Hvis dette ikke er den tristeste stump melodi, du nogensinde har hørt, skal du ikke ringe til mig og fortælle det. For jeg har lagt mig med en akut tårevædet depression og agter ikke at stå op igen, før verden er blevet til et bedre sted.
Den er i øvrigt fra den fantastiske plade Memoryhouse af Max Richter.
Så behøver man ikke fire hundrede siders beskrivelser om, hvordan dén krig føltes …
Marens Blog 
Altså jeg tænker lidt du må have været i dårlig humør i forvejen, for jo den er da meget trist og dyster den melodi, men altså her skinner solen, og jeg er lige kommet hjem fra foredrag med Anders Lund Madsen, og så tror jeg altså ikke at noget kan slå mig ned i en depression. Hvis der nu havde været billeder med, så måske.
Hold da magle! Av, helt ind i hjertekulen.
Blev sgu nødt til at købe hele svineriet på itunes. Nu skal der hyggesørges.
Hav en smuk weekend. Måske vi mødes i Odense City d. 4….hvem ved?:)
Puha, dét dér stykke musik kan jeg slet ikke gå ind i, for så kan jeg ikke sætte mig ned i Frederiksberg Have og sætte tænderne i 3 salater for en 70’er, og i øvrigt nyde tilværelsen i denne vidunderlige forsommer, og “glemme alt om sultne børn og voldtægt og kanoner”, der stadig er alt alt for aktuelt.
Okay – den et seriøst snittepulsårer-og-tude trist…
Det er soundtracket til den tid, der fulgte, da jeg som barn mistede min mor. Vågnede op om natten og skreg min vantro og surrealistiske længsel ud – og var vissen indeni om dagen.
Jules. Dine ord er endnu tristere end selve musiken.