Min kæreste har inviteret mig på date i dag. Vi skal mødes på en cafe klokken 12 og jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg er morderlig spændt og har lovet ham ikke at blive skuffet.
Jeg har ikke tænkt for meget over, hvad vi skal, for så ender det bare med, jeg regner det ud. Til gengæld slog det mig, da jeg tog tøj på i morges, om jeg skulle overveje hvilket undertøj, jeg skulle have på? Og burde jeg have barberet mine ben, da jeg stod i badet lige før. Er det ikke den slags man gør, når man skal på date med en fyr?
Men nu er det jo ikke bare en fyr (havde jeg været single og fyren fremmed, havde jeg vidst hvilket undertøj, jeg skulle have på siden i tirsdags, fået vokset mine ben i god nok tid til at de kunne blive pæne at se på og nøje udvalgt mit tøj med en venindes assistance), næ, det er jo Smukke Allan jeg skal ud med – og hvad dælen skulle han ligge og rode rundt nede ved mine ben for? … på den anden side, ved jeg jo ikke, hvad vi skal, og hvad nu hvis vi skal noget der involverer mine ben?
Kunne ikke finde på andet, der krævede, jeg skulle udstille mine bare ben end en tur i svømmehallen og skal vi det, kan jeg ikke garantere, jeg ikke føler en snert af skuffelse, hvis jeg skal tilbringe min kærestedag med at høvle op og ned af bane 4.
Jeg droppede det med benene og nøjedes med at rode lidt rundt i skuffen og fandt til sidst en trusse, der havde noget der kunne minde om en blonde. Sådan der, super sexy.
På min forespørgsel om jeg skulle tage pænt tøj på, svarede han, at jeg bare ikke skulle tage skindet på. Skindet er min blå velour-joggingdragt, som jeg har på så tit, at den netop hedder skindet.
Godt så, over i hjørnet med alt i velour, fandt i stedet noget, der strammede de rigtige steder og så på med det par af mine højhælede støvler, som jeg rent faktisk godt kan gå i. Med alderen har jeg nemlig lært, at mænd sætter pris på kvinder, der kan gå. Og gå det skal jeg, for nu er den snart tolv. Så SO LONG!
Marens Blog 