Har lige siddet og læst en debat som har kørt hos Politiken de sidste par dage.
Først skrev Erica Jong dette essay, der hed Moderkulten er en byrde. Som handlede om, at den mode, der er opstået de sidste mange år, hvor man skal være den almoderlige mor, der bærer sine børn i slynge, laver økologisk mad og generelt bare er der for sine børn 24-7 er et kæmpe bagslag for kvindefrigørelsen. Det hæmmer os og kaster os tilbage til kødgryderne og binder os på hænder og fødder. Og efterlader ingen energi til hverken ambitioner eller tanker om, hvordan vi kan gøre tingene bedre for os selv. Hun skriver, at hvis de første kvindesagsforkæmpere så, hvordan vi har forvaltet den frihed de kæmpede så hårdt for, ville de vende sig i deres grave. ”Den første bølge af feminister – i det 19. århundrede – drømte om fælleskøkkener og børnehaver. Over 100 år senere må vi lade os nøje med fastfoodrestauranter og fattige immigrantkvinder, som tager sig af vores børn, mens deres egne børn er ladt tilbage hos bedsteforældrene”.
Nå, men så var der selvfølgelig en masse superfeminister, der slog vindmøller af begejstring og en masse af de almoderlige, der pissede i bukserne af arrigskab – og begge parter skrev de en masse kommentarer, som trods for at de sitrer af både engagement og meninger er søvndyssende kedelige. Og så var der en småbarnsmor, der skrev en kronik, som handlede om, hun faktisk var en skide glad mor, som elskede at have sine børn hængende på maven i slynge og havde valgt at prioritere sine børn frem for alt andet, for det virkede mest naturlig for hende. Og så blev alle superfeministerne så rasende, at de muligvis har fundet hende og brændt hendes hus ned til grunden – og alle almødrene lænede sig samtykkende tilbage og strøg deres økologiske bolle over håret.
Selv ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene. Sidder mest og tænker: HVOR FANDEN BLEV DE FÆLLESKØKKENER AF? Og er det for sent at stemme for?
Og at jeg godt gad være sådan en, der ville gå hjemme med mine børn og være der for dem evig og altid og sørge for, at maden blev serveret på de rigtige tidspunkter og i den rigtige ende af madpyramiden. Men faktum er at jeg får mega spat af at være hjemme. Af kun at gå op i børn. Jeg elsker elsker elsker dem jo – og hold nu kæft hvor er det kedeligt at være sammen med dem nogle gange. Jamen det synes jeg, det er. De kan være så skide barnlige og græder over de mest åndssvage ting (jaja, vigtige i deres univers – men virkelig dødssygt i mit). Så jeg bliver så glad når jeg læser Erica Jongs debatindlæg. For jeg har virkelig sådan lyst til at give lidt slip på ansvaret og kaste et blik ud i den store verden. At det hele ikke er min skyld og er I klar over, hvor højt tårnet af BURDE er i dagens moderskab?
Men ved da godt hvem af de to, jeg egentlig helst selv ville have som mor … mmm økologiske boller og kærlige stryg over håret, når jeg har brug for det.
Marens Blog 
Jeg synes tit, at sådan nogle debatter bliver alt for sort/hvidt.
Jeg bager økoboller, og er en rigtig slyngemor – men fuuuck, hvis jeg skulle gå hjemme og passe min dreng hele dagen ville jeg blive fuldstændig gak gak. Jeg gik hjemme med ham til han var næsten 14 måneder – shit de sidste måneder var hårde.
Det er som om, at hvis man går rigtig meget op i sit barn, så er det forkert. Og hvis man går rigtig meget op i sin karriere, så er det også forkert…
Uh Maren jeg har det på samme måde. Skrev så sent som igår på min Facebook status, at jeg nogen gange er så røv træt af at være voksen og ansvarlig. Kan nærmest fysisk trænge til at komme en tur i byen, med sjusser og smøger og dans til orkester.
Samtidig er jeg så taknemmelig for mit liv som selvstændig, fordi det netop et par gange om ugen giver mig muligheden for at hente mine børn tidligt og bage kanelsnegle og lave lektier og simre ret på komfuret til lille far kommer hjem.
Ville ikke undvære noget af det. Så tak til kvindefrigørelsen herfra, fordi jeg har friheden til valget og kan derfor få begge dele.
Kh Katrine Axholm
Min barsel med den mindste (2½ nu) var ren økologiske boller og slynge, og satte klare mål om at det da var sådan livet skulle være. Men der var så også lige det plus at vi var tre veninder som var på barsel samtidigt. Så det var lige dele økologiske boller og voksenselskab. Hvis der var andre der gik hjemme, kunne jeg sagtens affinde mig med at hellige mig børn og kødgryder.
Men hvis jeg var den eneste i vennekredsen som gik hjemme, ville det da blive dødt. Så vi er ved at planlægge hvornår vi skal have det næste barn – Altså mig og veninderne 😉
Hej Maren,
Du skriver følgende: “Men faktum er at jeg får mega spat af at være hjemme. Af kun at gå op i børn. ”
– det bliver lige sort/hvidt nok, tænker jeg – jeg går hjemme, passer børn og hus – laver mad mm., men jeg gør også andre ting;o)
At gå hjemme – at være “øko-mor” (jeg er ikke en skid øko!) er en anden prioritering, men det behøver ikke KUN at handle om børn, hus etc.
– hvem siger det skal være ENTEN ELLER?
Jeg tænker, at noget af det der mangler i debatteren er, at ikke alle er ens. Vi ser alle sammen forskelligt på verden og har nok brug for forskellige ting for at føle, at vores liv er i balance. Der hvor jeg bliver arrig er når “nogen” (det være den ene eller den anden fløj) hævder at deres moderskabsideal er det eneste rigtige. Nej, det er ej. Det kan være, det er det rigtige for jer, og al ære og respekt til det. Men giv lige mig plads til at være mor på min egen måde, for helt ærlig, så tror jeg at min søn trives med mig som mor, når jeg er glad og i balance, hvad enten det skyldes en god og udfordrende arbejdsopgave eller fordi vi lige har bagt pandekager sammen…
Jeg får lyst til at stille et sprøgsmål. Når jeg læser dine indlæg, Maren, så tænker jeg, at du er en mor der evner at stryge dine børn over håret. Jeg ved ikke om der dufter af økologisk hjemmebag hjemme hos jeg (måske er der duft fri på grund af de manglende døre :-), men her fra den anden side af jorden emmer der af nærvær, kærlighed og samhørighed hjemme hos jer! Forleden kom jeg for eksempel til at tænke, at jeg ville også være barn hjemme hos jer og have lakeret negle af far…………… Lidt af en absurd tanke blandt andet fordi, jeg i den sammenhæng har alderen i mod mig…………..
Nu til min tanke og refleksion, Maren, kunne det tænkes, at netop fordi du til tider er i stand til at kaste ansvaret fra dig og kikke ud i den store verden, dermed er i stand til at stryge dine børn over håret, om ikke hver gang de har behov, så ofte?
Det er nok lidt det sædvanlige i den slags diskussioner; at det er ekstremisterne, der trækker fronterne op. Jeg er også en øko-wannabe, der har brug for et karriere-fiks for at være rigtigt glad. At jeg pt. har fået miflet det sådan, at jeg kun behøver arbejde fem-seks timer om dagen, er et hit.
Hvis øko-slynge-klummen er den samme, som jeg har læst, synes jeg i øvrigt ikke, hun var spor øko-rabiat… men netop meget afbalanceret midt-imellem jeg-vil-kramme-mine-børn-men-også-skriver-essays-i-Dagbladet-Information-agtig.
Jeg tror bestemt også at en middelvej er mulig.
Og så tror jeg måske vi skal holde op med at brænde hinandens huse ned, jeg mener, vi er forskelligt skruet sammen og for nogen er økoboller, slyngebørn og fingermaling virkelig lykke, mens det for andre er grænsende til psykiatrisk indlæggelse. Hverken det ene eller det andet behøver kalde på vores dårlige samvittighed. Hverken du, Maren, eller vi andre, kan være en anden “slags” mor end den rette.
Der er da plads til det hele, ikke sandt?
God dag til alle, uanset retning 😉
Tjah. Al fanatisme er vel mega ufedt ligegyldig fortegnet. Erica Jongs datter er i hvert fald ikke synderligt begejstret for sin mors kampe, som hun blev ofret for: http://www.dailymail.co.uk/femail/article-1021293/How-mothers-fanatical-feminist-views-tore-apart-daughter-The-Color-Purple-author.html
Jeg gad godt at vi havde gået ind på arbejdsmarkedet på vores egne kvindelige præmisser. Og ikke bare kopierede mændenes. Altså, jeg har virkelig brug for at være sammen med mine børn og være med til at præge dem og have tid til at høre på dem. Og jeg har samtidig virkelig brug for at slippe væk fra dem og have fokus på noget andet.
Jeg kan gøre det, fordi mit job kan laves som freelancer eller som halvtidsansat – og fordi reklamebranchen har gode lønninger. Men hvad hvis jeg var sygeplejerske? Så var det bare ærgerligt – min veninde knokler røv som sygeplejerske til en åndssvag løn – i hvert fald ikke en løn, der ville kunne bære, hvis den bare var halv.
Hvis vi skal have det til at fungere med job + engagement i vores børn, skal vi selv opfinde formlen. Vi burde sætte os sammen og opfinde den i fællesskab og kræve det bliver normen. For klart har børn bedre af at blive set og hørt og strøget over håret – i stedet for at blive spist af med et klap i røven og en feministisk brandtale. (Selv om jeg faktisk er vildt god til feministiske brandtaler – og mine børn efterhånden vildt gode til at nikke mens jeg kan se de tænker på noget helt andet).
@Change is a p: Jeg bliver glad når du siger det virker som om vi lever i harmoni og der er masser af samhørighed og kærlighed i vores hjem. Det er der også nogle gange – men måske glemmer jeg at skrive om de gange hvor en af os hænger i gardinerne og råber JEG VIL SKILLES (også nogle gange børnene).Men sådan er det måske bare … hvis man aldrig er rasende, opdager man jo ikke, når man er glad.
Desuden: Du kigger bare forbi og får lagt blå neglelak på af Allan, det vil han helt sikkert gerne!
Allså; kan ikke se at det er et tilbageslag. Er det ikke netop det fede, at vi kan vælge? Hvis man gerne vil stryge bollerne over håret, så gør man det. og hvis man vil hente hver dag klokken fem og arbejde vider eom aftenen, så gør man det. Eller man blander, laver boller om onsdagen, arbejder sent torsdag og går i Zoo lørdag? Altså. Jeg hylder valgfrihenden!
Hej Line – der kommenterede tidligere. Det er ikke Erica Jongs datter, men Alice Walkers datter, der har skrevet om at vokse op med en feministisk mor.
Og kan vi ikke godt blive enige om, at hendes opvækst lyder helt ekstrem – sådan er det vel næppe for flertallet af børn af feministiske forældre. Jeg har selv en feministisk mor, som var og er en meget sød og kærlig og støttende mor (og mormor til mine børn) – det er skørt at stille det op som modsætninger at være feminist og mor. Kan man sagtens. Er jeg også selv 😉
@Ano og Line: Tænker også at det mere er historien om en helt usædvanligt dårlig mor. Jeg har i øvrigt også en gudmor, der er så feministisk anlagt, at hun kun har fnys til overs for alle de unger jeg har fået. Det eneste der er formildende er, at det trods alt er piger jeg har fået. Men alligevel synes hun bare jeg er en giga idiot fordi jeg har fået alle de børn. Og jeg kan jo godt se, at jeg ikke når så langt på arbejdsmarkedet mens de er små. Men det gør Allan nu heller ikke …
Jeg synes det vigtigste er at turde være sig selv og være ligeglad med den offentlige mening om hvad godt moderskab eller kvindeliv er. Klip en hæl og hug en tå – så kan alle ender nåes
Kære Maren,
Jeg har lige fundet din blog og jeg elsker den allerede!
Det er så fantastisk befriende, at det i din verden – som i min – er ok at sige, at man nogle gange har brug for mere end ‘bare’ at være mor, men at man faktisk er superglad for de der unger, vil dem alt det bedste og i øvrigt gerne vil have tid til at være sammen med dem… Meget!
Jeg tror vi bider os selv i balderne ved at ville alting perfekt. Det er blevet ok at sige, at man ikke kan være perfekt til alting og at man derfor må prioritere! Javel, men jeg vil ikke prioritere min karriere over mine børn. Men faktisk heller ikke så gerne sætte min karriere på totalt back-burner for mine børns skyld.
Kan vi ikke bare indføre, at det er ok at gøre tingene så godt som man kan med de timer og de øvrige ressourcer man har til rådighed?
Det er jo eksempelvis ‘nemt nok’ at have et totalt BoBedre-agtigt og rydeligt hjem, hvis man har råd til at betale sig fra det. Lidt mere kompliceret, hvis man skal klare det selv.
‘Nemt nok’ at bringe sent og hente tidligt, hvis man arbejder tæt på, har bedster, der kan involveres eller har forskellige og/eller meget fleksiblke arbejdstider. Lidt mere kompliceret hvis man har få, ingen, eller arbejdende bedster, selv arbejder langt væk eller har faste mødetider.
Jeg tror du har ret i, at det største problem er, at vi ikke har fået (eller taget!) muligheden for at gøre tingene på vores egen måde. At det er andre menneskers idealer vi måles op imod.
Jeg har valgt, at jeg vil være en ‘god nok mor’. Men det bliver ikke på økoboller og slynge-måden. Jeg vil gerne have antydningen af en karriere, men det bliver på MIN måde – jeg arbejder kort, men hårdt! – Og jeg vil gerne have et semi-rydeligt hjem – men det skal ikke koste skovturen, svømmehalsturen eller videomaraton med ungerne.
Og så glæder jeg mig i øvrigt til at se dig i Aalborg :o)
@ ano. Selvfølgelig var det Alice Walkers datter – beklager (så meget feminist er jeg) Jeg synes nu også, jeg påpeger, at det er fanatisme, som Alice Walker forholder sig til kvindesagen. Ofte fungerer det bedst at tegne linjerne strengt op i en debat! Personligt er jeg nu også opmærksom på, at jeg som mor til en søn OG en datter ikke må glemme min søn og hans plads i denne verden. For det er ved gud heller ikke nemt at være mand blandt kvinder, der fylder helt utroligt meget. Og feminister kan godt fylde helt utrolig meget. Er det provokerende at sige? I øvrigt er jeg helt enig med dig i, Maren, at vores tilgang til arbejdslivet ikke skal foregå på mændenes præmisser. Ofte går det først op for kvinder, at der vitterlig er forskelle på kønnene, når de selv har haft yngelhormonerne full on! På det egocentrerede plan er jeg overbevist om, at vi selv vælger vores undertrykker. Dvs. får man børn med den rigtige mand, burde der ikke være så meget at skælde ud over på det private plan. Samfundsmæssigt ser det selvfølgelig anderledes ud. Men mon smukke Allan havde ladet sig fotografere som negletekniker (love that word!) hvis hans mors generation ikke ligesom havde banet vejen for, at han i al sin maskulinitet sagtens kan gøre det?!
Det største problem lige nu er jo, at fædrene fortsat ikke kæmper for at komme “hjem” og være sammen med deres unger…. Så længe mødrene tager det største ansvar! Og det gør de – det viser alle statistikker, så skyder vi (kvinder) os i foden.
Det gør vi, fordi vi får nogle mænd, der slet ikke opdager, hvor fedt det kan være at være hjemme med ungerne, og hvor møg frusterende det også er.
Alle går vel ind for, at vi skal dele og være enige i familierne. Men resultatet bliver, at danske mænd sætter bundrekord, når det gælder barsel. Der er rent faktisk en ret så stor andel af mændene, som ikke engang tager de 14 dage sammen med mor – helt i begyndelsen. Fatter faktisk ikke de kvinder, der orker at få unge med en sådan mand.
Jeg ved, at jeg lyder lidt streng, men får kvalme af den danske debat – det kan godt være, at vi tror, at den her diskussion bare handler om, hvordan du og jeg gerne vil have det. Men der er altså et større perspektiv! Og jeg råber TAK Erica, du er fantastisk.
I sidste handler det jo om, hvordan vi kvinder står på arbejdsmarkedet – og når Engell kan udtale, at man ikke kan være mor og udenrigsminister samtidig – uden at det skaber en storm af protester, så er vi på et sted, hvor der mangler lidt for lidt debat om det som er vigtigt:
Hvor ligestillet er vi egentlig?
@Mariadalby
Jeg har faktisk ikke noget problem med, at Engell udtaler, at man ikke kan være mor og udenrigsminister samtidig. Ikke hvis man vil være super-begge dele! Der er enkelte jobs, der bare ikke holder til, at man ikke prioriterer dem fuldt ud. Det er ét af dem. Jeg siger ikke, at kvinder ikke kan være fantastiske udenrigsministre – der er masser af eksempler på, at de kan – men de kan ikke være fantastiske udenrigsministre og fantastiske mødre til relativt små børn på nærværsmåden på samme tid. Der er ikke timer nok i døgnet! Og for mange længdegrader i verden!
Jeg vil gerne medgive dig, at det ikke er optimalt, og at ligestillingen måske ikke er så langt som vi gerne vil gøre det til. Men helt ærligt. Behøver den at være det? Kunne man ikke tage et af de jobs, hvor det godt kan lade sig gøre? Erhvervsminister eller justitsminister for eksempel? Eller statsminister?
Det synes jeg er en rigtig trist holdning – og det viser virkeligt, hvor lidt ligestilling der er. Jeg synes Lene Espersen er en elendig minister – men det er pga hendes holdninger – jeg synes det er skide synd for hende, at hun de sidste mange år konstant bliver stillet til ansvar for at være karrieremenneske og mor. Sådan noget ville en mand aldrig blive udsat for!
Hvorfor trist? Jeg synes og så hun er en elendig minister – primært på grund af hendes holdninger… Men jeg har intet problem med den måde hun har været partileder og mor på, eller erhvervsminister og mor (var det ikke det hun var før?) Altså ud over politikken og holdningerne…
Og det er nu heller ikke fordi jeg tænker, at man kan være en fantastisk far på nærværsmåden samtidig med det job…! Så nej, for mig har det intet med ligestilling at gøre – bare med, at nogle jobs er man nødt til at prioritere højest, og hvis man ikke vil det, så må man lade være med at tage dem! Jeg synes egentlig ikke det er trist, bare sådan realistisk… Og hvorfor er det egentlig ikke ok, at der er jobs, der er forbeholdt dem, som er villige til at dedikere sig 100% til dem? Hvorfor skal vi allesammen kunne alting og helst på samme tid?
Fantastisk, at du lige skriver nu! Jeg sad i går og overvejede, om jeg kunne tillade mig at sende dig et par links og en hundeøjne-agtig bedende opfordring om at skrive noget kommentar til “Sagen”. Og så var den der bare. Skønt!
Og jeg har jo ikke børn. Men jeg er tilbøjelig til at have det som dig. Jeg vil enormt gerne have børn. Og jeg vil rigtig, rigtig gerne være der for dem. Og stryge over håret og bage boller og bruge slynge. Men jeg vil bare så gerne også have MIT liv. Altså der hvor jeg arbejder og er nogens kæreste og mig selv.
Problemet er jo, at Engell siger Mor og udenrigsminister. Hvis han skulle sige noget sådant, så burde han have sagt Forældre og udenrigsminister.
Og er det virkelig sådan et samfund vi ønsker? Et samfund, hvor der er jobs, som man ikke bør tage, fordi man så ikke er en god nok forældre?
Personligt tror jeg ikke, at jeg orker at være noget som helst, mens jeg har små børn, men jeg tager hatten af, for dem der gør.
Og hvis vi først lader Engell få ret, hvor stopper den så – kan man være minister? Formand for et parti? Direktør eller hvad med leder, sådan generelt.
Altså, der er jo masser af kvinder som er mødre og som formår alt det der så ganske udemærket. Og fred med det! Jeg er ikke så bekymret for præcedens og jeg har ikke noget problem med, at der er nogle jobs, der er svært forenelige med et familieliv. Faktisk er jeg ikke så bekymret for Lenes mor-evner som for hendes UM-evner. Men jeg er helt klart bekymret for hendes evne til at forene de to!
Måske man også kan diskutere om Engell overhovedet havde sagt, hvad han sagde, hvis posten var blevet forvaltet ordentligt?? Der er vel ikke nogen, der stiller spørgsmålstegn ved Stine Bosse – hverken som mor eller som chef?? Og Løkke har altså også fået balle over at melde fra til et møde fordi hans datter havde forstuvet foden, eller hvad det nu var…
Jeg savner et indlæg fra en øko-bolle-bagende nærværende far der bærer den yngste i slyngeselen og jubler over den lange barselsorlov. Hvor er han henne??
Hvis man har en mand, der har hovedansvar for hjemmet, kan man sagtens være mor og udenrigsminister samtidig. Akkurat ligesom mænd kan være ministre og fædre på samme tid – fordi de har en kone, til at tage sig af det derhjemme – og det er der aldrig nogen, der har stillet spørgsmålstegn ved. Om det kan lade sig gøre at være minister og far på samme tid, altså. Det er GROTESK, at Hans Engell fyrer sådan en kommentar af. Og vi burde i dén grad komme på barrikaderne over det.
En problemstilling som fylder meget for os som er mødre og samtidig også på arbejdsmarkedet. Samme emne har været oppe på Babybusiness for nylig, se den og de kommentarer det affødte her: http://www.babybusiness.dk/roedstroempernes-doetre-definerer-ny-moderrolle.html
…og i øvrigt: “Burde” er bare noget af det værste! Og den sidder hele tiden på min ene skulder. På den anden skulder har jeg “Pyt” siddende, den hjælper mig med at huske på hvad der er vigtigt.
Sikke en lang debat! Og nu skriver jeg lige en kommentar til mig selv ud i det tomme rum, men jeg læner mig helt klart også op af Erica Jong.
Jeg elsker mine børn, hader at være væk fra hjemmefra, når jeg skal på arbejde i weekenden og drømmer kun om at drikke mig i hegnet, når der går for meget småbørnshverdag i den. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde et sted mellem fuldtid og deltid, for så fik jeg jo mere tid til mig selv!
Og så er jeg forøvrigt ved at falde om at grin, når nogen fremfører idealet om, at man/mor i flere år skal gå hjemme og passe børn. Faktum er, at børn i dag, også dem der er i vuggestue fra 8-16, aldrig historisk har været så meget sammen med deres forældre, som de er i dag.
Link til god artikel:
http://www.ugebreveta4.dk/da/2011/201102/Interview.aspx
Her er linket til artiklen om Erica Jongs datter http://online.wsj.com/article/SB10001424052748703805704575594213125914630.html
Jeg synes, kronikken i Politikken var et fint svar på Erica Jongs udtalelser. Jeg er rimelig enig med skribenten.
Det er altid klogt at høste de gode frugter af tidligere generationers erfaringer, men at få dem påduttet og i den grad trukket ned over hovedet af EJ, takker jeg nej tak til. Måske EJ kunne have gavn af at læse de gode Sigrid Riise har skrevet til bedsteforældre om at have tillid til de nye måder at være forældre på 😉 http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/guidersundhedogmotion/livsstilguider/ECE1045498/saadan-kan-bedsteforaeldre-og-foraeldre-trives/