Junkie igen

Dengang jeg var gravid med Kamille, flyttede vi fra Århus til København. Købte en lejlighed. Som også skulle sættes i stand. Jeg boede der alene den første måned. I en tom lejlighed. På en madras i hjørnet og med et fjernsyn, der stod på en stol midt på gulvet. Hist og pist var vi begyndt at flå tapet ned og gulvtæpper op. Ingen steder var vi begyndt at pudse op. Det så herrens ud. Oven i hatten brækkede jeg mig konstant (ja, sådan mener min krop altså konsekvent, den skal håndtere en graviditet). Ofte nåede jeg ikke ud på toilettet, men måtte brække mig i poser. For eksempel den pose, jeg lige havde båret min take away hjem i. ’Amen seriøst, det var så skod at bo sådan. At have det sådan. Da en af mine venner kom forbi, kiggede han på mit “hjem” og sagde, at hvis han ikke vidste bedre, ville han tro, at der var en junkie der var brudt ind og havde lavet sig en lille rede i hjørnet af lejligheden.

Tænker tit på ”junkie-tiden”. Og tænker, at vi trods alt er kommet et stykke siden – også selv om jeg siden har skiftet matrikel til noget endnu mere uoverskueligt renoveringsmæssigt.

I går da alle var sust af sted i skole, børnehave og på arbejde, sad jeg morgenpjusket ved køkkenbordet. Og tunede pludselig blikket ind på dette syn.

Kom der fremmede forbi, kunne vi nok godt få junkiestemplet igen. Men altså …  Sprøjterne ligger ikke kun her, de er over alt (ved ikke om det gør det bedre), men en af husets små beboere har en lille defekt, der kræver daglig medicin. Og de andre børn, synes det er sjovt at kuppe sprøjterne og lege læge med dem.

Bare så I ved det, hvis I kommer forbi og tror vi sidder og varmer heroin op ved køkkenbordet. Det gør vi altså ikke! … i hvert fald ikke ved køkkenbordet.

(Gad vide hvor mange smiley’er jeg skal tilføje for at sikre mig, at alle er helt med på, at den sidste kommentar bare er et forsøg på at være morsom …?)