Så fik jeg endelig skippet alle bøgerne af sted. Altså dem jeg har solgt her på bloggen.
Desværre tog toilet-tsunamien livet af alle mine kuverter og mit nydelige brune indpakningspapir. Og da det kun ville forsinke processen, hvis jeg først skulle ud og skaffe disse materialer, besluttede jeg mig for, at det da kunne være lige meget, hvad der var viklet om bøgerne. Bare de kom frem.
Derfor kan dem, der har bestilt bøger hos mig, forvente at modtage bøger pakket ind i gamle tapetrester, julepapir og glanspapir. Ungerne syntes det var vildt hyggeligt med alle de julegaver, så de satte sig til at tegne ved siden af.
Sådan cirka da julepapiret slap op, gad de ikke tegne mere og skred ind til tv’et. Og jeg så mit snit til at snuppe nogle af deres tegninger til at pakke de sidste bøger ind i. Betragt det som de særlig heldige der får bøger viklet ind i Myntes sirlige ballerinaer og Anemones tændstikspiger. Til info til den heldige modtager kan jeg sige, at den lange cirkel omkring den ene pige er et sjippetov og den omkring den anden er en hulahopring. Og alle de små streger på pigerne er tårer, fordi de ikke kan finde ud af at sjippe og hulahoppe. (Stakkels Anemone, der altid er bagud i forhold til storesøstrene).
PS. Der er stadig et par eksemplarer tilbage. Så carpe fucking diem, klik på bøgerne ude i højre side og køb. Så lover jeg at pakke dem ind et eller andet tilfældigt crap!
OPDATERING:
Der er åbenbart større afsæt i ungernes tegninger som indpakningspapir end mine bøger, så der har været stor rift om bøgerne her til formiddag.
STATUS ER DERFOR:
100 Hemmeligheder om at være mor: UDSOLGT!
Babys første bandeord: 5 stk tilbage.
Altså hvis det skal frem så vil jeg sgu da hellere have mit pakket ind i hvad der nu kan findes frem, end noget brunt papir. Faktisk.
Jeg carpede den fucking diem og har sendt dig en bogbestillingsmail.
Jeg sidder ude ved postkassen og venter. Kan næsten ikke klare spændingen!
Nu glæder jeg mig lige så meget til at se hvilket papir JEG er heldig at få som til at modtage bogen – SMIL –
Præcis sådan har jeg det også. hi hi
Hahahaha, Maren – så næste forretningsidé er: Børnetegninger sælges, 100 kr. pr. stk. inkl. porto 🙂
Og mig der såååå gerne ville ha’ haft en. Men kan jo ikke bestille uden at afsløre at jeg ikke hedder Bitterfissen Bethany i virkeligheden.
ØV.
Øv så fik jeg ikke købt dem begge, det er da også bare fordi man tillader sig at tage på ferie;-) Men så er det godt, at jeg har fundet en af dine bøger på udsalg hos Frelsens hær i dag, dog ikke de to som du solgte herinde, så må jeg more mig med den i stedet men uden fint indpakningspapir:-D
Hey – fik din bog i går med “Mor Hemmeligheder” – iført flot julepapir…
Læste den med det samme.
SJOV!
Nummer 39 (har jeg gjort en million gange)og nummer 48 det er OGSÅ mig…
Dejligt at grine og nikke genkendende til meget af indholdet.