Det med navne

Muligvis har vi været omkring dette før, men jeg kan ikke huske navne. As in aldrig. At starte på et nyt job eller skulle møde en nye svigerfamilie udvikler sig gerne til et absurdteater i krumspring for at undgå at kalde nogen ved navn. Eller tale om nogen, så jeg bliver nødt til at henvise til min svigermor, som hende i den røde sweater.

Vi er ni mennesker på den etage jeg sidder på mit arbejde. Jeg kan deres navne nu. Det har taget et halvt år. Nænej, jeg er heller ikke for fin til at være fuldstændig blank på, hvad min ene chef hedder. Hele den første måned.

Har selvfølgelig tænkt over, hvorfor det er så vanskeligt for mig at huske navne. Ville ønske jeg så til gengæld kunne høste noget overbærenhed ved at tilføje sætningen ”but I never forget a face”. Men det ville også være løgn. For jeg glemmer sgu også hvordan folk ser ud. Jamen for helvede da.

For mig at se var der to muligheder: Enten har jeg en brist i hjernen. Eller også er jeg bare så meget oppe i røven på mig selv, der ikke er plads til at tage notits af andre mennesker.

Jeg testede det engang. Var på et kursus med netop 25 nye mennesker. Og brugte alt jeg havde af hjernekapacitet på at huske, hvad de hed. Ved I hvad? Det lykkedes. Jeg vidste hvad ALLE hed, da kurset var forbi. Aha, tænkte jeg. Jeg skal bare koncentrere mig. Fint nok. Eneste problem var, at jeg intet fik ud af kurset. Havde fyldt hjernen op med navne. Da jeg mødte dem 3 måneder senere til del to af kurset, havde jeg glemt deres navne igen. Så nu ved jeg igen ikke, om det er en brist eller det med røven

Og her i weekenden var den gal igen. Smukke Allan og jeg skulle til bryllupsfest. Hos en fælles ven. Faktisk ham, der har al ære for at vi mødte hinanden. Da vi sad foran festen, i bilen og skrev kort (jamen er der nogensinde nogen af jer, der har skrevet et kort hjemmefra?), kunne jeg pludselig ikke huske, hvad vores vens udkårne hed. Kiggede over på Smukke Allan, men vidste godt, at jeg lige så godt kunne åbne døren og spørge mælkebøtten om navnet, for Allan har bare en hyletone det sted i hjernen, der arkiverer navne på mennesker.

Vi kiggede på indbydelsen, hvor de begge havde skrevet under. Det begyndte med C.

Claes?Claus? Christian? Fuck?

Vi prøvede at genkalde os samtaler, vi havde haft med vores ven, hvor han havde nævnt ham. ”Jeg har mødt den lækreste fyr, han hedder snjødikjlsæ”. ”Og nu har mig og sdfnskaodi købt et hus … ”.

No luck.

Prøvede at starte kortet med et kækt: ”Hej I to”. Eller bare skrive lige så utydeligt som underskriften. Men ingen af delene virkede passende i et bryllupskort.

Det endte med, at Allan sneg sig ind til gavebordet og smugkiggede på en af de andre kort. Og løb ud til mig igen, hvorefter vi begge råbte i munden på hinanden: ”Selvfølgelig, det er jo dét han hedder”.

Trods lidt startvanskeligheder fra vores side, havde det heldigvis ingen indflydelse på resten af festlighederne. Vi var blevet tildelt underholdene bordmand og dame. Der var band, der fik én til at tænke ”hey, dem vil jeg også hyre” og til sidst var der hotdog til natmad.

Vi fortsatte helt til vi for længst burde være gået i seng. Og da vi endelig fandt hen til hytten, vi havde lejet (hold kæft hvor er der mørkt i jylland og nogen af os er ret sikker på, at de havde flyttet den skide hytte), havde vi følelsen af at have drukket hele verden, spist ditto og danset til alle de hits vi havde glemt fandtes. Kære Karl og Claus. Tak for verdens dejligste bryllupsfest.

Her er den lykkelige gom med sin gom.

(Alle dem, der synes jeg snart skal købe mig en ny telefon, som kan tage billeder, hvor man rent faktisk kan se motivet, rækker hånden op).

Reklamer

22 responses to “Det med navne

  1. Det sku’ vel ikke tilfældigvis være i en by på 6 bogstaver som starter med B og ender på kop, at du var til fest??
    Fordi i så fald sku’ jeg også ha’ været med……

  2. Åh tak Maren! Jeg er PRÆCIS ligeså dårlig som dig til at huske navne. Og til at huske hvad folk arbejder med! Min mor har været sammen med sin kæreste (som i øvrigt også hedder Allan) i 3,5 år nu… og jeg aner ikke hvad manden laver! Noget med en båd og noget Østersø og væk 23 dage. Men HVAD han laver, det ved jeg virkelig ikke… og det er ligesom om jeg bare ikke kan spørge ham nu. Jeg bliver nødt til at få mig en kæreste bare for at jeg kan overhøre den samtale hvor han selv fortæller hvad han laver. Suk…

  3. Ved du hvad – jeg synes faktisk du skal beholde din telefon!! Den passer fandme til resten af dig … fuldstændig som fod i hose og hånd i handske og hvad der eller er… det er sgu da en absolut ren fornøjelse … hæ hæ… aj altså… jamen for fanden da… muha haha ha..

  4. Sony Ericsson Arc telefonen har det bedste kamera på markedet. (Jeg er flickr-freak.)
    Og – for os som godt kan lide at skrive: Den bedste ordbog EVER i mobil-telefoner.
    Og så kan man ramme det virtuelle tastatur selv om man er over 13.
    Oh I love (mobil-geek, mobil-geek, mobil-geek)
    Så hvis man ikke er en af dem dersens, der absolut skal ha en iPhone, så vil jeg anbefale SE Arc.

  5. Jeg var vikar i en børnehave engang, efter én dag kunne jeg alle de 27 børns navne, bare ærgerligt at det var den eneste gang jeg skulle være der.

  6. Man kommer langt med at sige “ham der med håret” eller “hende der med næsen” – folk ved næsten altid, hvem det er (Eller… det gør de i hvert fald her i Verdensfirmaet, hvor jeg “kun” har været i omkring 10 år og stadigvæk ikke aner, hvem halvdelen af de ansatte er. Og derfor nyder den nye emailfeature, hvor der er et billede af den, man skriver til).

  7. TAK! – Det indlæg fik mig lige til at have det væsentlig bedre med, at ham jeg lod mig teenagesnave af på vej hjem fra lørdagens fest, pludselig lagde hænderne på mine skuldre og sagde ‘det er altså virkelig pinligt, men jeg kan simpelthen ikke huske hvad du hedder’ – på det tidspunkt havde vi også kun talt uafbrudt i 10 timer. Jeg var meget på nippet til at blive hysterisk og tøsefornærmet (men altså, han kyssede jo godt, så jeg lod det fare).

  8. Jeg er så helt omvendt – nærmest navneautist, der kan huske ALLE navne, også 20 år senere. Det er meget praktisk når man nu er lærer på en efterskole hvor der lige er startet 173 (!!!) nye elever. Desværre kan jeg aldrig huske den faglitteratur jeg lige har læst, eller hvad jeg snakkede med vennerne om sidst vi sås – hjernen er nu en mærkelig ting!

  9. Den by kender jeg godt! Kender dog ikke Claus, hvilket jeg jo burde fordi alle homoer kender jo hinanden. Tror mange. Men altså navne er jo heller ikke en decideret nødvendig viden. Det er vigtigere at vide at man kan spise et menneske med Aids/Hiv en halv time efter døden uden at man bliver smittet. Jeg kan ikke huske, det jeg ikke kan huske. hmm men det er nok det samme Signe skriver om, hvis du spørger mig nu hvad jeg lavede i går, så skal jeg virkelig tænke mig om for at huske det.Jeg ved du hedder Maren Uthaug, men nogle gange læser jeg dit navn som Mare Nuthaug. Spørg mig ikke hvorfor.

  10. Jeg har også et problem med navne – og jeg er lærer 🙂 I år er to klasser lagt sammen, så 9. klasse har fået 12 nye elever, som jeg ikke ved hvad hedder og samtidig har jeg fået 3 nye klasser ( gange ca. 27 elever) plus at jeg endnu ikke kan huske alle navne på alle 27 elever i den 8. klasse jeg havde i 7. sidste år. Ingen af de 6 klasser , jeg har i år, er samme sted som sidste år, så Anne storker rundt og prøver at huske hvem jeg skal have i hvad og hvor de er henne og hvad de hedder, når jeg endelig finder dem. At printe klasselisterne med billeder ud, hjælper ikke en dyt – billederne er mindst 2 år gamle for mange af klassernes vedkommende og så mangler der jo billeder af de nyeste elever. De bliver jo kun fotograferet hvert andet år, og børn ændrer sig meget på 2 år! Og så tror I at det er nemt at være lærer 😀

  11. Anne, jeg føler med dig. Jeg kan ikke engang holde styr på mine TRE børn og kalder dem konsekvent deres søsters navn …

  12. Min far kalder alle mennesker for “Trold” (det er primært hans børn) og “Knold” eller “Knolden” (det er alle andre). Jeg har altid været en ørn til at huske ansigter og navne men på det seneste har det vist sig, at min fars evne til ikke at kunne huske navne vist er arvelig.

    Det værste er næsten når man har et navn på tungen men simpelthen ikke kan huske, om det nu er Yrsa eller Lone hun hedder, hende der på kontoret man siger godmorgen til hver morgen.

    I øvrigt har Hannelore ret i det med Arc’en. Men Neo’en er også fin (og har også 8 megapixel kamera. Det samme har Samsung Galaxy S II og HTC sensation)

  13. I det hele taget er det svært at få fingre i en rigtig dårlig telefon hvis man køber en af topmodellerne på markedet lige nu

  14. Måske føler du dig lidt mere du dig lidt bedre tilpas, når du ikke er alene om det problem (jeg har det også!) og at der endda er et navn for det: Propagnosia (også kaldet at være ansigtsblind)! Og hvor der er en prognose, er der en undskyldning 😉 “Ej, undskyld, men jeg lider altså lidt under ansigtsblindhed og har simpelthen glemt dit navn!” Akavet øjeblik undgået!

    http://politiken.dk/videnskab/ECE238015/to-procent-lider-af-ansigtsblindhed/

  15. Og Claus er vist nok min roomies fætter eller så noget.. Hun skulle have været med, men gad ikke, fordi hun hellere ville i byen med mig.. Tal om telepatisk hjernevask.. Det ligner ellers en fest!

  16. Jeg har en datter på 4 år der nægter at kalde Farmor for Farmor, det vil på ingen måde sidde fast i hendes hjerne – tilgengæld kalder hun farmoren “hende med det sjove hår”!

  17. I LOVE IT…just loooove it
    Maren du gør mig i så godt humør ( ;

  18. Hej Maren,
    Tak for sidst:) Det var rigtig hyggeligt at møde dig og Allan. Vi måtte lige finde din blog. Du fik os til at grine, din blog gør os i godt humør 🙂
    Hils Allan.
    Hilsen Lasse og Maria ( dem du sad ved siden af til bryllupet)

  19. Hej Maria. Hvor hyggeligt at se jer her inde. Held og lykke med det hele. Glæder mig til du udvider ti Frederiksberg. Jeg lover at være din første kunde.

  20. Hej Maren, Jeg vil glæde mig til at ordne dit hår den dag vi åbner i kbh. Men der kommer nok til at gå lidt tid, nu hvor lille Bertram snat kommer:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s