Midnat i regnen

Var i biografen. Så Woody Allens nye film. Den med Paris. Er ellers ikke den store Woody Allen fan. Men var meget begejstret for hans forrige. Og nu også den her. Okay, ”meget begejstret” er måske lige lovlige stærke ord at bruge om forholdet mellem mig og Midnight in Paris. Men den gjorde det, som ikke så mange film gør. Nemlig at henføre én i en stemning, der gør man tænker anderledes i timerne efter man har set den. Hører musikken inde i hovedet. Bliver enig med sig selv om alle mulige forandringer, der nu skal ske i ens liv. Som man selvfølgelig har glemt alt om, når man vågner næste dag.

Men der stod jeg. I stemningen. Alene foran biografen. I regnen. For vi er jo i den uge, hvor det regner for evigt. Selvfølgelig gik jeg hele vejen hjem. Selv om regnen kun tiltog. Har man set filmen ved man, det ikke kunne være anderledes. Heller ikke selv om slutningen var hundrede procent forudsigelig og nærmede sig det patetiske. Men det regnede. Så jeg måtte jo gå.

Tænkte på, det nok var nødvendigt, at jeg også flyttede til Paris og skrev en roman. Altså til jeg kom i tanker om, jeg har tre børn. Og så derefter straks alle livets muligheder flyve forbi mig og hen i favnen på dem, der er ti år yngre. Ak. Det hele er for sent. Den slags liv som stemningen krævede af mig er ikke mere en mulighed. Det hele sluttede den dag, jeg fødte Kamille.

Eller.

Eller var det lige præcis i det øjeblik, mit liv startede?

Dilemmaet om hvorvidt øjeblikket, hvor jeg fødte mit første barn var starten eller slutningen på mit liv, fik mine tanker til at køre i cirkel hele vejen fra Waterloo til Værnedamsvej. Omkring Meyers Deli begyndte jeg at overveje om jeg mon var skæv, eller bare skulle gå hjem og blive det. For filosofiske overvejelser på dét niveau plejer indfinde sig sådan cirka ved hvæs nummer fire på en hjemmeruller.

Uden dilemma, uden muligheder, uden Paris, uden roman havde jeg kun regnen tilbage. Men den tog jeg også cirka fire liter med ind af, da jeg kom hjem. Har den stadig lidt omkring læggene. Om ikke andet.

(Undskyld til alle dem, der ikke fatter halvdelen af, hvad jeg har skrevet, fordi de ikke har set filmen. Og undskyld til dem, der HAR set den, men stadig ikke fatter noget. Muligvis er jeg rent faktisk skæv.) 

Reklamer

14 responses to “Midnat i regnen

  1. Der er (næsten) ikke noget bedre end film eller bøger, der sådan kan sætte ens tanker i gang.
    For mig var der ét liv før jeg fik børn, et andet efter, og et tredje nu, hvor to ud af tre er flyttet hjemmefra. Jeg tror, der kommer et fjerde, når den sidste flyver..
    Go’ ryger? 😀

  2. Jeg synes faktisk at det er smukt.

  3. Tror godt jeg kan lide dig skæv. Og tror NOK jeg skal ind at se Woodys film snart – for jeg elsker ALT hvad den mand har lavet.

  4. Jeg tror jeg forstår dig mere end jeg har lyst til. Og jeg ved ikke hvorfor? Ej heller hvorfor ikke. Jeg er hverken skæv eller fuld, men jeg er. Har lige hulket til en film, det sker ikke tit.
    Ok pr definition burde jeg være skæv, jeg har lige drukket to isterninger. Men jeg vil bare sige at dine ord i det her indlæg var smukke på en måde, som..ja bare smukke.

  5. Må tilslutte mig Marie. Tror også godt jeg kan lide dig skæv. Det er jo helt poetisk det du har skrevet. Hjemmeruller eller ej.

  6. Og, Maren, der er en ny slutning og en ny begyndelse, når det sidste lille barn pludselig er blevet en slags voksen og flytter fra hjemmet. Så kan Paris eller noget andet kalde.
    Jeg må hellere se filmen.

  7. Jeg blev helt væk i din stemning. Uden at have set filmen, men med samme opokeskift i mit liv, så blev jeg helt ophøjet og det er rigtig fedt at se sit liv sådan lidt fra oven. Tak – det var en dejlig oplevelse 🙂 Håber du er tør og lun nu 😉

  8. Nu kommer jeg til at lyde som en snerpe og ordfascist: Jeg hader ordet “patetisk”, for de fleste anvender det på den forkerte, engelske/amerikanske måde i betydningen “ynkelig”, mens det oprindeligt betyder åndfuldt, højtideligt, afledt af “pathos”. Og så blev jeg i tvivl om, hvad DU mente, og jeg røg helt ud af stemning. Må hellere se filmen i dag, det vil passe fint, det regner for femte dag i træk.

  9. Ej, nu glæder jeg mig endnu mere til at se filmen imorgen!

  10. Få nu bare skrevet den roman, Maren. For jeg elsker den stemning du sætter på ord!

  11. Jeg vil også udtrykke min glæde over din fede poetiske form, som jeg (måske) fatter til fulde, selvom jeg er modsatkønnet, ej har fået nogen unger, eller er skæv lige pt.
    Ka’ fortælle at man ikke behøves at få/føde børn for at få både et 2., 3. eller 4. liv. Og gudsketakoglov for det. Og så er der helt sikkert flere fede bøger OM paris, end der er fede bøger FRA Paris!! 🙂

  12. orv! det er faktisk filmen som jeg skal se på tirsdag i mit livs første baby-bio. For jeg har netop (ok, for 3 måneder siden) født mit første barn, og jeg var lidt bange for at jeg var verdens mest shitty mum, fordi jeg også nogle gange synes, at jeg nu for evigt har smidt muligheden væk for at smide alt og rejse til Paris… Tak fordi du lige mindede mig om, at den følelse dukker stadig op også efter barn nr tre! my goodness!
    Jeg er ivrig læser af din blog, og jeg vil gerne være som dig. sådan generelt.

  13. Vi så den i torsdags. Og havde det på helt samme måde, da vi gik hjem.. (Dog tog vi Stoget fra Vesterport til Østerport da jeg går ret langsomt pga. graviditets”gener”, men resten af turen såda;))

  14. Jeg bor i Paris med mine 3 drenge og elsker at “nogen” finder det soerligt. Jeg droemmer om KBH og DK. Og saa sys jeg ioevrigt at din kommentar til furman (staver elendigt) “kan man egenligt vide at en nosse er lam” (noget i den stil) er den bedste kommentar i verden i (ingen relation jeg ved det godt) men Maren du er fandme evig god til det med at skrive

    Lone

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s