Kommentar til kommentarer

Det var da nogle rædsomme kommentarer, I skrev i går. Her gik jeg og troede, at vi var her for at hygge os. At det bare gik ud på, at jeg sagde noget og så var I enige. Sgu da ikke at jeg skulle til at forholde mig til mit liv og mit moderskab og have sandheder at vide og for fanden da!

Var ved at gribe til tasterne flere gange for at holde en længere forsvarstale, men gav op hver gang, for I havde jo ret. For fanden da, igen.

Se, det startede meget godt med Nanna og Anne og MetteG og Maria og Mai, der også kender til irriterende brokke-børn og vanskelighederne ved at få løbet og the power of at spise noget med sukker. Var endda ret begejstret for Marias sammenligning med store irriterende myg og børn. Skide hyggeligt som altid.

Men så kom Godte og mente jeg skulle sige nej til mine børn. Det er jo ret meget oppe i tiden at man skal sige nej til de unger, og jeg tænker altid at siden, det er noget, der generelt er et problem, er jeg nok også dårlig til det. Desuden siger Allan jeg er alt for softy over for de unger og jeg lader dem vade ind over mine grænser alt for ofte. JAMEN DE ER JO SÅ FUCKING SØDE!

Alligevel tænker jeg, at jeg har godt nok fat i de nej’er. Fik da sagt både nej til at gå ned i kælderen og finde Anemones vinterjakke her til morgen, for den ville hun edder broderm’e have på i dag. Og til at køre hjem og hente de seje grønne strømper, hun havde glemt at få med ned i børnehaven, som hun lavede flitsbue over i garderoben. Og til at hun måtte blive fri for at tage solcreme på. Og fik halet hende væk fra håndvasken, da hun ville vaske det af igen. Men sagde ja til at Mynte godt måtte spise sin aftensmad under tørrestativet i går, fordi jeg er ligeglad med hvor hun spiser. Ved godt der står i håndbogen for børn, at aftensmaden skal indtages ved bordet sammen med resten af familien, men har bare så svært ved at være autentisk i min opdragelse, når jeg er røvligeglad med hvor hun spiser. Nå, men måske havde jeg kørt hjem efter de sokker, hvis Godte ikke havde prikket til mit ømme punkt. For jeg ER helt sikkert for blød over for de unger.

Mette Kirkeskov Jensens kommentar var jeg ikke glad for. Kunne det virkelig tænkes, jeg greb chancen for at slippe for løbeturen? At havde det været en biograftur, ville det ikke have været så vanskeligt at råbe ”So Long unger? Oh damn you Mette K! Mandag eftermiddag skreg Anemone igen at jeg ikke måtte gå, da jeg stod i mit løbetøj. Ti minutter senere var hele hendes tårevædede lille ansigt tværet ud i vinduet da jeg alligevel løb, fordi sandheden er ilde hørt(6,8 km thank you very much).

En anden Mette havde hjertet uden på, fordi hun havde været sammen med en veninde, der havde mistet et barn. Hvilket fik mig til at give mine børn et ekstra kram. Jeg var sikkert ikke den eneste. Både Anne og Karina og fik sat tingene i et andet perspektiv, så jeg slap for at skrive det. Karina var desuden ude i at Smukke Allan skulle komme ind i kampen og fyre de unger i seng, så jeg kunne løbe. Hvor gerne jeg end ville, kan jeg ikke give Allan skylden. Han sidder netop ved siden af mig og velcroungerne og siger: ”Løb nu bare, så giver jeg dem en giffel, hvis de skriger så meget de ikke kan få luft”.

Og kan I så give mig ret igen! Magen til dårlig stil at have selvstændige meninger! (Smiley)

Reklamer

17 responses to “Kommentar til kommentarer

  1. Sådan Maren – 6,8 km. – det er fandme godt gået!!!! Du er støt på vej mod de 10 – det bliver den rene leg 🙂

  2. Helle sandby

    Maren – det var verdens bedste kommentarer til kommentarer….

  3. Det bliver nemmere med tiden 🙂 Næste gang hyler hun “kun” i 9½ min… Hang in there!!!

  4. Hørte i morges mig selv råbe med en stemme jeg aldrig har hørt før, fordi den 2½-årige var så helt afsindigt irriterende lige inden afgang til vuggestuen. Hvor jeg knap 15 min. senere var ved at tude over hvor sød han var da han gik ned i knæ og sagde “hej skal jeg hjælpe dig” til en af de små, der baksede rundt med en alt for stor bil. Ellers mangler jeg vist tit lidt velcro på barnet. Måske fordi han er en dreng der ikke gider kramme så meget. Så hjemme hos os er det mor der er en myg. Og far griner højt og tørt over alle de principper om opdragelse jeg havde inden vi fik drengen og deres manglende udførelse nu.

  5. Er sandheden om børneopdragelse ikke, at der ikke er nogen sandhed? Det handler derimod blot om at finde den metode der udløser mindst skrig og skrål….

  6. Pis med dig Maren altså… Jeg havde sgu regnet med dig i tykt og tyndt, og så begynder du at stramme op. Jeg er ikke helt sikker på at min stalker forelskelse holder, når du ikke længere er blid og nem. På den anden side er eg totalt vild med konceptet om aftensmad under tørrestativet! Det er det nye sort! 🙂

  7. 😀 Men koden er jo kærlighed. Også nok kærlighed til at sige nej ♥

    Gu’ er det da lige meget, hvor hun spiser og den slags – men det er altså ikke lige meget, at du lader dem give dig så dårlig samvittighed, at du ikke får mulighed for lidt tid for dig selv.

    Og resten er jeg da – næsten – enig i 😉

  8. Nåhja.. når man ikke siger nej, er det så i virkeligheden fordi man ikke vil skuffe dem eller fordi man ikke orker konflikten?
    Så er det for barnets eller ens egen skyld? O:-)

  9. Jeg så godt nogle af de senere kommentarer i går. Man kan selvfølgelig kommentere, som man vil, men jeg synes nu, det er lidt ufint at kritisere din adfærd, når indlægget er skrevet i en morsom, ironisk og måske lidt indforstået tone? Det er ikke ment rygklappende, mere ligesom at jeg virkelig synes, det punkterer en vits fuldstændig, hvis der er nogen, der analyserer den. Kom igen!

  10. sejt løbet – vi ses den 19. iført spandex og uden velcro – for jeg løber uden børn denne gang.. (ikke med jeres billet dog, selvom jeg burde have vidst, at man ikke skal sige nej til en give-away det giver dårlig karma), selvom jeg i søndags løb mit første kvindeløb sammen med min datter på 12 år og det kan anbefales selvom hun hang lidt på mig (velcro igen) noget af tiden så klarede vi den sammen på under 35 min for 5 km – du kan ligeså godt træne dem tidligt til at løbe med dig 🙂

  11. Sådan Maren, godt løbet, godt nej’et og godt svaret 🙂

  12. Sikke mange kommentarer til din kommentar til kommentarer (okay stop!)

  13. Åh – altså jeg er jo en af de skrappe og orker simpelthen ikke, at alting altid er til diskussion.
    Engang i mellem er et nej altså et nej (selvom vi er nogen, der betragter det som et kvart ja og oplæg til forhandling, så gælder det ikke børn)
    De skal jo også kunne begå sig i samfundet som voksne, hvor er der jo også er regler og grænser.

    Men ok. De dage man ikke gider kampen, stemmer jeg for smukke Allans metode med giflen. Det er sgu meget snedigt! 🙂

  14. Maren, please fortsæt din dejlige bløde stil. Jeg ville så gerne være en af dine blomsterbørn, hvor et nej skal give mening og ikke bare være et nej for nej’ets skyld. Derfor aftensmad under tørrestativ. Onkel Anne – du har ret, det er det nye sort.

    Jeg har diskuteret det til uendelighed med diverse mennesker (mødre, fædre, bedster og fuldstændig uvidende kommende forældre), og mit svar på konsekvens/nej-diskussionen er blevet kortet ned til: jeg er meget konsekvent med at være en blød mor – det giver bløde, følsomme og velargumenterende børn. Og dem kan vi ikke få for mange af her i denne verden.

  15. I love it….simply love it..

  16. Enig med Helle Sandby. Kører vist enig-stilen nu. Og hvor jeg grinte af din holdning til hvor ungerne spiser deres mad! Jeg har det på samme måde med yngsten – lige nu fungerer det bare skide godt at hun får sin tallerken hapsere hen på sofabordet og så kører hun ellers ind a la stående buffet. Sætter jeg hende i højstolen vil hun straks ned og lege istedet…

  17. HI! Jeg griner altid af dig, Maren, og troede EGENTLIG ikke du rigtig mente det dér med at ha puttet i 2½ time eller hva det nu var… gider du virkelig det? måske er jeg sådan en der siger nej, selvom jeg må indrømme at det er svært når ens 4½ årige prinsesse mod slutningen af putte-seancen lægger armene om halsen på en og siger med den blødeste stemme i VERDEN, at det bare ville være såååååå hyggeligt “hvis du ville sove herinde i nat, mor.” Heldigvis VED jeg, at det ikke er en SKID hyggeligt, fordi hun ligger halvvågen og jeg ligger helvågen det meste af natten, fordi hun skal nulre mit øre til skumfidus!
    Nå, men det m. tørrestativet lyder spændende – hvordan undgår du at få pasta-kødsovs på blondelingeriet??? Hvis jeg ku vælge ville jeg spise hvert eneste måltid ALENE i min pensionist-seng! KH Lisbeth

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s