Category Archives: Uncategorized

De tre øer

I går mødtes jeg med to af mine gamle venner. De to jeg tilbragte mine ungdommelige år sammen med. Vigtige år, hvor vi for alvor udviklede os til mennesker. Vi holdt hinanden i hånden gennem alle de år. Det var rart og trygt. En af dem var dengang min kæreste. Og da vi to brød op midt i tyverne, brød hele vores lille gruppe op. Det var ikke en rar tid. Og jeg husker jeg skrev denne sætning, som slutningen på det et brev til dem:

”Så var vi alligevel alle øer”.

Ingen af os ses særlig tit mere. Der går faktisk år i mellem. Derfor var gensynet både sjovt og tankevækkende. Fuck, vi er blevet gamle. Som soldater der har været i krig med livet, skiftedes vi til at flashe vores alderdomstegn. Det grå skæg. De grå hår. Pigmentfejlene. Furerne i ansigtet. Begyndende åreknuder. Og en opremsning af alle dem vi kendte, der nu var døde.

Da vi var færdige, genfandt vi en af vores favoritbeskæftigelser fra de gode gamle dage: At uddele mentale lammere og passende fornærmelser til hinanden. Blandt andet blev denne skudt af mod mig:

”Maren, jeg mærker nu, hvor helt utrolig mange år det er siden, vi to var kærester. Og jeg mærker samtidig, hvor godt det er, vi ikke er det nu”.

Som jeg så lidt senere kunne kvittere med denne sætning, da jeg kom til at kaste et blik ned på hans sko.

”Jakob, hvad helvede er det du har på fødderne????”

Han indrømmede, den koboltblå sok måske lå i den friske ende, men skoene var nu så behagelige at have på, at han ikke så nogen grund til at gå i andet.

Kunne meget nemt give ham en meget stor pose med grunde, men nøjedes med en hånlig latter og forvisning om, at hans sko var så grimme, de nødvendigvis måtte på min blog. (Ja, jeg er sko-politiet, so shoot me).

Vi skiltes før midnat i kulden foran baren. Vi krammede alle tre og sagde, vi måtte gøre det igen næste år, når vi alle er i byen. Så gik vi i hver sin retning. Jeg vendte mig om og kiggede efter den sidste, da han forsvandt i mørket.

Ja, vi var alle øer. Som hver for sig drev i land nye steder, hvor man også kunne gå tørskoet rundt. Altså undtagen måske ham, der lige nu bor på sin båd og har planer om at gøre det vinteren ud. Men hvis kulden bliver for hård og regnen for vandret, havde han nu alligevel i sinde at være i åben for muligheden for at gå i land.

Fuck det var dybt. Hvor meget drak jeg i går?

 

 

Begejstret over selv

Jeg er meget begejstret for bagsiden på min nye lille satiriske tændstiksmandsbog, som udkommer i Nordnorge lige om lidt.

Altså når jeg får forsiden færdig. Dén kan jeg nemlig til gengæld kun få til at ligne gris.

Men her er bagsiden:

Vanskeligt sprog

Intimhygiejne

Intimbarbering

Intimsæbe

Intimkoncert

Nogle gange tænker jeg, at det må være vanskeligt at lære dansk. Jeg ville i hvert fald blive en smule forvirret. Og ret forventningsfuld.

Lørdagshygge

Se bare her hvordan Smukke Allan forcerer verdens største mudderpøl for at komme før de andre i mål .

Jeg ville nok have valgt en anden vej. For eksempel den med en café og noget latte. Okay okay okay, ungerne og jeg fik også nachos og cola. Og en croissant.

Således hygger vi os alle på hver vores måde en lørdag eftermiddag.

Mother of pearl

Jeg har før skrevet om min gudmor. Hende hippien, amerikaneren, professoren, antropologen, kvartindianeren. Hende der kun bliver klippet, når det er fuldmåne, aldrig har fået børn, for det gør intelligente kvinder ikke og så derudover altid giver de særeste gaver. Og altid uden anledning. Jeg elsker de gaver. For jeg kan umuligt regne ud hvad der er i dem. Som da jeg modtog en klap for øjet i posten. Eller da min søster fik en pose hundeuld. Eller da vi begge blev befalet til at pynte os med smykker lavet af gamle bildæk fra Estland.

Der er altid en eller anden mærkelig historie med pakken. Nogle gange giver det endda mening.

Der kom en pakke til i lørdags. Jeg åbnede den forsigtigt. Spændt til bristepunktet. I pakken var der en æske.

I æsken var der en masse emballage.

Og derunder “noget” med toiletpapir omkring (gaver fra gudmor er som regel tullet ind i toiletpapir).

Under var der noget brunt.

Under det brune lå denne lille fætter og kvækkede.

Mother of Pearl Frog, hedder den og er handcarved by Joann Quam, Pueblo of Zuni, New Mexico. 

Den er virkelig turkis og virkelig nidstirrende og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal bruge den til. Men nu har jeg stillet den på hylden i soveværelset, så nu går vi og skæver lidt til hinanden, Moddafucker of pearl og mig. Og prøver at vænne os til, at vi er blevet rodet ind i hinandens liv. Overvejer at finde klappen frem og tage den over mit venstre øje. Bare for at vise den noget attitude.

UPDATE: 

Mother of Pearl har fundet sin sjæleven. Den Blå

Nej, det er ikke bare et uheldigt snapshot – sådan ser den ud. Hver dag. Det er fordi dens hjerne er helt tom, så alt den ser er en overraskelse.

 

 

Tak for bogen Andrea!

Gennem brevsprækken dumpede i dag meget overraskende denne bog:

Jeg kender ikke rigtig Andrea. Eller jo, hun kender mange, jeg også kender. Men jeg er i tvivl om vi nogensinde har haft en samtale, sådan face to face. Alligevel er hun en af mine yndlings-facebookvenner. For hun skriver altid noget skarpt. Noget overraskende. Noget jeg ikke lige havde regnet med.

Nu har hun skrevet en bog. Om at være tyk og så ikke være tyk mere. Og alle mellemstadierne. Alt det ligger jeg nu på sofaen og fortærer – sammen med en plade chokolade. Det bliver en god weekend – jeg kan mærke det!

Venligst skaf mig

Og ja, DU kan godt føle dig truffet. Jeg vil vide, hvor jeg kan købe appen og hvilket link jeg skal trykke på for at bestille klodserne. Tak 🙂

Klumme om (ikke) at kramme

– fra LIME

Kan I huske dengang i de dejlige firsere, hvor vi ikke krammede, når vi mødtes på gaden? Hvor vi bare håndhilste eller kastede et friskt ”hejsa” efter hinanden. Eller ”mojn”, som vi sagde, der hvor jeg kommer fra.

Sådan er det ikke mere. I dag krammer vi. Også selv om vi bare er bekendte. Ja, selv min bankmand stillede sig an til en krammer forleden.

Jeg kan ikke lide at kramme. Jo, jeg krammer gerne alle dem, jeg har født, dem jeg har sex med eller kunne tænke mig at have sex med. Alle andre gider jeg ikke røre ved. Med mindre vi lige har vundet Melodi Grandprix, scoret mål mod svenskerne eller jeg er virkelig fuld. Derudover vil jeg helst bare have min krop for mig selv. Det kan vi godt analysere på. Og mange har gjort det.

Puha, hvor er du da kropsforskrækket, siger de. Måske har de ret. Men altså, jeg tager gerne i mod en massage, går til frisøren, og du må gerne se mig nøgen. Også mens jeg hopper i trampolin. Så jeg er ikke på dén måde bonert eller tilbageholdende. Jeg gider bare ikke kramme.

Ahr, vissevasse, siger andre. Og så tvangskrammer de mig for at vise, at de da ikke lader sig kyse af, hvad jeg har lyst til og ikke lyst til. Mmm dejligt, det overbeviste mig da helt sikkert om, at det er rart at kramme.

Havde længe håbet på, det ville blive umoderne med det krammeri. Men nu er folk også begyndt at kysse. I et stykke tid har de gjort det på kinden. Den anden dag også på munden. Bare sådan et lille bitte hej-med-dig-farmorkys. Tror da nok lige jeg gik hjem og begik selvmord der.

Problemet er, at der ikke er noget at gøre. Jeg bliver nødt til at kramme, kindkysse og farmorkysse. For gør jeg det ikke, er det en afvisning af en venlig gestus, hvilket i sidste ende gør alt meget værre, end at jeg bare bider min krammekvalme i mig. Det svarer jo til, jeg råber Så hold dog kæft til én, der siger ”hvor er du sød”. Der er for meget der skal forklares og roes i land, hvis jeg sætter hælene i. Så er det alligevel nemmere bare at give det kram. Og begå mentalt harakiri.

Det eneste jeg kan håbe på er at det i min levetid i det mindste ikke bliver værre en farmorkysset. At jeg til sidst skal stå og slikke folk i hele hovedet, snuse dem numsen eller på anden måde dele kropsvæske, bare fordi jeg møder én, jeg gik i klasse med i 1982. Åh ja, jeg ved godt du synes jeg er en sur kælling lige nu. Men det er faktisk ikke så svært at gøre mig glad. For eksempel hvis jeg ikke behøver give et kram, næste gang vi ses?!

(Denne klumme er i øvrigt, ud af de snart 100 klummer jeg har skrevet, den der har indbragt mig flest mails fra læsere. Søde som sure. Vi er tydeligvis mange, der ikke bryder os om at kramme. Og mange, der er sure på dem, der ikke kan lide at gnide. Altså ud over de mailskrivere, der bare syntes jeg som person er en idiot).

Junkie igen

Dengang jeg var gravid med Kamille, flyttede vi fra Århus til København. Købte en lejlighed. Som også skulle sættes i stand. Jeg boede der alene den første måned. I en tom lejlighed. På en madras i hjørnet og med et fjernsyn, der stod på en stol midt på gulvet. Hist og pist var vi begyndt at flå tapet ned og gulvtæpper op. Ingen steder var vi begyndt at pudse op. Det så herrens ud. Oven i hatten brækkede jeg mig konstant (ja, sådan mener min krop altså konsekvent, den skal håndtere en graviditet). Ofte nåede jeg ikke ud på toilettet, men måtte brække mig i poser. For eksempel den pose, jeg lige havde båret min take away hjem i. ’Amen seriøst, det var så skod at bo sådan. At have det sådan. Da en af mine venner kom forbi, kiggede han på mit “hjem” og sagde, at hvis han ikke vidste bedre, ville han tro, at der var en junkie der var brudt ind og havde lavet sig en lille rede i hjørnet af lejligheden.

Tænker tit på ”junkie-tiden”. Og tænker, at vi trods alt er kommet et stykke siden – også selv om jeg siden har skiftet matrikel til noget endnu mere uoverskueligt renoveringsmæssigt.

I går da alle var sust af sted i skole, børnehave og på arbejde, sad jeg morgenpjusket ved køkkenbordet. Og tunede pludselig blikket ind på dette syn.

Kom der fremmede forbi, kunne vi nok godt få junkiestemplet igen. Men altså …  Sprøjterne ligger ikke kun her, de er over alt (ved ikke om det gør det bedre), men en af husets små beboere har en lille defekt, der kræver daglig medicin. Og de andre børn, synes det er sjovt at kuppe sprøjterne og lege læge med dem.

Bare så I ved det, hvis I kommer forbi og tror vi sidder og varmer heroin op ved køkkenbordet. Det gør vi altså ikke! … i hvert fald ikke ved køkkenbordet.

(Gad vide hvor mange smiley’er jeg skal tilføje for at sikre mig, at alle er helt med på, at den sidste kommentar bare er et forsøg på at være morsom …?)

Den hemmelige samling

Se hvad jeg fandt i et hjørne nede i kælderen.

En lille bunke træningssko. Tilhører alle Smukke Allan. Fælles for dem er, at jeg ikke har set nogen af dem før. Dem, han løber af sted i når han træner, er hvide. Så jeg undrede mig over denne lille hemmelige samling. Tror han har købt dem i smug.

Der er så meget kvinder ikke forstår. Siger mænd.

So true.

Men en bunke sko, der er mere eller mindre ens. Købt uden at have nerver til at gøre kæresten opmærksom på, at man har gjort det igen. THIS I GET!