Kontraordrer and my sleeping ass

– Det værste ved at have børn er alle kontraordrerne, var der en garvet mor, der engang sagde til mig. Dengang havde jeg endnu bare havde et lille bitte barn, der endnu ikke kunne udtale ordene ”jeg gider ikke med”.

Anede af samme årsag ikke hvad hun snakkede om. Men det ved jeg nu. Det er fuldstændig umuligt at lægge nogen form for planer, for der kommer hele tiden modplaner. Og til sidst er jeg så langt ude i mod, med, for, ud og lidt til højre planer, at jeg har glemt, at jeg egentlig bare skulle ned og handle. Hvilket egentlig var det eneste, der var på programmet i dag. Nu er det det eneste jeg ikke når. Er der andre end mig, der kender det?

Fuck mand, bliver så træt. Af dem. Børnene. Som hele tiden får nye mærkelige ideer, snubler og skal forbindes som var skrammen et åbent benbrud eller bliver ringet op af en veninde, som de vil dø, hvis de ikke får lov til at besøge. Nu. For nu havde jeg jo lige forestillet mig det hele på en anden måde.

Og se nu her, hvad der skete på vej til Føtex i dag, hvor jeg netop skulle handle. Som det eneste i dag. Forud for handleturen var gået sådan cirka hundrede kontraordrer fra os alle og jeg var helt svimmel. Ikke mindst af irritation. Det var for eksempel slet ikke meningen jeg skulle handle med Anemone på slæb. Kan bedst lide at gøre den slags alene, for små assistenter snakker simpelthen for meget til jeg kan huske at få handlet det hele. Men fordi noget med noget og med noget andet noget, så sad hun der i ladcyklen og tronede. Og jeg trampede i pedalerne. Pludselig kiggede jeg ned i cyklen. Hun  sad ikke mere. Hun lå. Og snork sov.

NOW WHAT! Kan jo ikke handle med sovende unge. Køre hjem igen? Cykle rundt inde føtex?

Nix, der var kun én ting at gøre:

Perfekt plads med udsigt til ladcyklen. Fik tyve minutters ro. Bagefter sov hun en time ovenpå mig i cafeen. Kunne godt lade som om, det var vildt irriterende, men det var helt vildt hyggeligt. Selv om hun var tung. Selv om min arm gik i krampe allerede efter et kvarter. Selv om min røv var så presset af tyngden at den sov.

Og der er bare nogle kontraordrer, man bare skal skynde sig at gribe. At få en time og tyve minutters fredelig avislæsning. Mens nogen serverer kaffe for én. Mens man kan sidde lige så stille og puste små kærlighedserklæringer ned i håret på sin lille pige. Det er ikke noget, der sker hver dag.

Reklamer

17 responses to “Kontraordrer and my sleeping ass

  1. elsk dit barn…….det lyder som sådan en dejlig ting at gøre….har lige mistet min voksne søn (35) …og alle fortællinger om små unger går rent ind. Tak for en dejlig blog – Lavendel

  2. Fik lige først en klump i halsen over dit indlæg og så en ekstra bagefter af Lavendels kommentar! Lyder som en af de bedste kontraordre man kan få 🙂

  3. Nogengange glemmer jeg at det med ungerne også handler om at lade sig overraske og lade sig føre steder hen, man ikke regnede med. I en hverdag, der gerne skal være velfungerende og forudsigelig/kedelig, er det rart når man lader de der kontraordrer rage lidt op i hverdagens trummerum.

    Det virker som om du i hvert fald er god til at favne det, Maren.

  4. Det er meningen med livet. Jeg glæder mig til om 61 timer hvor jeg forhåbentligt består min afsluttende sygeplejeeksamen og får mit liv igen, med dertil hørende børn, som jeg skal bruge de første 14 dage på at give så mange kærlighedserklæringer og is som undskyldning for at deres mor de sidste 3-4 uger har været en stresset heks med meget kort lunte.

  5. Super hyggeligt, og jeg får to tanker, jeg savner min mor, og jeg ønsker at have min egen lille familie. Freud ligger og griner i sin grav.

  6. Ved fuldstændig, hvad du mener. Mine børn vil altid med, når jeg handler. Alle tre + baby, der som oftest bare er må følge med. Og ja, de snakker/pisker rundt/keder sig, så jeg overhovedet ikke kan koncentrere mig om at handle.
    Men jeg er godt nok noget misundelig over din mulighed for et smut forbi en café med sovende barn i ladcyklen. Dét er godt nok en slående fordel ved at bo i byen, og det havde jeg helt sikkert også gjort, hvis jeg boede der!

  7. Tak. Jeg kom hjem til lille sovende trold, efter at have fejret stor studentertrold. Livet er nogen gange bare godt ♥

  8. fantastisk 🙂

  9. Hvor ser dét bare rasende hyggeligt ud! Heldig unge, der har så rummelig og overskudsagtig en mor, der fatter at nyde de små øjeblikke livet bringer.

  10. Aj hvor godt.

  11. Minder os alle om at nogle gange kan det bare være SÅ ligemeget om man får “ordnet” alle de forpulede pligtopgaver. Hiv stikket ud, sluk telefonen og nyd de øjeblikke af uendelig lykke, der af og til bliver kastet til os, når vi mindst forventer det. For vi ved jo godt, at når hun vågner, er fanden løs i Laksegade igen! Speed–snakkeren, motormunden hviler kun i søvne. Sådan er det hos os. Bortset fra at det er en han-terrorist, der bebor matriklen og overtager verdensherredømmet jævnligt!

  12. Hold kæft, hvor ser hun nuttet ud med rottehaler og strutskørt. Og hun er heldig, hun har sådan en sød mor. Måske skriver hun en blog om det engang.

  13. Jeg er fandeme nødt til at få mig en ladcykel!!!!!

  14. Åh ha altså! Det smelter bare hjertet. Helt. Ned. Jeg elsker også bare de (desværre) alt for få rolige puttestunder.

  15. Fabelhaft!

    ….og er man den underlige dame, hvis man siger, hey nice boob der?!!?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s