Man skulle have været der. Gid jeg var.

Jeg havde engang en ven, der blev sur på mig. Før han blev sur, var han den, jeg havde det aller sjovest i verden med. Fattede aldrig helt hvorfor han blev sur. Vi blev også venner igen. Men kunne mærke han stadig var sur sådan inden under alt det, der var sjovt igen. Tror han er faldet tilbage til sure. For det var nemlig min skyld, dengang han oprindeligt blev sur, sagde han. Næ, sagde jeg. Jo, sagde han. Og sådan blev det. Han havde sikkert ret. Jeg drak meget lambrusco dengang og når man vælger at indtage den slags, tænker man muligvis ikke så klart. Hverken før eller efter man åbner flasken.

Forleden mødte jeg ham. Det var i et lyskryds. Han var på ekskursion i byen med sit arbejde. RING TIL MIG råbte jeg efter jeg glædesstrålende havde kastet mig om halsen på ham, vanvittig af begejstring over gensynet. Jo, han ville ringe inden han forlod byen igen. As if.

Jeg savner ham tit, for han grinte af de samme ting som mig. Især når vi begge var trætte, som jeg er nu. Så sagde han altid åndssvage ting som: ”Nå, jeg går i coma, skal du have noget med?” og fik mig til at fnise højt. Han kunne også tage et bid af et æble, sådan et næsten bid, så bidet lignede en sur mund, der kæftede op om hvad som helst. Han var virkelig morsom, når han talte som et surt æble. Man skulle have været der. Gid jeg var.Vi så også Glamour i fjernsynet. Uden lyd. Så lagde vi selv stemmer til. Han var en pragtfuld Sally. Når jeg skulle være Macy, der svarede Sally, grinte jeg ofte så meget, at jeg ikke kunne sige noget.

Det begynder at lyde som en nekrolog det her. Det er det måske også … Farwell you funny and fine friendship. R.I.P.

Reklamer

15 responses to “Man skulle have været der. Gid jeg var.

  1. Åh altså nu mindede du mig lige om at jeg også har sådan en . Men der var det bare min skyld. Så kunne jeg lære det. Skulle man tro.

  2. Uden tvivl – han var/er forelsket i dig! Måske?

  3. Det gør ondt helt ind i hjertet at læse om, om du eller han eller ingen af jer var forelsket er så ligegyldigt, så elskede i bestemt hinandens venskab, det tydeligt at læse.
    Mange tanker til trøst og forståelse skal du have, selv om de nok ikke kan hele netop den slags hjertesorg.

  4. Forelskelse, tror også det er derfra surheden kommer. Og hvor er der ærgeligt for sådan et fint venskab:(

  5. Årh det kender jeg godt… Det der med at miste et venskab, der ellers føltes helt perfekt engang. Det gør en trist helt ind til knoglerne.

  6. Hej Maren!

    Du skriver simpelthen så underholdende, lækkert og ligetil, og det er en fornøjelse at læse din blog. Ved dette indlæg får du jo nærmest mig til at ønske, at jeg også var der! Han lyder jo superdejlig, så – DAMN – hvor er det ærgerligt med jeres venskab.

  7. Kommer man nogensinde over det? Vil man nogensinde kunne mødes på neutral grund uden det giver et stik i hjertet og gråden truer med at kvæle den indånding der lige præcis skal til for at holde dig i live? Jeg tror det ikke! Desværre.

  8. Sådan en har jeg også. Og det var nok ret meget min skyld han blev sur. Men alligevel. Jeg har aldrig mødt nogen siden som jeg har kunnet grine med på den måde. Helt indforstået som andre overhovedet ikke kunne være med i. Ja, men så skulle der tages nogen valg og det blev ikke så populært. Nej. Men minderne har man da lov at ha’!!

  9. Måske ringer han. Du plejer da ikke at være så blottet for selvtillid.

  10. Sådan et venskab har jeg osse haft.. Godt nok ikke med mormor-vittigheder som coma.. Vi kørte til gengæld på Monty Python og Ørkenens Sønner..
    Det gik osse galt.. Det var fælles fejl.. Og det gør nemlig ondt helt ind i hjertet at have mistet en “soul-mate”‘s venskab.. Øv..

    Men måske sådan en nekrolog over venskabet kan hjælpe med at komme over det? Sådan helt terapi-agtigt? Jeg kan sQ stadig sætte mig og tude over at det gik galt.. Bare man ku sætte plaster på og så holdt det op.. 🙂

  11. Tror alle kender det der!

    Desværre…

  12. Havde engang sådan en ven – han blev VILDT sur over at jeg skulle giftes, og stillede de mærkeligste spørgsmål. Han var med til brylluppet, men gik uden at sige farvel – og jeg har aldrig set ham siden.
    Kloge hoveder påstår at mænd og kvinder ikke kan være venner, uden at mindst den ene vil noget mere (eller der er noget homoseksualitet involveret) – jeg ved ikke om det er sandt, men det er sgu ærgerligt.
    Gudskelov for brovtne veninder, der kan bøvse som mænd, og grine højt af sjofelheder 😀

  13. Årh, damn, Maren. Stik i hjertet. Jeg havde også en ven – en rigtig god en af slagsen, sådan én jeg kunne sove i ske med og tale med i timevis, mens vi røg 1000 smøger (det gjorde man dengang) – og jeg har sjældent lært så meget af et andet menneske, som af ham. Men han blev også sur – med rette – og sagde direkte, at han ikke ville være min ven mere. Det er syv år siden – jeg savner ham stadigvæk. Piv!

  14. Piv, det trak lige tårer frem i mine øjne. Jeg har nemlig også sådan en ven – eller rettere havde! Vi har været venner siden vi begge var 15 år og der var ikke et strejf af forelskelse. Vi var hinandens bedste venner. Han var også en min mands bedste venner. Så blev han desværre gift med en psykisk syg kvinde for 4 år siden og mistet kontakten til os, resten af vennekredsen og hans familie. Åh, hvor jeg sidder her og savner ham noget så inderligt.

  15. Den anden smukke Allan

    Come on. Han var forelsket, men så valgte du ham den lidt farlige, to år ældre med Puch Maxi’en, der røg smøger og var ude til sent. Nu er du hende, der bristede hans hjerte.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s