… SIDEN SIDST
Okay, planen er at få succes, så jeg kan ansætte én. Bare en lille bitte studiemedhjælper med støtte fra kommunen. Som også bander. Som husker at det er den første og betaler mine regninger til tiden. Som peger på krydset i min kalender (det gælder åbenbart ikke når bare man husker sin kærestes fødselsdag op ad dagen). En som muligvis forstår, hvad mine børn siger, når råber MOR DU FATTER DA HELLER INGENTING, JEG VIL JO BARE GERNE HAVE AT DU FKDSLSIPÅUDSKOYNJØK.
Ja, succes skal der til. Første skridt må være at bruge mindre tid på bloggen. Og i stedet skrive sirlige tekster om sirlige produkter. Ingen tvivl. Det er vejen frem. Starter i morgen.
Twitter Updates
Tweets by MarenUthaug-
Nye indlæg
Nyeste kommentarer
- Jennie til Sommerudsalg på boghylden
- Monika til Sommerudsalg på boghylden
- Charlotte Hesselgren til Blufærdighed og et nyt emne
- mm til Det buldrende moderhjerte
- Maren Uthaug til Til alle der får bloggen på mail
Følger med hos
Tidligere indlæg
-
Slut dig til 452 øvrige tilmeldte
RSS
Marens Blog 
Jeg håber også jeg bliver 100 år. Tænk hvis ALT kommer frem når man død. Altså jeg mener ALT. Yikes. Og hvad skal man bruge en død mands følelser til alligevel. Nej jeg siger nyd folk imens de er i live. (Sjovt hvordan den der fucking vante altid lige dukker op når jeg prøver på at skubbe den væk) og trist at høre med din ven.
Ja, så var det måske skønt nok at overleve de fleste. Og bli’ 100 år, eller lidt mere (for en sikkerheds skyld).
Kondolerer med din ven…
åååhh…. av…
Jeg har lyst til det hele i dag
Jeg har lyst til at ta’ en bid af alting
Og æde det hele – fucking rub og stub
Jeg har ikke lyst til at dø…
1. vers af “jeg har ikke lyst til at dø” af De Eneste To.
Jeg har lige hørt den, og kom straks til at tænke på den nu, hvor jeg har læst dit indlæg.
Hele teksten er lang, men kan findes på min blog.
Kondolerer med din ven. Livet kan være så uretfærdigt.
Hmm… Nej, ikke så god stil af din vens ven 😦 Æv.
Noget helt, helt andet: Måske er problemet med din ‘Like’-knap browser-relateret? Jeg kan i hvert fald godt se et tal i IE 8…
Hvor fin en lille stribe! Tak
PS: Du ER en succes!
ØV….
Har også mistet en idag…af de rigtigt goe´…hun blev 89…)-;
Årh Maren… Sikke en fin og følsom lille stribe. Sender virtuelle knus.
Min bekendte døde lørdag. 30 sølle år. Det må man ikke. Han fik det dårligt til en fodboldfest og skulle trække lidt luft. det gør ondt, selvom jeg ikke var tæt på ham.
Elsk det satans liv!!
Hmm Maren, har du overvejet, at jeg engang imellem læser med her. I øvrigt syntes jeg, det var rart at ses igen – på trods af hvor ulykkeligt det var ”forleden”.
Jeg tager mine 100 år på The Flying Dutchman på den dårlige måde og tilsyneladende også med dårlig stil. For ja, jeg synes, at man godt må fortælle (nogle af) folks hemmeligheder, når bare de er døde. Jeg taler ikke om (for nogle) grimme hemmeligheder, som kun sårer; men væremåder, vaner, man aldrig har kendt. Hemmeligheder, som har været med til at forme ens forhold til den, der nu er død.
Det kunne også være en håbløs ungdomsforelskelse f.eks. Hvis det usandsynlige (min karakter og høje alder taget i betragtning) skulle ske, at bare en enkelt ulykkelig forelskelse skulle møde op til min begravelse, håber jeg, mine venner (ja sådan nogle har jeg selvom jeg ikke har fortjent det) har de nosser – jeg ikke havde – og siger sandheden. Da vores fælles ven som bekendt var temmelig blufærdig om sit følelsesliv, så sagde jeg bare, hvad han vel for helvede selv gerne ville have sagt engang.
Under alle omstændigheder er du nu medlem af den eksklusive klub, der håber, jeg bliver 100 år. De øvrige medlemmer er vist kun mine børn. Personligt ville jeg nu ønske, at du nedskrev min dom til 80. Om ikke andet så på nådekontoen alene.
Christian
75
Er det så godt eller skidt 75?
Bortset fra det (for alle andre end mig ret ligegyldige spørgsmål), så kunne jeg nu godt lide stregerne, tristheden og sarkasmen. Hvornår har jeg ikke kunnet lide sarkasme. Jeg synes måske bare sarkasmen ramte lidt ved siden af her; men det er din blog, så du kan jo give udtryk for, hvad du vil.
Jeg forbliver så i mørket, når det kommer til, hvordan to, der har kendt den samme som nu ikke længere kan spørges, skal kunne tale om det menneske. Hvad der kan have været et karakteristisk træk ved den døde for den ene og dermed naturligt at tale om, kan for den anden være fuldstændig ukendt og hemmeligt. Hvordan ved man, at man er ved at sige for meget?
Til sidst. Jeg har ikke været til mange begravelser, hvor der ikke har været mere eller mindre tilgivende smil omkring bordene, når uskyldigt mente sandheder kom frem. Til den slags selskaber er der selvfølgelig som oftest ældre mennesker, der er vant til at gå til begravelse. Måske er det at gå til begravelse bare en overbærende kunst, der skal læres.
Nå, jeg vil holde min kæft herfra. Ingen er kommet hos dig for at høre på mig.
Kære Christian. Det er lidt mærkeligt at have en offentlig samtale, men da jeg ikke har din mailadresse, er det jo sådan det er.
Jeg ved ikke, hvad reglerne for hvad man må sige og ikke sige om afdøde venner er. Min stribe var en personlig betragtning med et forsøg på et sarkastisk twist. Det kan altid diskuteres, hvor godt det lykkedes.
Jeg ved ikke, om det var forkert af dig at sige det eller ikke. Jeg har bare tænkt over det siden og det mundede så ud i et par streger. Det var på intet tidspunkt i mine tanker at hænge dig ud eller revse dig. Du spørger om jeg mon forestiller mig, at du læser med på min blog, og svaret er et stort nej. Til vores sidste både hyggelige og meget triste møde omtalte du gentagne gange min blog som ”dig og din mødregruppe”, og selvfølgelig burde jeg have forstået, at du kigger forbi i blandt, men jeg havde vist for travlt med at være fornærmet til at tænke mig om.
Modsat hvordan det kunne fremstå, kan jeg godt lide dig. Og har altid kunnet det gennem alle årene på teologi. Også til trods for din lidt krigeriske måde at indlede samtaler og være venner på. (Nu er jeg jo heller ikke just miss sunshine selv). I hvert fald kan jeg lide dig så godt, at jeg også gerne kommer til din begravelse, når tid er. Så hvis du har brug for nogen til at få lagt et par sandheder på bordet, kan du bare sende mig en liste, så skal jeg nok få videreformidlet det til de rigtige. Smiley!
Kærlig hilsen Maren
Nååårrhh – sikken en fin måde at fortælle historien på – cutie tegninger! Og fin pointe til sidst…. 🙂 Super! KH og tak med smil
Døden er en led kælling.
Men Maren er elsket (og ikke en kælling… vel?).
Måske var det vennens, lidt koldsede, måde at fortælle dig på at du havde haft en ekstra plads i jeres fælles vens hjerte?
Kære Maren
Det med mailadressen forstår jeg ikke. Man opgiver sin mailadresse for at kunne kommentere, og jeg troede egentlig, det var så blogindehaveren kunne svare privat. Nå, min adresse er: chris(mitefternavn)@gmail.com … (minus parenteser).
Med hensyn til en privat samtale i offentligt forum, så tror jeg sgu ikke, der er andre end os, som gider læse med på nuværende tidspunkt.
Så krigerisk er jeg da ikke. Jeg fører bare krigen, hvor den i mine øjne virkelig finder sted, og hvor mange andre derfor for Guds skyld vil have fred og ro. Læs den pæne samtale. Kold krig og misforstået gudsbillede, hvis du spørger mig. På andre områder er jeg om ikke elskelig, så i det mindste fredelig.
Kunne jeg ikke finde på noget bedre end ”… dig og din mødregruppe”. Hvis vi tager sarkasmen som overskrift.
Først. Som jeg kender dig, kan du godt være skarpere end du er her. Ligesom jeg smiler lidt, når du tager en af dine antiintellektualistiske ture. Du er lidt for brainy til, at jeg rigtigt bider på. Men jeg kan jo tage fejl.
For det andet. Ironi og sarkasme er ikke sjovt, hvis de ikke også rammer afsenderen. Du ved det givetvis ikke, men jeg har fra barnsben haft en svaghed for dameblade (som i livsstilmagasiner). Oh rædsel, da det gik op for mig, at min eks, som jeg var forelsket i og fik børn med, ikke læste den slags. Hun ser ellers sådan ud. Hvad skulle jeg nu lave, når hun havde ammehjerne, og jeg ikke kunne se fodbold hele tiden. Tilsvarende fryd, da jeg arbejdede indenfor psykiatrien, og en beboer (lidt misvisende) spejlede sig i alt inden for området. I samme spor er du da ikke den eneste kvindelige blogger, jeg kan finde på at læse.
For det tredie. Jeg har som antydet arbejdet med et flertal af kvindelige kollegaer, hvorfor det indbyrdes sprog var som kvinder taler sammen. (Jeg lærte aldrig at tale sproget, kun at forstå. Tror jeg nok). I begyndelsen forstod jeg ingenting. Jeg kunne selvfølgelig høre de talte om noget, men hvad undslap mig fuldstændigt. Med tiden blev det til undren – specielt ved supervision i plenum. Den samme person, som i en mindre gruppe kunne give knivskarpt udtryk for sin fagligt funderede vrede, sad blandt alle og talte om sine sårede følelser. To personer, som skulle problematisere en arbejdsdag, sad som svar og gentog den sætning, den anden lige havde sagt. Dog med små subtile forskydninger. Efterfølgende var flertallet meget tilfredse med en givende diskussion. Jeg tænkte, hvad er der sket med pro et contra, konklusion. Lidt det samme sker indimellem i dit kommentarfelt.
1, 2, 3 det er den fuldt udfoldede version af ”… dig (mig) og din mødregruppe.”
Aj, nu er jeg kommet til at skrive en hel side. Det må du undskylde. Jeg har vist for meget tid.
Det er pænt af dig at ville komme til min begravelse. Så vil jeg også komme til din.
Jeg har da også altid kunnet lide dig, Maren.
Så kærlig hilsen, Christian
kan ikke forstå din vens ven, der er dog en rigtig mailadresse?
vi andre fra mødregruppen gider da ikke at læse det her. i hvert fald ikke mig.
Jeg er ked af at læse om dit tab. Folk dør altid når man har mindst brug for det – sådan er det bare… og nogle gange kommer folk til at sige ting man ikke har brug for at høre. Det kan de jo ikke (altid) vide, at man ikke har… verden er baglæns.