Det er så nemt at glæde et moderhjerte. Og det er sådan cirka det, der er aller fedest ved at være mor. Eller det ved jeg sgu ikke, om det er. Prøvede jo bare at lave en indledning for fanden.
I hvert fald: Kamille er begyndt til springgymnastik. Hun er en af de mindste på holdet. Hun ligner en lille skid ved siden af de andre. Som alle lader til at kende hinanden. Kamille kender ingen. Det er den slags, der knuger et moderhjerte, når jeg sidder i hjørnet af gymnastiksalen, fordi det er så koldt ude, jeg ikke gider cykle hjem i den time, det varer, men i stedet bare sidder og glor på mit afkom springgymnastikke, mens jeg ved hvert åndedrag indhalerer koncentratet af nitten års sure tæer.
Men der vimsede hun rundt. Midt på gulvet. Var forbavsende god til at spjætte på de rigtige måder, stå på sine hænder og flyve himmelhøjt på trampolinen.
Så langt så godt.
Det var da instruktøren råbte: ”SÅ FINDER I SAMMEN TO OG TO”, vi havde balladen.
For hvad nu hvis hun ikke kunne finde én. Hvad nu hvis ingen gad finde hende. Hvad nu hvis hun bare endte alene på gulvet som verdens mindste ensomme skid, mens alle andre stod og holdt hånd og levede lykkeligt til deres dages ende.
Kamilles blik flakkede rundt. Parrene begyndte at dannes rundt om hende. Jeg havde mest lyst til at holde mig for øjnene. Men gjorde det ikke. Og det er jeg glad for. For så var jeg gået glip af dette lille nærmest usynlige scenarie:
En anden lille ensom skid fik øjenkontakt med Kamille. De nærmede sig hinanden. Nikkede det nik man nikker, når man ved, at det er den man gerne vil finde sammen med, men alligevel ikke så voldsomt et nik, at man ikke kan slippe ud af det igen med æren i behold, hvis det viser sig, at den anden nikkede til hende i den grønne gymnastikdragt bag ved en. Da de stod over for hinanden og ikke mere var i tvivl, smilede de begge lidt genert. Og lavede så øvelsen sammen. Næste gang instruktøren beordrede dem til at finde sammen i par, søgte de igen hinandens blikke og fandt sammen. Resten af timen holdt de sig i nærheden af hinanden. Fnes sammen. Løb sammen. Lavede fjollede hop sammen. Og over i hjørnet buldrede moderhjertet af glæde.
Som jeg siger, der skal ikke meget til. Bare ens barn får en ven til springgymna, føler man sig som det lykkeligste menneske i verden …
Marens Blog 
Åh jeg ved ikke rigtigt… jeg synes måske ikke det passer i kategorien “ikke så meget”…for det er sg* da stort når de kan begå sig og evner at få venner blandt fremmede. Amen til det med det varme moderhjerte – mit var da revtet af stolthed.
revnet…
Jeg gav mig sgu næsten til st hyle, da jeg læste dit indlæg. Dét er lige præcis en del af essensen ved at være forældre, den der lyst til at bære dem på hænder og fødder, og trang til at ALLE selvfølgelig skal synes godt om ens lille pode.
Total suspense, du skaber der, Maren – fik helt hjertebanken på både dine og Kamilles vegne! Åh, ved ikke, om jeg ville kunne overleve den slags situationer ude i virkeligheden med min egen skønne søn … er nok meget sundt at blive præpareret lidt til virkeligheden ved at læse med her 🙂
Og her sidder jeg med tårer i øjnene – den lille beretning kunne mærkes langt ind 🙂
er heldigvis ikke typen der tuder. så det.
Ja, jeg græder sgu. Fordi jeg har en lille baby på 7 måneder og nu begynder at forstå disse indlæg – ikke med hjernen men med hjertet.
Fantastisk!
Tillykke!
Og wow!
PS: Læser man for meget blog, når man begynder at drømme om Maren Uthaug om natten. Du bor, ifølge nattens begivenheder, i et luksushus, som jeg gør rent i, fordi du sviner helt afsindigt! Et af jeres badeværelser er så stort og luksuriøst, at I har en dobbeltseng stående i det, bare fordi der er plads! Jeg er stadig overvældet! God morgen!
@Estrid. Åh, der gad jeg godt bo. Kan fortælle dig at badeværelse i mit hjem er i ental. Og at der er store huller i væggen, murbrokker og masser af edderkopper. Not so fancy. Men du har ret i det med at jeg sviner. Altså børnene! Det er børnene der sviner.
Selvfølgelig er det børnene. Det er det også hjemme ved os. Du burde have været med i nat så! Bare for at kunne sige, at du havde boet i vild luksus – OG med rengøringskone!
Hæj… jeg tuder squ også! Hvorfor stod der ikke i manualen, at tårekanalerne bliver konstant utætte, når man får børn? Og det er ovenikøbet 2. gang i dag. Første tuderi var i morges til morgenradioen. Hvad skal dagen ikke ende med?
Fåg – er lige ved at tude.
Nogle gange overvejer man lidt, hvordan man selv har overlevet alle de der år med springgymna og lejrture og de populære og upopulære og alt det andet hejs man bliver udsat for i de der år. De der år, der gør mig helt grundangst og giver mig lyst til ikke at få børn, for shit hvor kan børn være grumme ved hinanden. Og nogle gange tror jeg også man glemmer lidt – når man sådan er kommet på afstand af det, og går og kigger ned/tilbage på de der år – at det jo egentlig gik ret godt og at man mest af alt havde det godt og sjovt og jo lærte at klare sig. For det gør børn jo på mærkværdig vis.
Så fin og rørende lille (eller kæmpestor!) historie, der både prikker til min angst og min lyst til at sætte børn i verden. Takker dog gud, eller hvem der nu er in charge of that for at de starter med at være ret små og let-beskyt-bare og ikke fra day one bliver kastet ud i det store sociale hieraki spil….
Åh mand, jeg holdt næsten vejret sammen med dig! Man kender det så godt så godt så godt….
Kors – kender det. Alle fortalte om hvordan en engel af glæde, fryd og kærlighed ville lande på skulderen, og følge en heeeele livet, når vidunderet kom til verden – de glemte sgu at fortælle at på den anden skulder sidder der i samme moment den sorteste ravn af angst, bæven, mavepine og usikkerhed på vidunderets vegne. Men pyh – han er 16 og so far – so good 🙂
arhh jeg hyler også…. og du har så meget ret.
Jeg fik lige tårer i øjnene af dit indlæg
Her sidder jeg og får tårer i øjnene af at læse… JA, jeg kender det bare SÅ godt! Vi flyttede til udlandet for 2 1/2 år siden og ungerne kendte ikke det nye sprog, så vi har haft masser af “scary moments” som endte i moderlig stolthed og glæde…
Åh, der ramte du MIT buldrende moderhjerte.