Min bedste lærer

Sidste måneds klumme fra Nettobladet Lime:

Min datters lærer er altid sur, siger hun. Jeg har sagt, hun må prøve at få det ud af ham og hans væsen, som hun kan, for lærere har hver deres måde at lære fra sig på. Hvilket både fik mig til at lyde som en gammel moster og til at tænke på de lærere, jeg selv har været udsat for.

Der var John, min klasselærer i folkeskolen. Som også var militærmand. Hvilket betød, han behandlede os som sin lille deling. Freunde der rote arme, MARCH, gjaldede det igennem skolegården – hvorefter 4.B marcherede på snorlige række ned til klasselokalet. Kunne vi ikke svare rigtigt i timen, blev vi straffet med en løbetur rundt i skolegården eller ti armbøjninger. Vi var en stærk klasse.

Til dansk havde vi Fru Hvass, som lærte os skråskrift og diktat på nazimåden. Hendes rolle blev i gymnasiet afløst af Fru Kiil, der, foruden at piske os igennem litteraturhistorien fra Oehlenschläger til Strunge, lod karaktererne dale for hver kommafejl vi havde. Seriøst, man turde ikke engang gå ud og tisse i de to kvinders timer. Den unge Maren ville ærgre sig over mine ord lige nu, for det var forbundet med angstens sved, hvis man mødte uforberedt op til deres timer – men de var uden sammenligning de lærere, jeg lærte mest af. Tror ikke jeg turde andet.

Men min yndlingslærer var Morten. Jeg havde ham til historie i gymnasiet. Han lærte mig noget helt andet end de andre. Nemlig ikke at tage livet så skide seriøst. Ikke at være så autoritetstro, når noget andet virker som en bedre idé.

Havde jeg misset en historietime og kom kørende med lommerne fulde af dårlige undskyldninger, dukkede jeg mig, hvis jeg mødte Morten. Hvilket han grinte højt over, for han syntes det så ret skægt ud med en bil uden fører. Dét lille stunt i kombination med min faglige indsats fik ham til at indstille mig til et legat, som jeg endte med at få. Mortens begrundelse for at jeg skulle have det var: ”For absolut underholdene og alternative svar, når hun bliver spurgt til lektierne i timerne”. (Jamen noget skal man jo for fanden sige, selv om man ikke har læst, ikke?) Min spansklærers eneste kommentar til at jeg havde fået legatet var at hvæse: “Du skal bare vide, at det altså ikke var mig, der indstillede dig til det legat!” Til hendes fortjeneste skal dog siges, at jeg efter tre års spanskundervisning stadig kan bestille to øl på spansk. Okay, måske tre, hvis jeg tænker mig grundigt om.

Nå, tilbage til yndlingslæreren: Før studentereksamen sagde han: I har alle fået en karakter højere end fortjent, for jeg ved, de andre lærere er lidt fedtede med tallene. Til eksamen tog han stribede strømper og matchende trøje på – for at muntre os, der var mest nervøse, op. Og når han fulgte os ind til forberedelsen, hviskede han til os, hvad vi skulle huske at sige. Mens censor kiggede ned i sine noter, nikkede eller rystede Morten gerne diskret på hovedet, når han stillede os et spørgsmål. Vi elskede Morten og gik alle ud i livet med følelsen af, at han også elskede os.

Siden har jeg hørt, han underviser i Horsens Statsfængsel. Der er godt nok ingen lærere, der har lært mig, det er godt at være i fængsel. Men er egentlig ikke sikker på, det er rigtigt, hvis man får lov til at blive undervist af Morten …

Reklamer

17 responses to “Min bedste lærer

  1. Sådanne mennesker gør den store forskel i livet. Mennesker, med hjerte og sjæl og som tør andre. Det er så vidunderligt og for mig kan jeg med sikkerhed sige, at havde jeg ikke mødt sådan en lærer da jeg var 10-11 år, så havde mit liv endt meget anderledes. Hun blev min “mor” og er i dag gudmor til alle mine tre piger ♥
    Tak til alle Morten’er og Pia’er i verden!

  2. Hvor var det en smuk og god artikel, Maren! Jeg har selv prøvet at undervise i 9 mdr – nogen tekstforfattere bliver nødt til at lave noget andet, indtil de lander det fede corporate kommunikationsjob – og jeg ville elske det hvis bare én af mine elever sagde noget lignende.

  3. Hurra for lærere som Morten. Dem kunne vi godt bruge mange flere af. Vil give dig ret i, at det, måske, kan være okay at sidde i fængsel, hvis man har en lærer som Morten.

  4. Fantastisk opmuntrende indlæg for en kommende gymnasielærer som ikke føler hun har styr på en skid af det faglige, men glæder sig helt vildt til at komme ud og arbejde med de skønne teenagere! Tak for det!

  5. De findes – lærere, der ka’ li’ elever, chefer,der ka’ li’ medarbejdere, mennesker, der ka’ li’ mennesker og tør vise det- hvis man ikke er bange for at tabe ansigt og autoritet, kan der ske fantastiske ting 🙂 – dejligt indlæg Maren, tak 🙂

  6. Hej Maren,
    Morten var fantastisk – var virkelig ked af det, da han stoppede og vi fik vores gymastiklærer til samfundsfag… Fed beskrivelse af Birte – haha kan lige høre hende for mig. Sjov blog i øvrigt!

  7. Nienke, jeg kender dig, gør jeg ikke? Sådan lidt. Sådan engang. Mørkhåret og med en far der også var lærer? Og i samme sorte klub?

  8. Uha Maren, det gør et kæmpe indtryk på mig, når voksne beskriver deres skoletid og omtaler de lærere, der gjorde indtryk både på den gode og på den knap så gode måde.
    Det er kraftpettervæltemig et stort ansvar, vi skolelærere står med i hænderne hver eneste dag – og vi har bare at leve op til det og gøre os umage med det HVER eneste dag. Da jeg fik en 1.klasse for seks år siden, var det også min første dag på den skole, hvor jeg har været siden – der var 28 elever i klassen og alle havde mindst 1 forældre med på den store dag. Der har nok været 50-60 mennesker i lokalet og jeg kampsvedte og var så spændt at man vist godt kan kalde det nervøs 🙂 Indtil det gik op for mig, at både elever og forældre var mere spændte end mig. De følte at DE skulle leve op til noget og gøre sig umage – og når alle parter i et samarbejde har det sådan, har man et godt udgangspunkt. Jeg blev fotograferet som en anden kendis den dag og er nok siden blevet indsat i 28 familiealbums a la: Her er Hector på første skoledag. Hende med det våde nakkehår ved tavlen bagved er læreren, men det var også varmt den dag”

    Hvis jeg må slynge et ønske ud i æteren i anledning af din tekst om lærere – så skulle det være at forældre til skolebørn blev lidt bedre til at lukke munden op og sige det til lærerene, når der er noget de synes er rigtig godt og som fungerer for dem og for barnet. Den moderne forældre er pissegod til at sige fra og sige stop og sige nu kan det være nok, det her vil vi ikke finde os i – og den slags henvendelser er også nødvendige. Men bare et lille klap på skulderen en gang i mellem? Please? Et lille bitte et?

    Ellers må jeg jo læne mig tilbage og vente på at én af de mange skægge og kvikke elever, jeg har haft nærmer sig de 40 og begynder af reflektere over barndom og skoletid 🙂

    De bedste hilsner fra Helle

    • Helle – Tak, for den lille reminder! 🙂
      Jeg vil huske at fortælle min yngstes børnehaveklasselærerinde at hun er skøn, og at min datter elsker hende og at hun har været med til at give hende den allerbedste skolestart, jeg kunne ønske for hende! ♥

  9. Tak først og fremmest for dit smukke indlæg! Jeg tænker tit på mine folskeskolelærere og gymnasielærere. 2 lærere glemmer jeg aldrig. Den ene var min tysklærer, som ved den afsluttende eksamen i 10 klasse gav mig et 10 tal. Jeg var seriøst i chock-tilstand! Det var om noget SÅ ufortjent, havde hakket mig igennem eksaminationen, og er stadig uforstående hvorfor han belønnede mig med et 10 tal! Fuldstændig vildt, men en årskarakter på 7.. haha.

    Den anden lærer er min historielærer i gymnasiet. Jeg startede med gode karakterer i historie, men efterhånden som jeg begyndte at feste mere og mere i løbet af gymnasieårene, dalede min historiekarakter tilsvarende. Til en konsultation (eller hva hedder det?) hvor min mor var med, sagde han følgende: ‘Ja, Jensen kommer jo aldrig til at kunne læse en videregående uddannelse’. Jeg sad i chock! Hvordan kunne han tale om mig i 3 person imens jeg var der, og så nedladende!

    Heldigvis gav det mig fandeme blod på tanden og jeg har en lang videregående uddannelse, hahah I proved you wrong!! Om de hårde ord var ment som ‘omvendt psykologi’ ved jeg ikke, men jeg var meget såret da han sagde dem. Omend er jeg stadig gal på ham og synes det er en forkert måde at takle motivation på!

  10. Jeg håber jeg går ud om et års tid og bliver Morten. det er den slags vi har brug for!! Og fantastisk han har fået job i et fængsel. Måske han omvender et par stykker derinde? Man har da lov at håber 🙂

  11. Havde en historielærer i gymnasiet af nogenlunde samme kaliber! Et dejligt, belæst, begavet, varmt og morsomt menneske:o)

  12. …hvis du siger han også er lækker, så tror jeg der er et røveri der snart skal begås!

  13. Dét her indlæg har så meget reddet min dag!
    Jeg sidder og læser til spansk-eksamen, og må indrømme at jeg sveder bare ved tanken om, at jeg skal sidde foran min spansklærer om mindre end 48 timer.
    Hun er ikke just det mest venligtsindede menneske jeg kender, så det bliver en hård 30 minutters omgang med hende (+ eventuel mega ond censor).
    Heldigvis var der stadig tid til overspringshandlinger, og denne gjorde bare min eksamenslæsning endnu nemmere og gav mig håbet tilbage!! Så tak for det 🙂

  14. Jeg har været enormt heldig og haft MANGE “Morten”-lærere gennem hele min skoletid. Jeg har også haft skodlærere, der var superdygtige fagligt, men som var så hjernedødt upædagogiske, og ikke forstod at man faktisk kan komme enormt langt med humor og forståelse for de dersens børn og unge mennesker.
    Et godt eksempel er min kemilærer her i gymnasiet. Han var og er råddent dygtig til sit fag. Og egentlig også meget sjov når det tog ham. Han var bare ikke god til at lære fra sig. Hvis man ikke forstod det med det samme var det lige meget, og hvis man ikke havde øjnene på tavlen konstant blev man bedt om at gå. Hans klasser har altid haft abnormt lave gennemsnit i hans fag, selvom de i andre naturfag lå højt. Han formåede heller ikke at skabe respekt, men frygt istedet. Han forstod ikke hvordan vores matematiklærer bare kunne kigge på os, og sige “Nu mener jeg det. Enten tier I helt stille eller også går i bare. Uden fravær eller noget. Men I skal gå hvis I ikke kan være rolige” uden at hæve stemmen eller noget, og så var der fandeme bare ro. For han skabte respekt og tillid – gensidigt. Og så er det ikke nødvendigt at råbe, true, skælde ud eller lignende.

    Jeg bliver student om to uger, og jeg har skrevet takkebreve og købt chokolade til nogle lærere. De har ikke bare lært mig dansk og matematik. De har lært mig at tro på mig selv, at det ER okay at være pissegod til noget og vide det, at det er vigtigere at få sin udredning end at læse et Strunge-digt og at tillid og respekt er noget gensidigt. De har lært mig at kæmpe for tingene, at man kan det meste hvis man arbejder for det, og man indimellem skal genoverveje sine drømme. Jeg har haft 4 af sådan nogle lærere i gymnasiet, 10 på efterskolen og 5 gennem min folkeskoletid. Og jeg er dem evigt taknemmelig.

  15. Den anden smukke Allan

    Smukt. Meget smukt. Jeg elsker Morten, og jeg elsker dig, Maren. Mest af alt elsker jeg mine piger. Men jeg elsker altså også dig og Morten.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s