Så er der champagne!

Lige fået et brev om at jeg har arvet en aktie fra min nordlige afdøde fader. Aktien er i en samisk avis. Og har en værdi af 50 kroner. Hvis jeg ikke ønsker at arve den, er de villige til at købe den af mig for 100 kroner.

OMG! Mit liv bliver aldrig det samme igen!

Og det store spørgsmål: Skal jeg fortælle min søster om det, hun er jo i princippet berettiget til halvdelen, eller skal jeg bare puge penge selv?

Og det andet spørgsmål: Hedder det bare ”puge pengene” eller ”puger man PÅ pengene”? … ja, efter jeg er kommet til penge, gider jeg hverken tænke selv eller slå tingene op. Det har man vel folk til.

Reklamer

Yo Mynte, are you ready?

Selvfølgelig har jeg altid vidst det. At Mynte My er den cooleste i hele verden.

Bare den måde hun kan bøje hovedet og kaste mig et sideblik gennem pandehåret, der bare emmer af: ”Hold nu kæft din abe”.

Hun er heller ikke bleg for at række sin lille bitte buttede langefinger i vejret i min retning, hvis jeg har den umanerlige frækhed kommer med en opfordring om, at hun skal komme og spise, tage et bad, børste sine tænder eller rydde op efter sig inde i stuen. Selvfølgelig uden at tage øjnene fra det, hun lige har gang i.

Stædig er hun også. Som en saltstøtte, man umuligte kan rokke, hvis hun først har sat sig noget i hovedet.

Samtidig er hun den sødeste og den blødeste. Sidder gerne på skødet med alle sine seks år og krammer og nulrer mine ører i hele timer.

Og når hun bliver stor, vil hun være dyrlæge. Så kan alle katte, der har brækket halen, komme til hende og få den i gips, siger hun.

Ja, som jeg siger: Hun er den cooleste i verden.

Men at hun er så cool, at hun og Outlandish åbenbart både er på fornavn og på håndtegn, det vidste jeg ikke.

Jamen hør da lige her: (lyt når timeren er på 0.10)

Hjælp

Jeg brugte 2 timer på at shoppe i går. Med den simple mission at købe noget tøj med FARVE. Bare lidt douchet blå. Eller en støvet grøn. En lille rød prik. Jamen så bare noget gråt da, for himlens skyld.

Kom hjem med en trøje , sortere end sort. Præcis magen til de syv andre jeg har i skabet.

Nogen venligst red mig fra mig selv …

De tre øer

I går mødtes jeg med to af mine gamle venner. De to jeg tilbragte mine ungdommelige år sammen med. Vigtige år, hvor vi for alvor udviklede os til mennesker. Vi holdt hinanden i hånden gennem alle de år. Det var rart og trygt. En af dem var dengang min kæreste. Og da vi to brød op midt i tyverne, brød hele vores lille gruppe op. Det var ikke en rar tid. Og jeg husker jeg skrev denne sætning, som slutningen på det et brev til dem:

”Så var vi alligevel alle øer”.

Ingen af os ses særlig tit mere. Der går faktisk år i mellem. Derfor var gensynet både sjovt og tankevækkende. Fuck, vi er blevet gamle. Som soldater der har været i krig med livet, skiftedes vi til at flashe vores alderdomstegn. Det grå skæg. De grå hår. Pigmentfejlene. Furerne i ansigtet. Begyndende åreknuder. Og en opremsning af alle dem vi kendte, der nu var døde.

Da vi var færdige, genfandt vi en af vores favoritbeskæftigelser fra de gode gamle dage: At uddele mentale lammere og passende fornærmelser til hinanden. Blandt andet blev denne skudt af mod mig:

”Maren, jeg mærker nu, hvor helt utrolig mange år det er siden, vi to var kærester. Og jeg mærker samtidig, hvor godt det er, vi ikke er det nu”.

Som jeg så lidt senere kunne kvittere med denne sætning, da jeg kom til at kaste et blik ned på hans sko.

”Jakob, hvad helvede er det du har på fødderne????”

Han indrømmede, den koboltblå sok måske lå i den friske ende, men skoene var nu så behagelige at have på, at han ikke så nogen grund til at gå i andet.

Kunne meget nemt give ham en meget stor pose med grunde, men nøjedes med en hånlig latter og forvisning om, at hans sko var så grimme, de nødvendigvis måtte på min blog. (Ja, jeg er sko-politiet, so shoot me).

Vi skiltes før midnat i kulden foran baren. Vi krammede alle tre og sagde, vi måtte gøre det igen næste år, når vi alle er i byen. Så gik vi i hver sin retning. Jeg vendte mig om og kiggede efter den sidste, da han forsvandt i mørket.

Ja, vi var alle øer. Som hver for sig drev i land nye steder, hvor man også kunne gå tørskoet rundt. Altså undtagen måske ham, der lige nu bor på sin båd og har planer om at gøre det vinteren ud. Men hvis kulden bliver for hård og regnen for vandret, havde han nu alligevel i sinde at være i åben for muligheden for at gå i land.

Fuck det var dybt. Hvor meget drak jeg i går?

 

 

Begejstret over selv

Jeg er meget begejstret for bagsiden på min nye lille satiriske tændstiksmandsbog, som udkommer i Nordnorge lige om lidt.

Altså når jeg får forsiden færdig. Dén kan jeg nemlig til gengæld kun få til at ligne gris.

Men her er bagsiden:

Vanskeligt sprog

Intimhygiejne

Intimbarbering

Intimsæbe

Intimkoncert

Nogle gange tænker jeg, at det må være vanskeligt at lære dansk. Jeg ville i hvert fald blive en smule forvirret. Og ret forventningsfuld.

Lørdagshygge

Se bare her hvordan Smukke Allan forcerer verdens største mudderpøl for at komme før de andre i mål .

Jeg ville nok have valgt en anden vej. For eksempel den med en café og noget latte. Okay okay okay, ungerne og jeg fik også nachos og cola. Og en croissant.

Således hygger vi os alle på hver vores måde en lørdag eftermiddag.