Rodekassemoren

Det sker at ungerne brokker sig over mig. Over at jeg bander. Over at jeg ikke har styr på hvor deres tøj er. Over at jeg glemmer at ringe til deres legekammerater og lave aftaler. Og cirka en milliard andre ting.

Men jeg har forklaret dem det. Det forholder sig nemlig sådan, at dengang de stod i køen og skulle have udleveret en mor, var der ikke flere tilbage da de endelig nåede frem. Så de måtte over i rodekassen og finde én. Det blev mig. Og derfor er jeg smækfyldt med fejl. Men de må i stedet bare lære at sætte pris på, at rodekassemødre gerne med på at holde fest en tirsdag aften. De er dog muligvis og sandsynligvis så også skide sure onsdag morgen, når det hele roder, for de glemte at det var deres tjans at rydde op.

Anyway. Alle er enige om, at børnene stod ret langt fremme i køen, da Allan blev uddelt som far. Men jeg blev nu alligevel lidt i tvivl, da jeg hørte denne samtale mellem Allan og ungerne her i ferien.

Det var på festivalen i Norge. Det var tæt på midnat. Ungerne ville løbe over og lege ved klatrestativet alene, som de havde gjort hele weekenden.

–       Jeg synes vi skal gå med, sagde jeg til Allan. – For der kan godt være fulde folk nu og selv om festivalfulde som regel er i godt humør, har de altså en tendens til at vælte rundt.

En af børnene har en tendens til at bekymre sig meget over verdens farer og greb den straks muligheden for at bygge en neurose op.

–       Er fulde folk meget farlige? sagde hun med bævende stemme.

Før vi havde nået at svare, var hun rede til at krybe under en busk af angst.

Og det var så her ”samtalen”, jeg talte om før fandt sted. Jeg hørte nemlig Allan svare:

–       Nejda, fulde folk er overhovedet ikke farlige. Vi er da også nogle gange fulde.

–       Er I, spurgte børnene.

–       Jaja, vi drikker os da rigtig tit fulde.

–       Også mor?

–       Ja for dælen, mor drikker sig da bare SÅ tit fuld …

Det var her jeg rømmede mig. Men Allan trak bare på skuldrene og pointerede, at jeg jo var rodekassemoren – og at det tilsyneladende havde hjulpet på den spirende fuldeangst-neurose, for ungen sprang af sted foran os.

But still … Kunne han ikke have tørret den af på et eller andet dødt familiemedlem i stedet?!

Reklamer

7 responses to “Rodekassemoren

  1. Fantastisk udtryk, det hugger jeg (ikke mindst fordi jeg alligevel hellere vil være sådan en skæv en der er endt i rodekassen end den pæne lige model der er kommet fint op på mærkevare hylden).

    Men da dine unger stod på hovedet i rodekassen var de nu heldige at hitte en mor med mere humor end de fleste og mon ikke det på mange leder og flere kanter er noget af det bedste til at lære at takle livet med kolbøtter.

  2. Haha – jeg interviewede en af mine unger om alkohol i dag – og hun fastholdt hårdnakket at hendes mor ALDRIG havde været fuld!
    Vil så nødigt bytte børn med dig nu!

  3. Helle Spindler

    Maren, jeg er med dig. Han må mindst falde et par point på far-stigen på den konto. Ku’ da godt ha’ undt dig at ha’ undværet det prædikat. Til gengæld vil jeg også gerne være rodekassemor, for jeg tror sgu egentlig ungerne bliver gladere for det i længden.

  4. Ahahah – det er fandme humor! Point til Allan for at hoppe ned af piedestalen frivilligt. Det bliver endnu bedre når de søde små så fortæller det videre. F.eks. næste gang de er på besøg hos nogen og en anden forælder overhører en samtale der indeholder: ‘Min mor drikker sig bare SÅ tit fuld, men fulde mennesker er ikke farlige”.

    Jeg overhørte f.eks. engang denne samtale mellem to børn der var på besøg hos os:
    Barn 1: Jeg skal til lægen med min tissemand.
    Barn 2: Min far har også været til lægen med sin tissemand.
    Barn 1: Nå…
    Barn 2: Ja min mor sagde han skulle.

    Godt så.

  5. Men helt, helt off topic og bare fordi jeg er nysgerrig: Så man dig til noget Prince-koncert i går? I det der inner circle? Jeg stod i pøbel circle og kiggede misundeligt derind, nemlig. 😀

  6. Nej, sgu ikke til noget Princekoncert. Kom hjem fra Djurs sommerland, som bare så meget ikke er det samme overhovedet.

  7. Hahahaaaa – så havde en eller anden tosse klædt sig ud som dig! 😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s