Er ikke død. Men det var tæt på.
Det var rædselsfuldt. Hører I! Rædselsfuldt!
Det tog mig 1 time og fire milliarder minutter at komme rundt. Som den sidste. Muligvis var der én på krykker bag mig. Jeg hadede hvert eneste sekund af det. HADEDE!
Allerede efter to kilometer, hvor alle jeg kendte for længst var forsvundet i horisonten, måtte jeg for første gang ned og gå. (Damn you blå Kings og festlig weekend). Måtte æde ydmygelsen i at være den første der gav op. Blev dog straks en smule oplivet, fordi jeg så én i det fjerne der også gik. Altså til jeg opdagede hun havde en barnevogn og madkurv foran sig. Gamle mænd krogede sig forbi mig og sagde ”kom nu, du kan godt,” og de lavede ”kom” med armen, peptalkede mig og jeg forsøgte og så løb de fra mig. Seriøst, de var 80 år!
Er I klar over, hvor looser-agtig det føles, at give den så meget fuld skrue, at man er ved at brække sig – og alle, as in ALLE, overhaler én. Gør det aldrig igen.
Da jeg havde løbet første runde på fem kilometer og passerede start, hvor det er meningen man skal tage endnu en runde, besluttede jeg mig for at stoppe. Give op. Det var for fælt. Allan og ungerne var med og stod der og råbte ”heja Maren”. Jeg stoppede og græd lidt på Allan. Kan ikke mere, jamrede jeg. Påberåbte mig koli-kvalme (hele huset har i mere eller mindre grad været ramt af kolibakterier efter the kloak-incident i kælderen). Allan strøg mig over håret og sagde, at så måtte jeg jo stoppe. Mynte, derimod, gav mig are-you-fucking-kidding-me blikket og sagde: ”Løb nu bare videre mor”! Så det gjorde jeg. Løb videre. Ved ikke helt hvorfor. Muligvis fordi jeg hader mig selv. Det blev ikke sjovere. Da jeg kom over målstregen efter at have slæbt mig af sted som klokkeren fra Notre Dame havde jeg det så dårligt, jeg bare havde lyst til at snitte pulsåren. Løbsmakker Anne var nødt til at hjælpe mig med mine sko, så medtaget var jeg.
Så min løbekarriere sluttede brat. Kan endnu engang konstatere at den eneste sportslige disciplin, min krop mestrer, er at føde børn.
Hvad? Er at være god til at føde ikke noget, vi konkurrerer om? Okay. Men jeg vandt. Og jeg vil til enhver til foretrække at føde et barn frem for nogensinde at deltage i sådan et løb igen. Det tager mig cirka lige lang tid, er omtrent lige så smertefuldt – og jeg kan ligge ned i mens. Desuden får jeg altid meget ros for at være en superføder, ingen smertestillende, ingen flækning what so ever. Den eneste grund til at jeg tillader mig at prale med, hvor god jeg er til at føde, er, at jeg for det første lige er blevet fuldstændig ydmyget foran sporty mennesker og for det andet fordi, jeg ikke skal have flere børn. Skulle jeg det, ville nemesis jo lade mit skræv eksplodere ved næste fødsel.
Anyway. End of story. Ikke mere om løb fra min side! Hos Fuhrmann kommer der sikkert både lækre billeder og ting. Men jeg skal hen og ligge igen. Har seriøst ondt i min røv.
Marens Blog 
Jeg er nu stolt af dig søde Maren!!! 🙂 🙂 🙂
jeg synes at man med 3 børn i bagagen bør tænke på alle fremtidens fødende kvinder, når man i et indlæg som dette bruger ordet ‘Flækning’. For uanset om man har prøvet det før, så får det altså angsten frem igen, når man forestiller sig selv i meget bredstående(?) gang fordi ryggen har delt sig i en omvendt v-form….og jeg var jo ikke lige forberedt, da indlægget handlede om løbet….bare lige min mening…
kan sgu ikke lige se om min humor skinner igennem på ovenstående indlæg, men det var meningen….
Godt gået Maren! Fanme flot genneført! – og hvor meget tid har man også til at træne med 3 børn? Modsat de mænd på 80 der jo kun har tid… Men tænker på om du overhovedet løb den dag der var sparta løb? For der lød du da ikke så død? 😉
Tak for en fed blog.
@Karina: Jo, jeg har faktisk løbet 10 km op til flere gange. Endda 11 km for noget tid siden. Syntes det var hårdt, dog okay. Men af en eller anden årsag var det bare RÆDSELSFULDT i går. Jeg vil blive ved med at løbe, for det er nemt og man bliver pænere af det, men at deltage i et løb igen, det gør jeg aldrig. Kunne bare mærke alle barndommens oplevelser og ydmygelser ved samtlige sportslige øvelser stå og slå mig i hovedet. Tror jeg hellere jeg vil sætte mig i lotusstilling og meditere over traumet end at udsætte mig for et løb igen 😉
@Sus: Blev bekymret et øjeblik og skulle til at skrive til dig. Besluttede mig så for, at du bare mente det for sjov og lod det være … 🙂
Hold kæft – hvor ER du sjov!
Det må være slemt, når du ender med at prale af fødeevner!
Fantastisk indlæg – og jeg er dybt taknemmelig for at det ikke dræbte dig!
det kan være så svært at få den der mærkelige sorte humor til at virke rigtigt på skrift, når man ikke lige kender mig. Og det skulle da ikke være første gang jeg blev misforstået 🙂 men synes nu stadig at flækning kun burde nævnes i forbindelse med brænde…
Maren, når du nu sidder i al din afmagt plus tænders gnidsel, og hvad du ellers har gang i, kan du jo defilere forbi anarkistens (ægte) kogebog og slubre lækre billeder i dig. Hun er intet mindre end genial både på kage-, blog- og alle mulige andre fronter. Har allerede været derinde tre gange, mens jeg skrev dette lille indlæg, og nu kan tastaturet ikke følge med pga. mængden af savl, der langsomt drypper ned mellem tasterne.
http://www.anarka.dk/blog
Åh din dramaqueen 😉
Nu kan jeg jo ikke huske om det kun er i mine tanker jeg har skrevet at den af jer to der var vandt, ville vinde mig, men hvis det rent faktisk er noget jeg har skrevet i en kommentar, så kan jeg jo egentlig godt forstå at du græd, og især at du fortsatte.
Men fuck, jeg hader altså også når folk ser på mig når jeg løber, og så synes jeg altså at det var godt løbet. Fandeme. Og så i offentligheden.
Åh gud. Betyder det, at jeg som aldrig har født børn nu bliver nødt til at deltage i et *argh* 10-kilometers løb for at få lidt street cred? Fremtiden ser pludselig dyster ud! Kan det ikke opveje noget, at jeg er helt vildt god til at holde potte-roser fra Netto i live? Det er da også en god ting at kunne!
BTW: Sejt nok Maren. Du har dyb respekt herfra!
Mynte er min helt…
Det er overstået! Du klarede den! Op i røven med fremtidige løb. Jeg synes du er sej! Ville aldrig som i ALDRIG melde mig til sådan et arrangement!
Stakkels Maren. Jeg synes nu, du er dygtig.
Men hvorfor har du ondt i røven?
Altså det havde jeg, da jeg havde født (og jeg er seriøst glad for at jeg ikke har født alle mine to børn selv), men af at løbe?
Jeg har respekt for enhver, der sætter sig noget for – og gennemfører det!
Uanset om du var over eller under en time og en milliard minutter om det, så kan du da godt skrive “Løber” på CV’et, ikke?
Jeg har kun deltaget i et løb tre gange: første, eneste og sidste. Det var rædselsfuldt. Og ydmygende.
Efter at være blevet overhalet af både oldinge, hundeluftere og rollatorførere fandt jeg et passende adstadigt tempo hos en flok, der havde deres 6-årige lillebror med. De overlod efter et par kilometer drengen i min varetægt, da vi “vist passede meget godt til hinanden”. Og efter maaange kilometers trængsler fik knægten så øje på skiltet med en kilometer til mål, udbrød: “så skal der spurtes!”, og jeg så ham aldrig igen. Møgunge.
Jeg har dog ikke opgivet løb – men gør det kun, hvis jeg bliver jaget af vilde dyr eller trolde.
Uff Maren, den røg lige i mavesåret. Pludselig kom tanker om alle de modbydelige nederlag man har fortrængt væltende. Lov mig – det gør du aldrig igen!!! Og så snakker vi ikke mere om det!
Jeg så de der løbere – inklusive Furhmann (som havde overskud til at hilse, løfte armene og alt muligt) – og der var altså nogen der var langsommere end dig! Jeg så de to sidste, godt nok kun på første runde, men alligevel. Det var hverken dig der var hende den ret overvægtige og meget rødspættede (ikke et ondt ord om overvægtige der løber – jeg bøjer mig i dyb respekt for at hun overhovedet orkede at forsøge), eller hende i lilla bluse som næsten løb baglæns og var meget tæt på at blive hentet med en omgang længe inden hun havde nået 5 km (jeg ved det ikke var dig, for hun havde bare gennemsnitlige ankler, ikke virkeligt pæne ankler). Altså var du faktisk ret sej og hurtig! Og så behøver du jo aldrig gøre det igen.
Jeg tager sgu hatten af for fordi du gjorde det og ikke gav op. Og jeg løber jo lidt en gang i mellem så jeg har lov at beundre dig!!
Det er ikke så sjovt at være “skiltesamler” men nogen skal sgu gøre det. Og da jeg f’rste gang løb en 10 km konkurrence var der ca 40 deltagere – de fleste hidsige finner der stod og stejlede og vrinskede før start. De fes af sted og derefter kom jeg. Ved målet stod de alle sammen og ventede utålmodigt på at jeg skulle blive færdig med at lunte derhen for der var ikke præmieuddelinng før alle var i mål. Og de var nok sultne. Der kom to i mål efter mig – en stærkt overvægtig herre og en mand på ca 75. Og min tid var 1:03 (med brækfornemmelser). So, been there done that, survived. Og du skal bare sætte dig noget realistisk mål hvis du vil blive ved med at løbe. Og bede Mynte om at træne dig….
Var Marianne en fed ko eller var det bare et trick for at få lov at løbe med kendisserne? Ja, det er det eneste jeg gerne vil vide. Har faktisk tænkt meget over det. Kan endnu ikke helt bestemme mig for, om jeg synes du er sej eller ret dum. Hælder til den første, men det er kun fordi jeg almindeligvis er ret pjattet med dig.
@Loui: Hun var ikke en fed ko, på nogen måde. Faktisk fyldte hun forsvindende lidt i profil. Mht sej vs dum, så tror jeg bare at jeg mest af alt er træt af at slæbe rundt på jeg-var-engang-gravid-kg, så jeg prøver at narre mig selv til at tabe mig.
efter den fødsels-salgs-tale forventer jeg et snarligt indlæg om en ups-graviditet 🙂
Enig… At føde et barn er piece of cake .. .men løb … aldrig … er det ikke præcis dér, bilen kommer ind i billedet??!!
Godt gået Maren! Mht. Nemesis vil jeg bare lige sige at efter jeg havde født min søn sagde jeg at jeg langt hellere ville føde et barn mere end at skulle løbe en halvmarathon, (som jeg altså har gjort, stupid me). Da jeg så var til Nakkefoldskanning her for et par uger siden fandt vi ud af at der ikke bare er et barn, som vi havde planlagt, men i stedet er to! Nu bliver vi altså forældre til tre børn, jeg klager ikke og alle siger man fortryder ikke de børn man får kun dem man ikke har fået. Selvom jeg tror jeg får det lidt ligesom dig når min mand skal ud som guide igen og jeg er alene hjemme med tre børn. Men superheltemor siger at man kan, og at du har sagt at det hårde går over… Det tror jeg på.
Hvis røven gør for ondt, må du jo gøre krav på noget af det smertestillende, du har til gode fra de tre fødsler. Kan kun være rimeligt!!
Jeg havde aldrig gjort det! 10 kilometer!!? Jeg kan – som i fysisk KAN – ikke løbe mere end max. 2 km. Så skal jeg genoplives!
Det pisser mig lidt af, for jeg kan f.. ikke engang føde børn! Både tvillingefødsel og et-barns-fødsel er endt i kejsersnit efter vestorme og hvad ved jeg
Betyder det at jeg så kan være verdensmester i at blive fed af at æde mine kager eller hva’? 😦
Værre end at føde?!? Are you freaking kidding me?! Jeg har både løbet og født, og var vitterligt ikke særlig god til sidstnævnte…. Men ville virkelig ønske det var omvendt, da jeg slet ikke er færdig med at få børn. Men jeg ville godt nok foretrække et marathon eller to eller tre:)
Men sejt gået – er vild med mynte!
Nanna
Prøvnuligehørher… Jeg har jo været inde og lure på din tid. Du løb fem minutter langsommere end Annamette. Du skal sgu da være stolt af dig selv! Du gennemførte. Du er megasej. End of story.
Jeg er helt med det mht det der løberi. Havde en meget kort løbekarriere til DHL-løb som var et rent mareridt – både mens jeg løb og de efterfølgende 7 dage. Når jeg senere har cyklet forbi Fælledparken under DHL har jeg kun tænkt: GODT det ikke er mig!
Når jeg ikke fylder så meget mere, så er det sgu fordi jeg lod mig provokere af den lille snotkasse… derudover var jeg da bestemt en sucker for at løbe med de kendte 🙂
Men tak til Helle for at slæbe mig igennem (beklager at jeg kun kunne stønne når du snakkede med mig) og undskyld til dem der måtte glide i mit blodige opkast under hele runde 2.
Tak for lortepræmien, jeg havde det dejligt.
KH Marianne aka Fede Ko.
Nu du har meldt dig på de sporty’s hold – hvornår var det så jeg skulle prøve at booke salen til Zumba? – lyder slut august/ start september som en mulighed?
Og med fare for at være røv irriterende så ææææælsker jeg min lille 5 km løbetur som jeg tager næsten hver morgen ved 5.30 tiden 🙂
Og i øvrigt – tilslutter mig koret – Du er jo herresej!
Pingback: Stolthed står for fald – eller hold nu bare op med at være for kæk « Helle's Blog
Jeg har lige opdaget din blog.. og jeg elsker den! Keep up the good work!
@Mette: 5.30-løbeture vidner om psykopatiske træk 🙂 Alligevel vil jeg gerne danse zumba med dig (måske udelukkende pga psyko-trækkene). Og slut august/septmeber lyder fint!
I am ALL with you — har også en krop, der kun kan finde ud af at føde børn. Løb er simpelthen for opreklameret! …Ja ok, det er børn så egentlig også, når man har født nok af dem! Nej men altså: godt gået, Maren!
Og hvis det der zumbaevent så i øvrigt byder på et indlæg af bare halvt så underholdende karakter som dette, kan man jo ikke andet end at glææææde sig til det 🙂
Jeg er simpelthen så glad for at det ikke var mig!
Men helt ærlig, hvem melder sig også frivilligt til den slags?
Når det er sagt, så syntes sgu det var sejt at du gennemførte – og ikke gav op på halvvejen.
Heldigvis kan du (hvis du bearbejder hjernen rigtigt) om 5 års tid huske det som at “det ikke var så hårdt” og at “du egentlig var godt med” eller at “du rent faktisk dødede – men fortsatte alligevel”
Respekt til dig at du gennemførte de 10 km når det nu var så rædselsfuldt. 🙂
Pingback: Ceci n’est pas une slankeprojekt | DINES die INFOTAINER