De fine øjeblikke og de fine væsener

Når man har børn, så er der øjeblikke, hvor man bare ved at alt går godt. Hvor man ved, noget er lykkes. Det er små bitte stunder. Ikke noget man kan planlægge sig ud af eller på anden måde forcere. Jeg oplevede sådan et øjeblik i fredags. Havde hentet de to store, der, med det samme jeg trådte ind i skolegården, ville elske mig for evigt, hvis de måtte få lige præcis dén veninde med hjem. Hvor jeg måske ikke er verdens bedste til forudplanlagte legeaftaler, er jeg virkelig nem at overtale til de spontane. Hvilket de godt ved. Når Allan henter, kommer han kun hjem med to børn. Sine egne. Når jeg henter, har jeg gerne ladcyklen fyldt med alle de børn, der stod i en radius af 10 meter fra mine børn. Dog ikke i fredags, for jeg var gående. Derfor måtte dem, der gerne ville med hjem, også sætte det ene ben foran det andet.

Det var, da jeg gik bag 2X2 vendinder, der det meste af vejen hang om halsen på hinanden, jeg pludselig kunne mærke det: De har fået venner. Bedstevenner. De virker socialt. Jeg har ikke fucket dem op!

Eneste problem ved at have veninder med hjemme er, at der jo ikke er nogen, der gider have mindstesøster hængende som en koala om benet. Altså måtte jeg være hendes ven. Anemone ville gerne spille Trivial Pursuit. Og sorterede ivrigt kortene i de rigtige farver. Vi gik igang.

Det er en særlig oplevelse at spille trivial med én, der stædigt holder på, at som mælk kommer fra en ko, så kommer ost altså fra mus. Men nu er jeg ikke typen der gider spille lade-som-om-spil. Næ, hvis man vil spille trivial, så spiller vi trivial. Derfor stillede jeg hende nødvendigvis de spørgsmål, som svarede til det felt, hun var landet på. Som for eksempel: “Hvilken ø blev filmen Pelle Erobreren indspillet”. Hun klarede sig ikke så godt. Og da hun kun kan sporadiske bogstaver i alfabetet, er det med at læse også rimelig op ad bakke. Jamen så måtte hun jo bare selv finde på spørgsmål til mig, sagde jeg. Uh, det knagede i den lille hjerne for at finde den rette udfordring til mig. Hun kløede sig håret. Kiggede op til højre. Til venstre. Rømmede sig. Holdt højtideligt kortet foran øjnene. Og spurgte så: “Hvad hedder Mynte?”

Needless to say, at jeg vandt. Og at Anemone høstede så mange kys og kram, hun til sidst skreg, for at være verdens fineste lille væsen …