Dengang jeg var lille havde vi to kaglende høner. Den ene hed Sonja og den anden hed Margrethe. Opkaldte efter den norske dronning og den danske dronning. Hvor kunne jeg godt lide Sonja og Margrethe. Ledte hver dag efter æg og fodrede dem med korn. Og så døde de. Sådan lige pludselig uden nogen grund. Få uger efter vi havde fået dem. Ja, så barsk kan livet på landet være.
Da jeg blev en lille smule ældre fik et af vores får et lam. Men moren ville ikke have lammet. Den var tynd og skrantet. Vi tog den til os. Lod den flytte ind i vores stue. Her gav vi den mælk og aede den og den trippede rundt efter os og hvinede mææh, hver gang den så os. Vi kaldte den Siri og den var det sødeste i hele verden.
Mod alle odds klarede Siri sig. Voksede sig så stor, det var pinligt at have hende boende i huset. Oh yes, får skider. Også Siri. Så hun flyttede ud til de andre får på marken. Det kunne hun godt lide. Hun var altid glad. Hvinede stadig og løb os i møde, når hun så os. Men så en dag lå Siri med benene i vejret og blikket rettet mod det hinsides. Sådan bare midt ude på marken. Død uden nogen årsag.
Er der noget at sige til, jeg er blevet inkarneret bybo? Har sgu da ikke nerver til det der landliv!
Marens Blog 
RIP.
Altså ikke for at tage illusionerne fra dig vel, men bare noget med livets realiteter…. En kanariefugl man har i bur inde i byen, smækker faktisk også benene i vejret og kigger med matte øjne ud på de evige kanariefuglemarker når den stiller træskoene…… Sorry…..
Du er vist blevet bybo, når du kan kalde det “høner.” 😉
det var dog nogle satans høns og får!
De skal jo ikke bare dratte om, de skal slagtes og i fryseren og på middagsbordet!
Også selvom de hedder Margrethe, Siri eller Sonja… ja eller Troels… det hedder vores vædder!
Min mor er flyttet på landet… med heste, høns (eller høner) og geds (eller geder)… Jeg blev konfronteret med det barske landliv en dag hvor vi fik frikadeller der smagte lidt anderledes… mig: “Mmmm hvor er det lækkert. hvad har du puttet i frikadellerne?” mor: “Juan…” (det hed den ene ged…).
Phew. Ja man bliver helt swedt ved tanken om al den død på landet. Da jeg var 8 var jeg allerede blevet jagtet af en hane uden hoved, blevet seksuelt forulempet af en ruhåret hønsehund og havde spist mit flaskelam “Ronja” til middag. Mig:” Mmmm det smager godt det her kød”, mor:” Ja, det er Ronja”. Gulp! Mine søstres marsvin døde også pludselig i hænderne på os en dag, hvor vi sad rundt om morgenbordet. Det viste sig at den var blevet kvalt i sit eget hår….en hårbold hedder det….noget med at når de klør sig med tænderne sluger de en masse hår, der til sidst samler sig som en bold midt i luftvejen. Scary Shit. Landet er ikke for små børn!
Min lille søde bløde kattekilling fandt jeg død bag oliefyret, også i den famøse pose, stive ben i vejret og åbne øjne. Bare sådan en dag jeg kom hjem efter skole. Min far mente det kunne være noget med nogle gasser fra fyret ??!!! Anyway, man får åbenbart ikke lov til at være uskyldigt lille barn ret længe, i hvert fald ikke når der er dyr involveret.
En af mine bekendte, der også bor på landet og har høns og får og heste og grise som os, havde en gammel kat som for nogle år siden faldt om og døde… Katten skulle selvfølgelig have en fin begravelse og hele familien incl. mindstebarnet på dengang 4½, stod samlet om graven og lagde katten til hvile.
Og så var det mindstebarnet klogt spurgte sin mor om hvornår de så skulle spise katten!
Det barn havde da i den grad forstået ideen med at have dyr der lever gode liv og er en del af ens hverdag lige indtil vi tager afsked med dem, for at hilse dem velkomne en sidste gang på middagsbordet og i vores maver.
Mine forældre hængte de slagtede kaniner op i gyngestativet – og en enkelt gang lod min far en af hønsene “rende livet af sig” efter hovedet var hugget af…
De var dog så snedige at de byttede dyr med naboen, så vi ikke skulle spise Ninka og Ninus – “sagde” de…
Tjaeh, MIN ældste søn spurgte også på et tidspunkt om, hvornår vi skulle slagte hunden. Vi slagtede jo både høns og ænder.
Så det hærder også på børn at bo på landet… 🙂