyl til kys og kærlighed – og tilbage igen. De er nogle små rædselsfulde bæster, som man elsker noget så rædselsfuldt meget… Men tak fordi du får os til at se på det med skøn skøn humor! TAK

  2. Du har min fulde sympati – sådan en weekend havde jeg også – men heldigvis var der een der havde løst til at løbe i kiosken FOR mig for at hente Stracciatella is *slurp*

  3. tænker tit på at lave en blog …. men det behøvs ikk for jeg kan bare læse din! 🙂 …… jeg nåede dog ikke at få løbetøjet på ….. kan ikke mindes at jeg har set det i 5 mdr!

  4. Det er lidt som om, de er kæmpestore myg sommetider ikke? Nuttede myg, jaja, men de summer om hovedet på en, og så skal man sidde på sine hænder og arme for ikke at baske arrigt med dem og skabe bare lidt rum om sig selv. Men konfirmation – den alder – er de ikke seje? Var til 15års fødselsdag hos niece i lørdags, hvor hendes venner rejste sig op og holdt tale for hende om, hvor god en ven, hun er. Hvis bare ens myg bliver sådan en myg, så er der håb…
    Sympati-mandags-skulderklap herfra også.

  5. Åh hvor skrækkeligt. Jeg føler med dig! Min ellers ret højlydte datter får sådan en uhørlig hviske-mumle-brokkestemme, hvis vi er ude og hun fx ikke ved, hvad hun skal lave eller ikke gider lege med de andre børn. Det er garanteret kun for at få mig til at stikke hele hovedet ned til hende, så hun kan montere armene rundt om min hals. På den måde bliver jeg kvalt, hvis jeg strækker mig til voksenhøjde igen.

  6. Hvad med at sige nej?
    Både så at de ikke føles som burrer – hvilket jo egentlig ikke er en ret fed følelse at have som barn, og for at du kunne få noget luft og egentid?
    Det er også en måde at lære dem, at man godt må tage noget til sig selv, selvom man har børn (kan blive gavnligt for dem engang, når de får børn).
    Og ja.. jeg har selv børn… to på 19 og en på 7 år, der stadig gerne kræver – og ind imellem får de altså et nej.
    Der er alt for mange børn i Danmark, der ikke få nej – og det gør det f.eks. ret umuligt for mange lærer at undervise.
    Håber ikke, du tager dette for personligt eller hårdt – men strygen med hårene er sgu ikke altid til gavn 😉

  7. Nogle gange kan NEJ jo forstærke velkro/burre/myg-effekten så meget, at næste skridt ville ligne vold (forstå mig ret). Og så er der også den der med at vælge sine kampe. Men det er selvfølgelig en (sprængfarlig) diskussion med ekstremt mange aspekter.

  8. Man kunne læse mellem linierne og konkludere, at du endnu en gang fandt en undskyldning for ikke at komme ud og løbe? 🙂 Og forstå mig ret – for jeg forstår til fulde dig. Men næste gang så husk, at hvor absurd det end lyder – så giver det energi at bruge energi! En lille opmuntring til at tage løbeskoene på igen i aften og udnytte årets indtil videre varmeste dag til en løbetur efter dagens dont.

  9. *sympati-ikon* .. jeg har kun EN og han pylrer SÅ meget i øjeblikket at jeg er ved at blive VANVITTIG! Føler det som om han hiver AL energi ud af kroppen og efterlader en tom skal som så fyldes med vrede i stedet. HERLIGT! Glemmer dog det hele når han sidder og synger ved morgenbordet: “moar er søøøøøøød” (vælger at ignorere at han to sek efter synger det samme om hunden) …
    Jeg siger nej tit, min kæreste siger endda at jeg siger det FOR tit … og han piver sgu endnu … (barnet, ikke kæresten … eller … også lidt kæresten)!

  10. Jeg vil aldrig have børn Ikke engang de lyserøde med blomsternavne. Nope. De kan glemme det.

    Jeg har til gengæld meget ondt af dig. Synes du bør æde mere chokolade.

  11. Maria – Ja, spændende emne 🙂
    Men ingen er glade for et nej – det er jo derfor, vi også skal være med til at lære dem at håndtere det tidligt.
    Jeg tror bare, det er sundt for både voksne og børn, at vide og mærke, at det er de voksne der bestemmer. Det giver børnene frihed til at være børn.

  12. Det er så hvad man får ud af at dyrke sex med mænd. Var lig’som hvad jeg troede, det hjalp jo ikke mig. Men så er der nogen der snakker om ægløsning, og jeg tænker hvad? de bimler sgu da altid, så jeg troede jo de var så løse at de var ved at falde af.
    Håber velcrotøjet er væk, som i borte tit tit kommer aldrig tilbage. Kun når du selv tager det på.

  13. Og så sidder jeg her og dypper malurt i bægeret. Efter en weekend med min veninde, der mistede sin 5-årig søn i en trafikulykke sidste år står dit indlæg i skarp kontrast til det hun ønsker sig allermest, men aldrig får igen. En lille velcrounge, der hænger fast på hoften. Så husk at påskønne det en smule næste gang du og andre synes, at børn er nogle små bæster. Var de der ikke længere ville tårer, snot og savn fylde alle døgnets timer.

  14. Næh, Mette, det har du da fuldstændigt ret i – sådan er det jo også med mødre, når man f.eks. synes at ens mor blander sig liiiige rigeligt – om man er 17 eller 27 eller 47 – så burde man påskønne, at man har hende. Jeg har flere veninder, der har mistet deres mødre – for tidligt.

    MEN – der skal altså også være plads og ret til at sige ‘hoooold-nu-op-jeg-blir-små-sindsyg-jeg-må-ha-mig-tid’ for lige meget hvor meget man knuselsker sine børn, så er de andre følelser jo ligeså ‘valid’.
    …og så er jeg ret så overbevist om at Maren ikke ville bytte sine blomsterbørn væk for noget som helst…

  15. Siger du nogensinde “Nej” til dine piger? Ellers var det måske et forsøg værd…

  16. Bedste tanker, de dage er der også, og synes det meget tilladt at sige det højt på en blog, for ellers ender man med at sige det “for” højt til sine elskede børn, og de er ikke tjent med at få skældud for at ville sine forældre.
    Men enig med andre i, det var din tid og sikke noget møg den forsvandt, måske kunne smukke Alan lige have skovlet dem i seng og støttet dig i din løbetur, ala – “Mor skal løbe nu, men hun kommer snart tilbage, og kysser jer igen når i sover.:D ” Hvad lavede han imens du løb fra barneseng til barneseng?

    Synes det gør lidt under målet at sammenligne savnet af en smule alene tid, med én der har mistet sit barn i ulykke, at Maren skriver hun savner mig tid, gør da ikke at hun ville undvære pigerne for altid.
    Flere kram og mange tanker.

  17. “En lille pose røvhulleri” er det bedst rammende udtryk jeg længe har hørt. Hurra for at det lige kom ind i mit ordforråd – og har de ikke altid sådan en lille pose i baghånden når dødsstødet skal indsættes. I think so

  18. Er bare røvirriterrende møg-enig i ALT hvad karina skriver i sin kommentar!!!!!!!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s