Hvis jeg rent faktisk udånder til løbet i aften, så ved jeg nu præcis, hvad jeg vil have, I skal gøre. Jeg vil begraves lige som Mynte og hendes veninder har begravet den sommerfugl, de fandt død i græsset.
Sådan gør I:
I behøver ikke bøvle med at brænde mig. Find bare et krat et sted, grav et hul der er passende dybt (passende = så dybt at ræven ikke umiddelbart kan grave mig op og spise halvdelen af mit ansigt). Hæld jord på mig. Graven pynter I med random crap, I finder i nærheden. Et par sten, lidt blade, en vissen blomst, et spidermanhoved og et par glasskår er glimrende. Og så en lille hilsen. Den kunne sagtens være som den sommerfuglen fik med på vejen:
Vi håber dig held og lykke på din nye rejse.
Med den søde opfordring er der jo ikke andet at gøre end at sige TAK og flakse til himmels, vel?
Marens Blog 
Nårh … vil huske det. Men håber nu ikke, at du dør.
Vil i sympati i aften begive mig ud på min første løbetur i lang, lang tid – nu da lægen har sagt, at jeg er tip-top oven på kejsersnit og alt det der hejs og manden gladeligt krammer knægten så længe, er der jo lissom ikke så mange undskyldninger for at lade være. Med mindre jeg altså på ingen måder kan skrue mig ned i løbetøjet eller andet bare nogenlunde løbeagtigt tøj … Har ikke turdet prøve det endnu. Og er ikke sikker på, at der trods strech-effekt er plads til nyanlagte dansehåndtag og rygdeller. Wish me luck!
Venter med bekymring på dit næste indlæg….
Er du død nu??? Forbavsende så stille der er fra dig her til morgen, Maren. Mangler din sædvanlige update 8 o’clock… Gotta say, dit liv er trods alt værre end mit så når ungerne hyler og skriger og ikke vil ud af døren trøster det mig, at der et andet sted i byen er i hvert fald én, der har det værre 🙂
Med de ord på vejen samt random crap, kan det vel ikke være så hårdt at dø 😉 Men trods alt godt, at du overlevede løbet from hell!